Almen praksis
Yngre læger arbejder på lige fod med erfarne læger
Udgivet:
Kommentarer (0)
I Thisted mener man, at et respektfuldt fagligt miljø krydret med sociale aktiviteter i fritiden er opskriften på at skabe en rekrutteringssucces.
Klokken er præcist otte. Afdelingslæger, uddannelseslæger og overlæger mødes til morgenkonference på 4. sal i den medicinske fløj af Aalborg Universitetshospital i Thisted.
Mødet ledes af Søren Larsen, som er i en introstilling i intern medicin på sygehuset. Han fortæller kort, hvordan vagtplanen aktuelt tegner sig og giver en status over indlagte på de forskellige afsnit. Så giver han ordet til en af de læger, som er i gang med hoveduddannelsen i almen medicin, Jens Tilma, der netop kommer fra nattevagt.
Jens Tilma fortæller om de observationer, han har gjort sig omkring en ældre patient, der er indlagt akut. Hængende mundvig, blødning fra øje før indlæggelse. Måske apopleksi. Kollegerne peger på muligheden af helvedesild. Der er bestilt skanning.
En afdelingslæge kvitterer.
»Godt arbejde!«
I alt ni læger er samlet omkring bordet, mens yderligere seks er med på teams. Det er læger, der er på vej i en bus fra Aalborg – og arbejder undervejs. Som de gør hver morgen.
Læs også:
Unge læger satser på egen praksis i Thy
For to dage siden er fem nye KBU-læger begyndt på sygehuset. De vil også normalt være med til morgenkonference, men lige denne dag er de et andet sted som led i introduktionsugen.
»Det er svært at undvære morgenkonferencen. Det giver en fælles ansvarsfølelse at tale om de patienter, der aktuelt skal tages hånd om. Der er meget læring i at deltage,« pointerer Jens Juul, der har været uddannelsesansvarlig overlæge på sygehuset i Thisted i mange år.
De unge læger har rollen som leder af morgenkonferencen på skift, og det er vistnok unikt.
»Jeg synes, det fungerer fremragende,« fortæller Jens Juul.
Sygehuset i Thisted har de fleste medicinske specialer – fra lungemedicin til infektionssygdomme og hjerte-kredsløb. Kun gastromedicin findes ikke her.
Jens Juul pointerer, at de yngre læger bliver draget ind i fællesskabet fra dag ét.
Stejl læringskurve
»Læringskurven er meget stejl i starten, men vi prøver at facilitere overgangen fra universitetet til virkeligheden på den bedst mulige måde,« siger overlægen.
»De får alt at se. De lærer at stå på egne ben – under tæt supervision,« tilføjer Trine Hagen.
Hun er uddannelseskoordinerende yngre læge – og står til at blive den næste uddannelsesansvarlige overlæge på stedet, når Jens Juul en dag går på pension.
»Man kan virkelig få sparring hele vejen rundt,« tilføjer Jens Juul.
Forskning, uddannelse og inddragelse i lægelige beslutninger er alt sammen med til at skabe rammerne for det attraktive uddannelsesmiljø, der karakteriserer sygehuset i dag
Jens Juul, uddannelsesansvarlig overlæge, Thisted sygehus
De unge læger, som er under uddannelse, indgår således i vagtplanen.
Derudover er der daglig undervisning i forskellige lægefaglige temaer en halv time hver dag efter morgenkonferencen. Også disse oplæg går på skift. Så er der case-undervisning hver fredag, staff meeting med kollegerne i Aalborg og ‘journal-klub’, hvor man én dag om måneden gennemgår en videnskabelig artikel.
Og apropos videnskab, så fik sygehuset i Thisted i foråret sin egen forskningsenhed, ledet af professor Asbjørn Drewes fra Aalborg Universitet. Det betyder, at postdoc Anne-Marie Wegeberg en dag om ugen er til stede på matriklen i Thisted og er med til at facilitere den forskning, som alle læger uanset niveau gerne skulle beskæftige sig med. Et aktuelt forskningsprojekt omhandler eksempelvis lungefunktionsmålinger.
»Forskning, uddannelse og inddragelse i lægelige beslutninger er alt sammen med til at skabe rammerne for det attraktive uddannelsesmiljø, der karakteriserer sygehuset i dag,« fremhæver Jens Juul.
Han glæder sig over, at der er sket et markant skift i interessen for at komme til Thisted de senere år, specielt efter, at uddannelseslæge Sara Søndergaard tog initiativ til 12-mandsgruppen.
»I hvert fald de seneste tre år er det blevet populært at komme hertil. Jeg tror, at det sociale trækker meget,« lyder det fra Jens Juul.
Rustur med to portører
Der arbejdes på flere planer for at skabe et godt uddannelsesmiljø. Eksempelvis arrangerer to portører rustur i Nationalpark Thy for de nye KBU’er sammen med det øvrige hold af yngre læger. Nogle har endda taget jagttegn.
Da Jens Tilma er færdig med sin gennemgang, tager ledende overlæge Lene Birgitte Birket-Smith ordet og kommer med en god nyhed.
»Der er kommet rigtig gode ansøgere til introstillingerne. Det er jeg godt nok glad for.«
Det viser sig, at der er kommet seks ansøgere, hvoraf flere har været i KBU-forløb på sygehuset.
»Der er opslået to stillinger, men vi kommer til at ansætte fire,« fastslår Lene Birgitte Birket-Smith.
Det er ikke usædvanligt, at det bliver et gensyn med yngre læger, der har snuset til miljøet tidligere.
»Der, hvor vi kan se, at vi lykkes med rekruttering, er, når de vender tilbage,« pointerer Trine Hagen.
Udviklingen er selvforstærkende, fordi der vil være mange, der har lært hinanden at kende under uddannelsen og kommer til at samarbejde fremover – i et krydsfelt mellem primærsektor og hospitalssektor.
til klinisk undervisning for de studerende fra lægeuddannelsen i Aalborg.
»Så har vi sikret fødekæden helt nedefra,« konstaterer Jens Juul.
Del artiklen: