Udkantslæge om nyt PLO-udspil: Gode takter, men for letkøbt

I 2019 udstillede Anders Beich en af de store uenigheder internt i Praktiserende Lægers Organisation (PLO), da han som formand for Dansk Selskab i Almen Medicin (DSAM) til åbningsdebatten under Lægedage slog fast, at praktiserende læger ikke skal have det samme antal patienter, fordi nogle populationer har et større behandlingsbehov end andre.

Dengang var Anders Beich læge på Nørrebro i København. I dag er han læge i Nysted på Lolland og har udviklet sig til en af sektorens største fortalere for en kraftig omfordeling af ressourcerne i almen praksis, der – modsat i dag – skal gøre det attraktivt at være læge for de mest syge patienter.

Det er på grænsen af det utroværdige, at vi ikke adresserer den store ulighed med det samme

Anders Beich, tidl. formand, DSAM

»Lolland er jo et medicinsk slaraffenland, men der er ikke tid nok til patienterne, og økonomien kører på pumperne i nogle lægepraksis hernede. Det skyldes, at overenskomstaftalen i almen praksis tilgodeser læger med flest raske patienter, og jeg synes, at det plager os som sektor, at vi efter så mange år ikke har fået gjort noget ved den åbenlyse uretfærdighed,« siger Anders Beich.

En differentieret indsats

Mens der i 2019 ikke var stående applaus til Anders Beich på scenen ved Lægedage, er der i dag større tilslutning til idéen om, at lægernes aftale skal understøtte, at nogle patienter skal have mere tid med lægen end andre.

Det kan aflæses i det udspil, som PLO præsenterede sammen med Kommunernes Landsforening (KL) i sidste uge. Her foreslår de nu for første gang, at antallet af patienter i almen praksis ‘skal reguleres med udgangspunkt i borgernes behandlingsbehov’ – modsat i dag, hvor alle læger som minimum skal have 1.600 patienter.

Det fremgår også af udspillet, at sårbare patienter, multisyge og socialt udsatte skal prioriteres med længere konsultationer. Det kursskifte glæder Anders Beich.

»Skal vi være læge for alle patienter på vores liste og yde den proaktive populationsomsorg, som vi har talt om i så mange år, så er det nødvendige tiltag, og det er positivt, at PLO nu offentligt anerkender dette i alliance med KL,« siger Anders Beich.

Alle æg i en kurv

På et område er den tidligere mangeårige DSAM-formand dog særdeles kritisk.

Nærlæser man udspillet fra PLO og KL, så bygger det nemlig på en antagelse om, at der i 2035 vil være 1.500 flere praktiserende læger end i dag, som det er politisk aftalt. Det er her, at den ekstra ressource er hentet til at realisere mange af de forslag, som KL og PLO har lagt frem.

Og det er ganske enkelt satset og usikkert, mener Anders Beich.

»Udspillets store svaghed er, at KL og PLO knytter alle deres forhåbninger op på de 1.500 læger, som endnu ikke er uddannet. Man bruger af en gevinst, som endnu ikke er finansieret eller realiseret, og det er for let,« siger Anders Beich.

Samtidig sender det ifølge Anders Beich et skidt signal om, at omfordelingen af ressourcerne i almen praksis først skal ske, når lægerne bliver nogle flere.

»Jeg mener jo, at den omfordeling skal ske nu, og at det er på grænsen af det utroværdige, at vi ikke adresserer den store ulighed med det samme. Men når der bruges af en fremtidig gevinst, så har det jo den fordel, at man slipper for at træffe de mere ubehagelige beslutninger nu og her. Som for eksempel at nogle praktiserende læger skal have flere patienter end i dag,« siger Anders Beich.

Hvad skal lægen lave?

Selvom Anders Beich ikke kan undgå at dryppe lidt malurt i bægeret, når det kommer til finansieringen i udspillet, har han på andre områder svært ved at få armene ned.

Vi bliver nødt til at gøre os lidt mere kostbare i almen praksis, hvis de syge skal have en chance i fremtiden

Anders Beich, tidl. formand, DSAM

Det gælder især udspillets formulering om, at opgaverne i almen praksis skal defineres på nationalt niveau.

»Hvilke problemer skal den praktiserende læge egentlig tage sig af? Hvad er vores kerneopgave? Der trænger vi i høj grad til at få defineret, hvis vi skal bruge vores tid på de borgere, som har det største behov,« siger Anders Beich.

Som tingene er i dag, finder nye opgaver konstant vej ind i almen praksis, hvor lægerne kæmper for at følge med efterspørgslen fra alle sider.

»Ethvert ubehag og problem i vores samfund ender hos den praktiserende læge. Det er jo ikke fordi, at jeg går rundt med en forestilling om, at nogle af mine kolleger mangler noget at fylde tiden ud med i deres lægepraksis, når jeg foreslår, at nogle af dem skal have flere patienter. Det er først muligt, når vi har fået defineret, hvilke opgaver vi skal løse,« siger Anders Beich.

Færre opgaver i almen praksis

Står det til Anders Beich, bør PLO og DSAM i højere grad selv tage initiativet på sig, når prioriteringen og antallet af opgaver i almen praksis skal skæres til. Selv nævner han flere bud i flæng.

»Er vi de rigtige til at tage os af alle de her symptomer på stress og belastning, som er så udbredte i vores samfund? I min optik kunne coaching, psykoterapi og psykolog være noget, man går til, inden man søger egen læge – og så er jeg heller ikke blevet populær på at bruge eksemplet med, at forebyggende undersøgelser af raske børn måske godt kunne foregå hos sundhedsplejersken i kommunen,« siger Anders Beich.

Uanset hvilke opgaver, der luges væk, kan der ifølge Anders Beich ikke være tvivl om, at døren ind til konsultationslokalet i almen praksis i fremtiden ikke kan være pivåben, men må stå mere på klem.

»Den anden dag så jeg Manu Sareen ligge henover en hel side i Politiken, hvortil han udtalte, at han nu har fundet ud af, hvad han fejlede og håbede, at mænd ville gå til deres læge med de problemer, der måtte høre til den mandlige overgangsalder. Jeg tror, at vi bliver nødt til at gøre os lidt mere kostbare i almen praksis, hvis de syge skal have en chance i fremtiden.«

De 10 forslag i det nye udspil fra PLO og KL

1. Almen praksis har rollen som behandlingsansvarlig for borgere med (velreguleret) kronisk sygdom og multisygdom.

2. Fast lægedækning på midlertidige pladser og plejehjem, herunder størst mulig anvendelse af dosispakket medicin.

3. Udvikle nye samarbejdsrelationer mellem lokale læger og ældreplejen.

4. Faste bostedslæger og samarbejde om sociale indsatser og psykiatri.

5. Almen praksis er tovholder for borgere med psykisk sygdom, herunder håndtering af samtidig somatisk sygdom.

6. At der deles patientoplysninger og data om patientforløbet.

7. National styring af, hvor nye ydernumre placeres, samtidig med at der decentralt tilføres kompetence og økonomi til at sikre lægedækningen. Fokus bør særligt være på de områder, hvor der er lægemangel.

8. Regulere antallet af patienter pr. læge med udgangspunkt i borgernes behandlingsbehov.

9. Prioritere sårbare patienter, multisyge og socialt udsattes adgang til lægen via længere konsultationer, opsøgende indsatser og samtænkning af almen praksis og kommunale indsatser, så det reflekterer borgerens hele, levede liv.

10. Sikre en tilgængelighed, der imødekommer borgernes behov i lokalområdet og giver sikkerhed for hurtig og lettilgængelig hjælp, når behovet opstår

Du kan læse hele udspillet her.