Almen praksis
Thyholm får ny regionsklinik
Udgivet:
Kommentarer (0)
Regionsklinikken på Thyholm åbner 1. september 2024, og overtager praksissen fra praktiserende læge Jens Thygesen, som har opsagt sin kontrakt med regionen fra samme dato.
Region Midtjylland har besluttet at etablere en regionsklinik på Thyholm som det fremtidige lægetilbud i et lægedækningspresset område. Den nye regionsklinik åbner 1 september 2024.
Borgere på Thyholm får ny regionsklinik. Det har Region Midtjylland besluttet efter flere politiske drøftelser. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
»Vi mener, at den bedste løsning er en regionsklinik, som kan være et godt grundlag for på sigt at bane vejen for at tiltrække en fast privat praktiserende læge til området, som altid er vores førsteprioritet,« siger koncerndirektør i Region Midtjylland, Anders Kjærulff.
I dag er det praktiserende læge Jens Thygesen, som driver lægeklinikken på Thyborøn i samarbejde med Alles Lægehus. Fra 1. september har Jens Thygesen opsagt sin kontrakt med Region Midtjylland. Derfor skal de 1.850 borgere, som er tilmeldt klinikken i dag, fra 1. september 2024 overgå til den nye regionsklinik.
De praktiske forhold
Region Midtjylland er i gang med at få styr på de praktiske forhold, som skal være på plads inden klinikstart. Som et led i arbejdet bliver nuværende personale i klinikken tilbudt, at de kan overgå til regionsklinikken, hvis de ønsker det.
En stor udfordring bliver at rekruttere almen medicinske læger til klinikken, da det i forvejen er svært at rekruttere praktiserende læger til området.
»Vi arbejder på at finde en god løsning i forhold til læge set-up i klinikken, som kan sikre kontinuitet, og jeg vil gerne understrege, at tryghed og kvalitet i behandlingen har vores højeste prioritet,« siger Anders Kjærulff.
Borgerne på Thyholm vil automatisk få besked om skiftet fra den nuværende lægeklinik til den nye regionsklinik.
Del artiklen: