Almen praksis
Trods utilfredshed: PLO’s repræsentantskab godkender ny overenskomst
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Der er kun midler til at se patienter på samme måde, som vi har gjort i mange år. Regionerne viser med denne aftale, at de ikke vil udvikle almen praksis. Derfor stemte jeg i går imod den nye aftale,« siger Niels Dreisler praktiserende læge i Brøndby.
To tredjedele af PLO’s repræsentantskab stemte torsdag aften ja til den nye overenskomstaftale med Danske Regioner, som træder i kraft ved årsskiftet. Under overfladen lurer utilfredsheden dog flere steder blandt repræsentantskabet.
Torsdag aften godkendte PLO’s repræsentantskab den nye overenskomstaftale for almen praksis, som forhandlingsudvalget indgik med Danske Regioner 10. september.
Men stemmetallet afslører også, at det ikke forløb helt gnidningsfrit, da repræsentantskabets 46 medlemmer afgav deres stemmer.
Med stemmerne 31 for, 13 imod og 1 blank valgte en betydelig del af repræsentantskabet, som udgør PLO’s højeste myndighed, at stemme imod aftalen.
En af de læger er Birgitte Ries Møller, som er praktiserende læge i Odense, og som tilmed er formand for PLO i Region Syddanmark.
»Det er min skuffelse, der er udtrykt i mit nej til aftalen. Den her aftale dækker kun lige hullet og giver os betaling for vores overarbejde. Aftalen efterlader ikke plads til udvikling af vores lægepraksis, ligesom den ikke indeholder visioner for fremtiden,« siger Birgitte Ries Møller.
Nej tak til differentiering
For Birgitte Ries Møller er det især den tiltagende opgavemængde i hverdagen, som hun ikke føler, at overenskomstens parter adresserer godt nok med den nye aftale.
Hun mangler både tid og kompetencer til at løfte de mange nye opgaver. Eller et loft over antallet af opgaver.
Og så er hun uenig i den kurs, som PLO er ved at slå ind på med en større intern omfordeling af de økonomiske midler.
»For mig var det vigtigt at sige nej til en aftale, der lægger op til en differentiering af vores patienttal og basishonorar i almen praksis. Aftalen lægger op til en omfordeling af de økonomiske midler blandt os læger. Den retning kan jeg ikke skrive under på,« siger Birgitte Ries Møller.
Mangler plads til udvikling
Niels Dreisler sidder også med i PLO’s repræsentantskab. Til daglig er han praktiserende læge i Brøndby, og ligesom Birgitte Ries Møller stemte han nej til den nye forhandlingsaftale.
»De praktiserende læger er lagt ned og udbrændte i stor stil. Det anerkendes ikke og nævnes ikke i aftalen. Den tilførte økonomi i aftalen svarer udelukkende til befolkningstilvæksten i 2022-2025. Det vil sige, at der slet ikke er penge til udvikling af det nære sundhedsvæsen, overtagelse af opgaver og aflastning af sygehuse. Der er kun midler til at se patienter på samme måde, som vi har gjort i mange år. Regionerne viser med denne aftale, at de ikke vil udvikle almen praksis. Derfor stemte jeg i går imod den nye aftale,« siger Niels Dreisler.
Selvom overenskomsten mellem PLO og Danske Regioner kun er 1-årig, mener Niels Dreisler ikke, at det er noget argument for at udelade ambitionerne.
»Hovedparten af sundhedsreformen ser først ud til at træde i kraft i 2027, så derfor kan den her aftale meget vel gå hen og blive toårig. Parterne burde have lavet en aftale, der giver os bedre mulighed for at udføre vores arbejde og udvikle samarbejdet med andre aktører,« siger Niels Dreisler.
Økonomiloft og arbejdspres
Morten Svenning Nielsen, der er praktiserende læge i Odense, stemte ja til aftalen på repræsentantskabsmødet.
»Jeg håber, at overenskomsten bliver den 1-årige brobygningsaftale, som Jørgen Skadborg fremlægger resultatet som,« siger Morten Svenning Nielsen.
Morten Svenning Nielsen afgav dog ikke sin stemme med en god mavefornemmelse.
»Det, der især skiller vandene i PLO, er økonomiloftet og arbejdspresset. Næsten halvdelen af de praktiserende læger er udbrændte, og den massive og ukontrollerede opgaveflytning fra hospitalerne har i høj grad bidraget til vores mistrivsel. Vi har brug for et opgaveloft og særskilte ydelser, der honorerer vores samarbejde med hospitalerne,« siger Morten Svenning Nielsen.
Ifølge Morten Svenning Nielsen har overenskomstens parter med denne aftale lagt et stort pres på egne skuldre frem mod den næste overenskomst.
»Jeg er med på, at vi befinder os i en brydningstid, hvor det er svært at lave store aftaler nu og her, og der har været brug for en midlertidig løsning. Men regionerne skal møde ind til den næste aftale med en villighed til at hjælpe primærsektoren. Ellers fejler man monumentalt på den trivselsudfordring, der eksisterer i almen praksis,« siger Morten Svenning Nielsen.
Efter repræsentantskabets godkendelse, sendes aftalen nu til urafstemning blandt PLO’s medlemmer i starten af november.
Del artiklen: