Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

Sundhedsreformen er landet: Side 71 fik Jørgen Skadborg til at ånde lettet op

Udgivet:
Kommentarer (0)

Jørgen Skadborg, formand for PLO, glæder sig over, at de politiske forhandlinger om sundhedsreformen trak i en gunstig retning set med lægernes øjne.

Sundhedsreformen sætter nu to streger under, at der skal investeres massivt i almen praksis i de kommende år. Samtidig står det klart, at almen praksis står over for store forandringer, men PLO frygter ikke længere at miste sin plads ved forhandlingsbordet.


Efter en længere årrække, hvor udviklingen i det danske sundhedsvæsen primært har fundet sted på hospitalerne, skal der nu investeres massivt i almen praksis.

Det står klart, efter at regeringen sammen med SF, De Radikale, De Konservative og Danmarksdemokraterne fredag formiddag præsenterede den længe ventede sundhedsreform på Slotsholmen.

Det er helt afgørende, at der sættes penge af til, at vi de kommende ti år skal være ca. 1.500 flere praktiserende læger

Jørgen Skadborg, formand, PLO

Ėt af de bærende elementer i aftalen er, at der skal være mindst 5.000 praktiserende læger i 2035. Dermed sættes der nu to streger under indfrielsen af PLO’s helt store politiske mærkesag de seneste år.

Og ikke overraskende er det noget, som vækker begejstring hos Jørgen Skadborg, der har været formand for de praktiserende læger siden 2020.

»Jeg er meget glad for den sundhedsreform, som er blevet præsenteret i dag. Det er helt afgørende, at der sættes penge af til, at vi de kommende ti år skal være ca. 1.500 flere praktiserende læger,« siger Jørgen Skadborg.

Samtidig glæder Jørgen Skadborg sig over, at de politiske forhandlinger, der nåede at vare i næsten to måneder, har trukket aftalen i en endnu mere gunstig retning set med lægernes øjne.

»Jeg bemærker, at regeringens udspil er blevet styrket på en række områder gennem dialogen og forhandlingerne med forligspartierne. Det er positivt,« siger Jørgen Skadborg og nævner blandt andet et nyt afsnit om afviste henvisninger, som ligger mange læger på sinde.

Vil PLO miste indflydelse?

Forud for den endelige politiske aftale om en ny sundhedsreform har der ellers internt i PLO været en stigende bekymring for, at lægerne i bytte for flere penge og flere læger ville miste sin politiske indflydelse på helt centrale områder såsom egne arbejdsopgaver og arbejdsvilkår.

Det skyldes, at sundhedsreformen lægger op til, at lægernes honorarsystem og overenskomst i 2027 skal laves om. Samtidig skal Sundhedsstyrelsen udarbejde en opgavebeskrivelse for, hvad den praktiserende læge i fremtiden skal lave, hvor længere og mere fleksible åbningstider også indgår.

PLO har ikke noget problem med, at der sker justeringer i, hvordan vi som sektor er styret. Det afgørende for os er, at vi bygger videre på den nuværende struktur for almen praksis

Jørgen Skadborg, formand, PLO

Hidtil har det dog været uklart, hvilken rolle PLO skal spille i det arbejde, og det fik i sidste måned Jørgen Skadborg til at trække en række røde linjer op i pressen under de politiske forhandlinger.

I dag frygter Jørgen Skadborg ikke længere at miste sin plads ved forhandlingsbordet.

»PLO har ikke noget problem med, at der sker justeringer i, hvordan vi som sektor er styret. Det afgørende for os er, at vi bygger videre på den nuværende struktur for almen praksis – med læger, der selv ejer og tager ansvar for driften i egen klinik – som den dominerende driftsform; samt at vi bevarer et nationalt aftalesystem, hvor PLO indgår aftaler på vegne af de praktiserende læger om vigtige forhold som blandt andet økonomi, honorarer, normtal og åbningstider,« siger Jørgen Skadborg.

Og her hæfter Jørgen Skadborg sig især ved side 71 i sundhedsreformen.

»På side 71 står der, at aftalepartierne forventer, at de nødvendige aftaler kan indgås med de praktiserende læger. Det er vi glade for i PLO, og vi vil gøre, hvad vi kan for, at sundhedsreformen får den ønskede effekt,« siger Jørgen Skadborg.

»Og så glæder jeg mig i det hele taget til at forhandle aftaler på plads i et mere positivt klima, end det har været tilfældet de seneste år,« siger Jørgen Skadborg.

To datoer at holde øje med

For læger i almen praksis er der særligt to datoer at holde øje med i de kommende år.

Den første bølge af forandring skyller ind over praksissektoren, når sundhedsloven ændres 1. juli 2025.

Her tager aftalepartierne bag sundhedsreformen fat på udfordringen med at fordeler praktiserende læger mere jævnt rundt i landet, inden de store ændringer af almen praksis lander i 2027.

Det betyder, at praktiserende læger fra 1. juli 2025 kun må eje tre ydernumre. Samtidig træder den nationale styring af ydernumrene i kraft, hvilket gør det langt sværere at nedsætte sig i et område med god lægedækning.

Læger med mange komplekse patienter skal opleve, at de får bedre tid, blandt andet ved at de får færre patienter

Jørgen Skadborg, formand, PLO

En ændring af sundhedsloven i 2025 skal også gøre det muligt at give særlige tillæg til læger i lægedækningstruede områder, så de kan sænke deres patienttal.

»Den nationale styring af ydernumrene er en stor opgave, som aftalepartierne påtager sig, men overordnet synes jeg, at ambitionen er god. Det skal være med til at sikre, at midlerne lander de rigtige steder i stedet for den uhensigtsmæssige konkurrence, som vi har set mellem regionerne. Det kræver dog et stort lokalt kendskab til udfordringerne med lægedækning at lave en god national model på området,« siger Jørgen Skadborg.

Helt overordnet forventer Jørgen Skadborg, at sundhedsreformen vil sikre en bedre fordeling af læger i hele landet og sikre mere hjælp til de patienter med størst behov.

»Læger med mange komplekse patienter skal opleve, at de får bedre tid, blandt andet ved at de får færre patienter. Det får de med den her reform, og jeg er overbevist om, at vi derved kan sikre en bedre lægedækning i hele landet,« siger Jørgen Skadborg.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere