Voksne med ADHD strander i almen praksis

Forekomsten af ADHD blandt voksne er 3-4 pct. Det svarer til cirka 65 patienter pr. ydernummer, men under 2 pct. er i behandling, og det har store omkostninger både for samfundet og for den enkelte ADHD-patient.

Den kendsgerning var hovedfokus, da kurset ‘ADHD Academy’ løb af stablen i slutningen af januar. Formålet med kurset var at ruste praktiserende læger og andre ansatte i primærsektoren til at identificere de voksne ADHD-patienter og få dem i retning af udredning og eventuelt behandling.

To af kursets oplægsholdere, praktiserende læge Mikkel Andersen og børne- og ungdomspsykiater Jakob Ørnberg, pegede begge på, at de færreste praktiserende læger er klædt på til at opspore og identificere potentielle ADHD-patienter.

Hvis man er små-angst, små-trist, stresset eller måske drikker lidt for meget, kommer man slet ikke ind i den offentlige psykiatri. Hvor ender man så henne? Hos sin praktiserende læge

Jakob Ørnberg, børne- og ungepsykiater

Og når en stor del af ansvaret for opsporingen af voksne med uopdaget ADHD er havnet hos de praktiserende læger, skyldes det ifølge Jakob Ørnberg først og fremmest det enorme pres, som sundhedsvæsenet er under.

»Voksne med ADHD siger ikke: ‘Jeg har svært ved at koncentrere mig’. De siger, at de er triste, angste, stressede eller har et misbrug. Det kalder vi også ‘psychiatria minor’, og det er nogle lidt lettere psykiatriske symptomer, som sjældent giver hurtig adgang til den offentlige psykiatri, fordi der er så meget ressourcepres,« siger han til Dagens Medicin.

Ikke syge nok til psykiatri

For skal man have hurtig adgang til den offentlige psykiatri, skal man være alvorligt syg, bemærker Jakob Ørnberg. Og det vil for eksempel sige psykotisk, selvmordstruet eller spiseforstyrret.

»Hvis man er små-angst, små-trist, stresset eller måske drikker lidt for meget, kommer man slet ikke ind i den offentlige psykiatri. Hvor ender man så henne? Hos sin praktiserende læge, som har til opgave at fikse det på en eller anden måde,« siger Jakob Ørnberg.

Ifølge ham bliver den praktiserende læge ofte endestationen for patienten, der kommer med symptomer som stress, angst eller misbrug. For tit er de praktiserende læger ikke opmærksomme på, at en uopdaget ADHD-diagnose kan have noget at gøre med sagen.

»Ofte kommer patienten med et andet symptombillede end det, som det faktisk handler om. Så prøver de praktiserende læger at behandle med antidepressiva eller angstmedicin, misbrugsbehandling eller noget samtaleterapi, og det lykkes aldrig at få dem helt i mål,« siger han.

Tabte leveår

Praktiserende læge Mikkel Andersen genkender billedet. Han forklarer, at fordi symptombilledet hos voksne ofte er mere diffust, får mange praktiserende læger sjældent ideen om, at der kunne være tale om ADHD.

»Vi er nok ikke tilstrækkeligt opmærksomme på den gruppe af patienter, som kan have ADHD, og som kan få et meget bedre liv med en diagnose,« siger han.

De praktiserende læger kan måske være med til at stille krav opadtil og pege på behovet for bedre muligheder for behandling og støtte

Jakob Ørnberg, børne- og ungepsykiater

»Vi skal træne opmærksomheden, så patienten måske kan lide af noget andet end stress, når personen for fjerde gang på et halvt år henvender sig med stresslignende symptomer, et par fyringer og skilsmisser i bagagen og måske drikker lidt for meget rødvin om aftenen,« siger Mikkel Andersen.

Der kan være store gevinster i det, hvis ADHD-patienterne kan blive opdaget hos den praktiserende læge. Mikkel Andersen fremhæver blandt andet større patienttilfredshed og bedre livsvilkår for ADHD-patienter.

»Der er jo tabte leveår ved det her. Der er tabte leveår, og der er massive samfundsøkonomiske omkostninger,« konstaterer Mikkel Andersen.

Læger skal ‘stille krav’

Psykiater Jakob Ørnberg understreger, at han generelt oplever et stort engagement og en stor patientinteresse blandt de praktiserende læger, han møder.

Det store engagement kan bruges, siger han, til at guide patienterne i den rigtige retning.

»De praktiserende læger kan måske være med til at stille krav opadtil og pege på behovet for bedre muligheder for behandling og støtte. Man kan måske kalde det et oprør fra bunden: Der er en gruppe, som kan blive overset i sundhedssystemet, og som nu, støttet af deres praktiserende læge, kan være med til gøre opmærksom på, at der altså er et behov for hjælp her,« siger Jakob Ørnberg.