VIVE-undersøgelse: Stigende arbejdspres får læger til at fravælge almen praksis

Almen praksis står over for en større rekrutteringsudfordring, hvis den politiske ambition om 5.000 praktiserende læger i 2035 skal indfries.

Derfor har VIVE på foranledning af Indenrigs- og Sundhedsministeriet undersøgt, hvilke motiver, forventninger og udfordringer der afgør, om yngre læger vælger – eller fravælger – almen praksis.

I undersøgelsen, som består af interviews med 29 nyuddannede speciallæger i almen medicin, peger flere læger på, at arbejdspresset ikke alene går ud over kvaliteten af deres arbejde, men også forhindrer dem i at balancere arbejdsliv og privatliv.

Samme antal patienter?

Det får VIVE til at åbne diskussionen om, hvorvidt alle praktiserende læger skal have lige mange patienter.

»En af de knapper, man kan skrue på for at imødekomme lægernes ønske om en bedre balance mellem arbejde og privatliv, er at se på, om alle praktiserende læger skal varetage det samme antal patienter. Det er en måde at lette arbejdsbyrden for læger, der praktiserer i områder med mange patienter, der har et stort behov for lægehjælp,« siger Marie Henriette Madsen, projektchef i VIVE.

Økonomisk gulerod er ikke nok

Undersøgelsen viser også, at praktiske forhold som pendlerafstand og ægtefællens mere begrænsede muligheder for at få arbejde gør det mindre attraktivt for lægerne at søge praksis i yderområderne. Nogle læger anser arbejdet med de mere behandlingstunge patienter som fagligt attraktivt, mens andre ser øget arbejdspres, hvilket får dem til at fravælge områderne.

»Den gennemsnitlige nyuddannede speciallæge i almen medicin bor i en af landets større byer, er midt i 30’erne og har et par børn, en partner med et job samt måske en ejerbolig. Med andre ord er det en vanskelig gruppe at flytte. Hvis vi skal have dem til at vælge yderområderne, kræver det ikke alene en økonomisk gulerod, men også mere attraktive forhold som færre og mere fleksible arbejdsdage,« siger Marie Henriette Madsen.

Hun tilføjer, at det for nogle også kan have betydning, at de kan få mulighed for at arbejde som praktiserende læge, men uden at de er økonomisk bundet til lægepraksissen.