Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Anæstesiologi

It-løsning giver tid til nærvær i anæstesien

Udgivet:
Kommentarer (0)

En it-robot udfylder mange af de oplysninger, anæstesiologer som Lars Dalsgaard Bech eller skulle udfylde manuelt. Tiden bruger han i stedet til at være mere nærværende eller få en mental pause.

Et samarbejde med Regionshospitalet Gødstrup om ny it-robot betyder, at anæstesilæger i Viborg kan spare tid hver eneste gang de foretager tilsyn og procedurer. For lægerne betyder det tid til både mere nærvær og pauser i arbejdet.


Når patienter skal bedøves, har anæstesilæger hidtil haft en række meget rutineprægede opgaver, der involverede museklik, flueben og computerskærm.

Men på Regionshospitalet Viborg, er det nu slut. Overlæge Lars Dalsgaard Bech fra Operation og Intensiv på Regionshospitalet Viborg har sammen med sine kolleger og sine fagfæller fra Operation og Intensiv på Regionshospitalet Gødstrup udviklet en it-løsning, der sparer tid. Det har de gjort med hjælp fra Sundheds-It i Viborg og RPA-teamet i Gødstrup.

»I forbindelse med bedøvelse skal der gennemføres anæstesiprocedurer og tilsyn, som kræver utroligt mange klik, flueben og udfyldning af skemaer. Mange af tingene er noget, som i forvejen findes i systemet, og det giver simpelthen ingen mening, at vi skal bruge tid på at stå og udfylde de samme informationer, som andre kolleger allerede har noteret. Så løsningen sparer os for dét, jeg vil tillade mig at kalde ‘noller-arbejde’,« siger Lars Dalsgaard Bech i en pressemeddelelse.

Løsningen han taler om, er en it-robot, der automatisk kan udfylde en del af de informationer, der før blev udfyldt manuelt af en anæstesilæge

Skabt i samarbejde

Oprindeligt opstod idéen til robotløsninger på Regionshospitalet Gødstrup, hvor afdelingslæge Jon Emil Philip Olsson fra Operation og Intensiv sammen med sine kolleger har udviklet en robotløsning, der kan hjælpe med at udfylde de påkrævede skemaer ved anæstesitilsyn forud for bedøvelse, f.eks. patientens højde, vægt, rygevaner og tidligere bedøvelser. Oplysninger, der i forvejen er noteret i den elektroniske patientjournal af andet sundhedspersonale.

Da Lars Dalsgaard Bech i Viborg hørte om den smarte løsning, kunne han og hans kolleger med det samme se fidusen. De så også et potentiale til at udvide den eksisterende løsning til også at omfatte dokumentation i forbindelse med bedøvelsen.

»Også her kan vi lade robotten overtage arbejdet og finde de relevante oplysninger, mens vi selv holder fingrene fra musen. Og for os er gevinsten faktisk endnu større her, fordi det sparer os for mere tid og dokumentationsarbejde,« siger Lars Dalsgaard Bech.

På Operation og Intensiv i Gødstrup har de endnu ikke implementeret den fulde robotløsning, men de kan sagtens se potentialet i Viborg-modellen.

Mere tid til nærvær og pause

Når man sparer tid i sundhedsvæsenet, så er det ofte for at øge produktionen, men sådan er det ikke med den tidsbesparende, jyske it-robot. Tidsbesparelsen betyder nemlig ikke, at de kan gennemføre bedøvelsen hurtigere eller gennemføre flere procedurer. Den frigiver tid og hjernekapacitet til andre opgaver.

»Det giver os mulighed for at have øjnene på patienten i stedet for skærmen og være mere nærværende i forhold vores kolleger eller stemple mentalt ud et kort øjeblik og hvile hovedet, så vi er helt skarpe på de opgaver, som kræver vores fulde opmærksomhed,« siger Lars Dalsgaard Bech.

Det er stadig lægens ansvar at kvalitetssikre indholdet af de udfyldte journaler og bedøvelsen af patienterne, så kvaliteten er stadig den samme. Nu bliver noget af sekretærarbejdet udført for lægerne.

»Der er ingen patienter, som får en bedre behandling af, at lægen står og sætter en masse flueben på en computerskærm. Tværtimod kan patienterne få gavn af, at vi er mere nærværende og kan bruge vores mentale båndbredde på noget andet end computeren. Så i min optik er løsningen en gevinst for både medarbejderne og patienterne,« mener Lars Dalsgaard Bech.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere