Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Udvalgsformand frygter flere spøgelsespatienter på Lolland efter varslet lukning af lægeklinik

Udgivet:
Kommentarer (0)

Politiker Marie-Louise Brehm Nielsen frygter, at det vil gå ud over de mest sårbare patienter, hvis der ikke kommer en ny læge – eller en ny klinik – i Horslunde. Marie-Louise Brehm Nielsen er valgt for listen Din Stemme og er formand for ældre-, omsorgs- og sundhedsudvalget i Lolland Kommune.

Inden længe lukker lægeklinikken i Horslunde på Lolland, som i forvejen er hårdt ramt af mangel på læger og mange kronikere og ressourcesvage borgere blandt både yngre og ældre. Den varslede lukning af klinikken, som har mere end 40 år på bagen, bekymrer både formand for kommunens sundheds- og ældreudvalg samt hjemmeplejen.


Jeg frygter, at vi vil få flere spøgelsespatienter – altså folk, der ikke har tilknytning til en praktiserende læge

Marie-Louise Brehm Nielsen, formand for ældre-, omsorgs- og sundhedsudvalget, Lolland Kommune

I sidste uge kom det frem, at Nordic Medicare 1. maj lukker sin lægeklinik i Horslunde på Lolland, og det får nu den politiske chef for sundhedsområdet i kommunen til at frygte, at endnu flere borgere marginaliseres.

For den direkte konsekvens af en lukning af klinikken betyder, at mere end 2.000 borgere vil blive henvist til regionsklinikken eller udbudsklinikken i Nakskov, ti kilometer fra Horslunde.

Og netop den geografiske afstand vil være en barriere for at kronisk syge og ressourcesvage borgere, som Lolland har en overvægt af, kommer til lægen.

»Jeg frygter, at vi vil få flere spøgelsespatienter – altså folk, der ikke har tilknytning til en praktiserende læge,« siger Marie-Louise Brehm Nielsen fra lokallisten Din Stemme, der er formand for ældre-, omsorgs- og sundhedsudvalget i Lolland Kommune.

Skiftende læger er et vilkår

Problemerne for især de ressourcesvage borgere er bare blevet værre over hele øen de seneste ti år, hvor mere end halvdelen af de traditionelle lægepraksisser er forsvundet.

De er til en vis grad blevet erstattet af udbudsklinikker, sådan som det også skete i Horslunde i 2016, hvor Nordic Medicare overtog patienterne fra det eksisterende lægehus, der havde været drevet af lægeparret Lisbeth Errebo-Knudsen og Kim Kristensen i mere end 40 år.

Marie-Louise Brehm Nielsen, der selv arbejder som sygeplejerske, erkender, at det efterhånden er et vilkår for de fleste lolliker at være tilknyttet en klinik, der er bemandet af skiftende læger. Hun er selv tilknyttet Nordic Medicares klinik i Nakskov.

»Typisk skal man begynde forfra på sin sygehistorie – tilbage til Adam og Eva – hver gang, man møder en ny læge. Det er et problem, for bliver tingene så opfanget hurtigt nok?,« spørger hun.

For borgere med kronisk sygdom, flere problemstillinger eller psykisk sygdom kan lukning af en klinik i hjembyen være den barriere, der afgør, om der søges hjælp i tide.

»Der er nogle, der har lidt sværere ved at få bestilt tid hos lægen, hvis de har symptomer på sygdom som for eksempel blod i urinen. Og hvis man lider af angst, er det måske ikke så let at tage bussen til Nakskov,« påpeger Marie-Louise Brehm Nielsen.

Hjemmeplejeleder: Halter med det forebyggende

Ifølge Inge Kromann Hansen, decentral leder for hjemmeplejen i Lolland Kommune, mærkede de ældre borgere i Horslunde allerede konsekvenserne af den ændrede lægedækning, da den praktiserende læge lukkede og udbudsklinikken overtog i 2016.

De akutte situationer bliver der taget hånd om, mens det halter med det forebyggende arbejde, når der generelt er mangel på læger

Inge Kromann Hansen, decentral leder for hjemmeplejen, Lolland Kommune

»Det er et kæmpe problem for borgerne, at der ikke kan tiltrækkes en ny praktiserende læge, for det skaber utryghed, og der er ikke det samme kendskab til den enkelte borger længere,« siger hun.

For hjemmeplejens daglige arbejde er det ikke så afgørende, om der er et lægehus i Horslunde eller i Nakskov. For kommunikationen om borgernes medicin, efterbehandling og tidsbestilling til lægekonsultation foregår som oftest elektronisk via såkaldte korrespondance-meddelelser.

Ifølge Inge Kromann Hansen har hjemmeplejen et godt samarbejde med Nordic Medicares klinikker.

»Vi har halvårlige møder, hvor vi drøfter varetagelse af opgaver. Det sker også, at vi tager en urinprøve med fra en borger, selv om det ikke er vores opgave, men … mange borgere har jo ikke pårørende i nærheden. De akutte situationer bliver der taget hånd om, mens det halter med det forebyggende arbejde, når der generelt er mangel på læger,« siger hun.

Inge Kromann Hansen håber blandt andet, at kommunen kan få en aftale med regionsklinikken i Nakskov om at få en fast plejehjemslæge, sådan som man havde for år tilbage – som et forsøg i Horslunde.

»Det betød, at borgerne kunne beholde deres egen læge, når de flyttede på plejehjem. Lægen kom på regelmæssige besøg, og der var undervisning af medarbejderne i en række forebyggende tiltag. Det var virkelig godt. Men den generelle mangel på læger skubber i den forkerte retning,« erkender hun.

»Ikke den store betydning for os«

Lægedækningen er regionens ansvar, og i Region Sjælland har direktøren for det Nære Sundhedsvæsen, Trine Holgersen, slået fast, at regionen fortsat arbejder på en lokal løsning i Horslunde, når udbudsklinikken lukker med udgangen af april.

For Lolland Kommunes øverste ledelse på sundheds- og ældreområdet er det ikke afgørende, om der fortsat er lys i lægehuset i Horslunde.

»Hvis lukningen af en klinik betyder mindre tilgængelighed, betyder det større vanskeligheder for os. Men hvor lægen sidder fysisk, er ikke så afgørende. Hvis patienterne overføres til Nakskov, får de en anden læge. Og vi får en anden læge at samarbejde med. Det får ikke den store betydning for os,« siger Søren Wollesen, der er ældre- og sundhedschef i kommunen.

Vi oplever, at regionen tager opgaven på sig. Og vi har været ret glade for regionsklinikken i Nakskov. Det giver en anden stabilitet

Thomas Richelieu, direktør for ældre- og sundhedsområdet, Lolland Kommune

Thomas Richelieu, direktør for ældre og sundhed, har tillid til, at regionen finder en holdbar løsning:

»Vi oplever, at regionen tager opgaven på sig. Og vi har været ret glade for regionsklinikken i Nakskov. Det giver en anden stabilitet,« siger han.

Ikke en eneste ansøger

Region Sjælland har senest i forbindelse med et stillingsopslag med udløb kort før jul lavet en kampagnevideo for at tiltrække en ny praktiserende læge i Horslunde. Videoen havde ikke den store effekt, idet der ikke var kommet en eneste ansøger, da stillingsopslaget udløb 20. december.

Marie-Louise Brehm Nielsen mener, at det nye udvalg, der er sammensat efter kommunalvalget i november, ret hurtigt vil være nødt til at forholde sig til rekrutteringsproblemet.

Hun appellerer til regionen om at henvende sig, hvis der er noget, kommunen kan gøre.

»Vi skal fortsat gøre en kæmpe indsats for at få lægerne lokket hertil for at nedsætte sig med egen praksis. Næstbedst at få dem til at blive her længere. Det gode liv på Lolland skal tales op. Som læge skal du vide, at du kommer til at lære rigtig meget her,« pointerer Marie-Louise Brehm Nielsen.

Trine Holgersen, Region Sjælland, har senest meldt ud, at hun forventer en afklaring på lægedækningen i Horslunde i slutningen af februar.

Læs også:

På Lolland lukker lægehusene på stribe: »Det er trist at se ens livsværk smuldre bort«

Region Sjælland om lægemanglen: Vi arbejder på en lokal løsning i Horslunde

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere