Tidligere lokalformand for PLO: »Jeg mangler nogen, der forstår vores situation«

Skal de praktiserende læger knyttes tættere til kommunerne i et formaliseret arbejde? Skal hele sundhedssektoren lægges under én administration? Eller skal der findes en helt anden model?

Meningerne er mange, mens regeringen sidder om forhandlingsbordet og kæmper om at blive enige om deres bud på en struktur, som ventes at blive præsenteret en gang i september.

Men spørger man Ulrik Hesislev, praktiserende læge tilknyttet Haslev Lægecenter, så ville han starte et helt andet sted.

Derfor frustrerer diskussionerne i kølvandet på sundhedsstrukturkommissionens rapport ham, for han mener ikke, at det for de praktiserende læger handler så meget om, hvem der indgår aftaler og knyttes mest til hvem. Men i langt højere grad om, hvem der sidder for bordenden, når støvet efter politikernes indgriben engang har lagt sig.

Diskussionen bør derfor ligge et helt andet sted efter hans mening – have et andet fokus.

»Lige nu synes jeg, at alle skyder til højre og venstre, og at alting rodes sammen. Men spørgsmålet om, hvad der egentlig er i vejen, det mangler, synes jeg. Jeg mangler nogen omme på den anden side af bordet, som forstår vores situation,« siger Ulrik Hesislev.

Foie gras-metoden

Og situationen i Haslev Lægecenter og i mange andre lægehuse på Sjælland og i det hele taget rundt om i landet udenfor de store byer er, at et stigende antal opgaver hober sig op, mens antallet af praktiserende læger er stagnerende og flere steder faldende.

Han kalder det en foie gras-metode fra sygehusenes side, hvor de skubber flere og flere opgaver ned i halsen på de praktiserende læger.

»Sygehusene har jo også en økonomisk incitamentsstruktur. De prøver alle at optimere, og det er sådan set fair nok, men den motor, man har skabt på sygehusene, er, at de får en pose penge hvert år, når året starter, og så skal de få den til at række. Derfor tænker alle cheflæger på at overholde deres budget, så de ikke bliver fyret, og derfor dumper de i stor stil opgaver over mod os praktiserende læger,« siger Ulrik Hesislev.

Han fortæller videre, at når han snakker med kolleger på sygehusene, så har de ikke sjældent fået at vide, at patienterne skal slippes hurtigere, fordi det koster penge at holde på dem.

Biased forhandlere

Samtidig er RTLN, Regionernes Lønnings- og Takstnævn, dem, der forhandler overenskomster med praksissektoren. Men regionerne er bedre til at varetage deres egne interesser på sygehusene end praksissektorens interesser, mener han.

»I nævnet sidder politiske frontfigurer og ikke-læger, som ikke kender vores situation. Når vi så kommer til dem og siger, at det ser lidt stramt ud på vores side, og vi er ved at nå loftet for vores omsætning, og spørger, hvad det er, vi skal lægge begrænsninger på, så får vi bare at vide, at det må vi selv finde ud af,« fortæller Ulrik Hesislev.

Det svar finder han ‘helt urimeligt’.

Jeg synes, at debatten kører i tomgang, og vi er ved at tabe fokus. Det er klart, at det her er en kompliceret øvelse, og det kræver indsigt. Men nu virker det som om, politikerne tøver, fordi det er en stor omgang

Ulrik Hesislev, praktiserende læge, Haslev Lægecenter

»Mange af os praktiserende læger føler os jo knyttet til vores patienter. Vi kender dem og vil gerne hjælpe dem. Men hvis jeg ansætter en sygeplejerske mere, så hænger budgettet ikke sammen længere. Så den store risiko ved RTLN er, at de mennesker varetager deres eget budget, men de varetager ikke udviklingen af vores del af sundhedsvæsenet, og de er ikke herude, så de ved ikke, hvad det handler om. Og det er giftigt, når situationen er, som den er,« mener Ulrik Hesislev med reference til de stigende antal ældre, som lægger pres på systemet.

Han oplevede en kortvarig lettelse under coronapandemien, hvor hospitalerne fik tilført mange midler, men nu er det igen ‘back to normal’.

»Det kan man virkelig mærke. Fra sygehusene får patienterne at vide, at ‘det kigger din egen læge på’, og så tropper de op hos os, og man tænker: ‘det har vi jo ikke aftalt det her’. Det er derfor, jeg siger, at jeg mangler nogen på den anden side, der forstår vores situation. Vi forhandler med djøf-uddannede, eller nogen som har en djøf-vinkel på sundhedsvæsenet, men vi behøver nogen, der faktisk forstår, hvad vi laver,« siger Ulrik Hesislev.

I den forbindelse peger han på Skotland, hvor man decideret er gået efter at få speciallæger i almen medicin over på den anden side af forhandlingsbordet, så der er en indsigt i sektoren, når der skal forhandles.

En konkret idé kunne være et nationalt råd med tilstrækkelig sundhedsfaglig indsigt, som har ansvaret for de forskellige dele af sundhedsvæsenet, mener Ulrik Hesislev.

»Samtidig mener jeg ikke, at det nære sundhedsvæsen skal puttes ind under sygehusene. For det kan sygehusejerne tydeligvis ikke varetage. De er faldet for fristelsen til at optimere deres egen økonomi. Det er menneskeligt at gøre, men også risikabelt i forhold til de opgaver, som borgerne har brug for, at vi løser,« siger Ulrik Hesislev.

Helikopteren mangler

Udover ekspertisen savner han også et helikopterblik, der koordinerer tandhjulene noget mere, så Finansministeriet ikke forhandler én aftale med sygehusene, og én med kommunerne, hvorefter de praktiserende læger skal ind og forhandle med sygehusejerne.

»For borgerne er det jo ligegyldigt, hvilke aftaler der gælder for hvem. For dem er det hele det offentlige, og det hele er skattefinansieret. Og i sidste ende er det jo deres oplevelse, der tæller. Lige nu lever det offentlige ikke op til sit ansvar, for vi har skabt noget sindssygt kompliceret, som selv systemet har svært ved at overskue. Det skal en ny struktur rydde op i,« siger Ulrik Hesislev, der mener, at det efterhånden kun er højt uddannede, der kan navigere i systemet i dag.

»Men dem jeg har flest af i min butik, har af utallige årsager ikke mange ressourcer, og for dem skal vi skabe et simplere system, som de kan navigere i.«

Det kan dermed godt lyde, som om at Ulrik Hesislev i virkeligheden mener, at det er smartest at samle hele sundhedsvæsenet under otte-ti sundhedsregioner, som sundhedsstrukturkommissionen har peget på i deres model nummer et.

Men det er slet ikke det afgørende, siger han.

»Det løser ikke noget i sig selv. For hvem er det så, der sidder der? Hvilken baggrund har de? Det vil kræve nogle personer med en meget stor indsigt, for det er et meget kompliceret system, hvor du skal skabe en incitamentsstruktur for alle parter. Det er ikke nok, at du har nogle politikere med et godt hjerte, men som mangler indsigt i sundhedsvæsenet og de her meget komplicerede strukturer. Og hvordan sikrer vi, at der er en styring, så der ikke træffes dårlige beslutninger? Vi har brug for nogen, der forstår opgaven og kan varetage den. Nogen, der kender og forstår vores hverdag.«

DDR vest for Roskilde

Og den hverdag ser ikke ens ud i hele landet.

»Der er jo en imaginær grænse på Sjælland. Når du kører forbi Roskilde, så er det pludselig, som om at du er i DDR. Herude har vi et helt andet sundhedsvæsen end inde i hovedstaden. Det er da tarveligt overfor dem, der bor her. Alle ressourcerne er inde i hovedstaden, hvor de stærke borgere er. Og herude, hvor de sygeste bor, er der ikke noget universitet og dårligere sygehuse. Region Sjællands borgere får vitterligt ikke det sundhedsvæsen, andre har,« mener Ulrik Hesislev.

Derfor frygter han allermest, at hele sundhedsstrukturdebatten ender med, at der ikke rigtigt kommer til at ske noget.

»Jeg synes, at debatten kører i tomgang, og vi er ved at tabe fokus. Det er klart, at det her er en kompliceret øvelse, og det kræver indsigt. Men nu virker det, som om at politikerne tøver, fordi det er en stor omgang, og så må der ikke røres ved dét, dét eller dét. Så derfor kører vi næsten videre, som vi plejer. Der må det ikke ende, for det kan vi simpelthen ikke holde til herude.«