Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

Ultralyd ruller ind i almen praksis

Udgivet:
Kommentarer (0)

Et stort dansk forskningsarbejde skal få flere læger i almen praksis til at bruge ultralydsscannere, så de i langt højere grad kan stille den rigtige diagnose første gang og tage bedre hånd om patienter med komplicerede sygdomsbilleder.


Brugen af ultralydsscannere i almen praksis rummer et enormt potentiale inden for diagnosticering af patienter.

For det første kan brug af ultralyd sikre, at patienter bliver henvist til det rette sted på sygehusene, ligesom en ultralydsscanner i de rette hænder kan stille en tidlig diagnose eller bruges til at fortælle patienten, at alt er okay.

Udbredt brug af ultralyd i almen praksis har potentialet til at forbedre tilgangen til patienter med forskellige problemstillinger, men det er vigtigt, at det bliver implementeret korrekt, og at vi sikrer os, at vi laver den nødvendige forskning

Martin Bach Jensen, praktiserende læge og professor, Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

I otte år har danske forskere arbejdet for at få udbredt brugen af ultralydsscannere i almen praksis, og det betyder blandt andet, at 250 praktiserende læger i et projekt til tæt på 40 mio. kr. modtager uddannelse i at bruge udstyret.

Nu viser et nyt forskningsarbejde fra den forskningsgruppe, som står bag uddannelserne af praktiserende læger, hvor udbredt brugen af ultralydsscannere i almen praksis har været før i tiden, og hvad der har været af barrierer for at bruge dem.

Ultralyd skal være et værktøj i hverdagen

Forskningsarbejdet har givet indsigt i, hvordan man bedst sikrer, at praktiserende læger føler sig kompetente til at benytte ultralydsscannere i klinikken, og hvor det giver mest mening at bruge dem.

»Sigtet er, at vi på både medicinuddannelsen og speciallægeuddannelsen i almen medicin får gjort kommende læger komfortable med at bruge ultralyd som et værktøj i hverdagen. Udbredt brug af ultralyd i almen praksis har potentialet til at forbedre tilgangen til patienter med forskellige problemstillinger, men det er vigtigt, at det bliver implementeret korrekt, og at vi sikrer os, at vi laver den nødvendige forskning, hvor vi undersøger effekten hos både den praktiserende læge og patienten,« fortæller en af forskerne bag studiet, praktiserende læge og professor Martin Bach Jensen fra Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet.

Studiet, som læge og ph.d. Camilla Aakjær Andersen fra Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet er førsteforfatter på, er offentliggjort i BMJ Open.

Camilla Aakjær Andersen er desuden den ledende forsker på forskningsprojektet vedrørende uddannelse af læger fra almen praksis i brugen af ultralyd.

»Brugen af ultralyd i almen praksis stiger internationalt. Det er derfor vigtigt, at vi får skabt viden om, hvornår det er til gavn for patientbehandlingen at bruge ultralyd i almen praksis, og hvornår det er uhensigtsmæssigt. Derfor kigger vi ikke kun på de positive effekter. Vi indsamler også systematisk oplysninger om uhensigtsmæssige forløb og near-miss-situationer, som opstår i forbindelse med implementeringen af ultralyd i dansk almen praksis. Det gør vi for at kunne lære af disse forløb samt tilpasse vores vejledninger og uddannelsesprogrammer ud fra de erfaringer, vi får,« siger Camilla Aakjær Andersen.

Kun lidt over 10 pct. i almen praksis bruger ultralyd

Studiet er et af omkring 20 studier, som forskerne bag forskningsarbejdet enten har udgivet eller er på vej til at udgive.

I studiet udsendte forskerne i 2019 spørgeskemaer til 1.216 praktiserende læger, hvilket svarer til 36,4 pct. af alle praktiserende læger.

Spørgsmålene skulle blandt andet afklare, om lægerne havde erfaring med brug af ultralyd, om de havde adgang til brug af ultralyd i deres praksis, og hvilke barrierer de så for brug af ultralyd.

De læger, der benyttede ultralyd, skulle også svare på, hvornår de brugte apparatet.

Resultatet af undersøgelsen viste, at 72,3 pct. af de praktiserende læger havde erfaring med brug af ultralyd. Martin Bach Jensen vurderer dog, at de fleste har haft det i hænderne i forbindelse med hoveduddannelsesophold på en gynækologisk afdeling.

Ultralyd er et fantastisk værktøj til at understøtte diagnostikken, lave bedre triagering af patienter og henvise mere præcist til den rette afdeling, mens andre patienter vil kunne afsluttes i almen praksis

Martin Bach Jensen, praktiserende læge og professor, Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

14,7 pct. af studiedeltagerne svarede, at de havde adgang til ultralyd i almen praksis, men kun 11,5 pct. benyttede ultralyd i deres hverdag.

»Sådan så tallene ud i 2019, men jeg vil forvente, at fordi vi i vores forskningsarbejde har sat fokus på netop at uddanne praktiserende læger i brugen af ultralyd, er tallet nok nærmere 20 pct. i dag. Vi vil dog gerne have tallet meget højere op, så det for de fleste praktiserende læger er helt naturligt at bruge ultralyd,« siger Martin Bach Jensen.

Understøtter samarbejde mellem almen praksis og sygehuse

Studiet fra 2019 viste også, at forskellige faktorer påvirker brugen af ultralyd i almen praksis.

Blandt andet svarede mange af ikkebrugerne, at de følte, at de skulle bruge for meget tid på ultralyd, mens en anden stor del af ikkebrugerne svarede, at de ikke følte sig kompetente til at opnå en tilfredsstillende diagnostisk præcision.

28,7 pct. af ikkebrugerne svarede dog, at de forventede at benytte ultralyd i fremtiden.

Martin Bach Jensen mener, at det vil medføre en masse fordele, hvis man kan øge brugen af ultralyd i almen praksis.

For det første peger han på, at sygehusene bliver mere og mere specialiserede, hvilket betyder, at de praktiserende læger skal være mere præcise i deres henvisninger. Er de ikke det, kan det forsinke hele udredningen.

»Ultralyd er et fantastisk værktøj til at understøtte diagnostikken, lave bedre triagering af patienter og henvise mere præcist til den rette afdeling, mens andre patienter vil kunne afsluttes i almen praksis. Det forudsætter dog, at de praktiserende læger har tillid til deres egne konklusioner, når de benytter ultralyd,« siger Martin Bach Jensen.

Han eksemplificerer brugen af ultralyd til situationer, hvor for eksempel patienter med lungekræft frygter ophobning af væske i lungerne, eller hvor patienter med leversvigt frygter ophobning af væske i bughulen.

I begge tilfælde kan ultralyd komme med et svar i almen praksis, uden at patienterne skal en tur forbi hospitalet.

Andre eksempler kan være, at et barn oplever tegn på forstoppelse, at lægen skal dræne en byld og kan bruge ultralyd til at guide sig, eller ved undersøgelser af hævede led.

250 læger modtager uddannelse i ultralyd

I forskningsarbejdet modtager 250 praktiserende læger uddannelse i brug af ultralyd i forløb på tre måneder. I forløbet er der fokus på løbende supervision og feedback, mens lægerne tilegner sig skanningskompetencerne.

Foruden at udbrede brugen af ultralyd blandt praktiserende læger vil forskerne i projektet også undersøge effekten af udvidet brug af ultralyd.

Skaber det eksempelvis større arbejdsglæde, eller bliver lægerne mere udbrændte? Hvordan kan lægerne bedst få brugen af ultralyd ind i deres hverdag med mange patienter? Får lægerne rent faktisk afklaret flere patienter, og leder det til flere henvisninger?

Endelig skal forskerne i forskningsarbejdet også frembringe en liste over den type af skanninger, der giver mest mening, og som de praktiserende læger dermed skal uddannes i.

»Mange brikker har ledt frem til, at vi nu har gang i et meget stort forskningsarbejde, hvor vi forsøger at øge brugen af ultralyd i almen praksis med det formål at skabe noget, som let kan integreres i samarbejdet mellem sygehus og almen praksis, og som giver mere værdi for alle parter,« siger Martin Bach Jensen.

Han påpeger også, at forskningsarbejdet er omfattende og blandt andet inkluderer læger fra hele landet samt et tæt samarbejde med DAUS – Dansk Almenmedicinsk Ultralydsselskab.

»Vi er ikke låst i små miljøer, men supplerer hinanden i et sammenhængende forskningssamarbejde. Det gør også, at vi internationalt er førende inden for forskning i brugen af ultralyd i almen praksis,« siger Martin Bach Jensen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere