Almen praksis
STPS fastsætter regler for brug af video ved dødens konstatering og tvangsindlæggelse
Udgivet:
Kommentarer (0)
Styrelsen for Patientsikkerhed har med baggrund i henvendelser fra regioner og PLO afgjort, om læger må benytte video ved henholdsvis tvangsindlæggelse og ved dødens konstatering. I begge tilfælde afviser styrelsen brug af video.
COVID-19-pandemien satte for alvor skub i brugen af videokonsultationer i sundhedsvæsenet.
Det gælder også i almen praksis, hvor politiske aftaler i al hast banede vej for teknologien.
Men i takt med at COVID-19 fylder mindre, er diskussionerne om video i sundhedsvæsenet taget til, og nu har Styrelsen for Patientsikkerhed så vendt tommelfingeren nedad i forbindelse med to typer af konsultationer.
Det drejer sig i første omgang om tvangsindlæggelser.
»Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har spurgt os, om man som læge kan lave tvangsindlæggelser ved brug af video. Årsagen er, at nogle praktiserende læger har patienter, som tvangsindlægges flere gange, da de er kronisk psykisk syge. Svaret fra vores side er dog, at det kan man som udgangspunkt ikke. For at kunne tvangsindlægge borgere kræver det, at man fysisk skal være til stede over for hinanden,« siger Metta Frost, enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Styrelsen for Patientsikkerhed har indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen i sin vurdering.
Konstatering af døden
I takt med at flere regioner overtager lægevagten om natten, har Styrelsen for Patientsikkerhed også modtaget en henvendelse fra to regioner om, hvad formuleringen ‘uden unødigt ophold’ dækker over, når døden skal konstateres af en læge, og hvor lang tid, der reelt må gå, inden lægen dukker op hos afdøde.
Den lejlighed har Styrelsen for Patientsikkerhed brugt til at slå fast, at dødens konstatering heller ikke kan foregå via video.
»Vi har ikke eksempler på, at det er sket. Vi har blot benyttet lejligheden til at præcisere reglerne en gang for alle. Beslutningen om genoplivning kan man jo som læge godt tage over telefonen, hvis der er en anden sundhedsperson til stede, men man kan altså ikke konstatere, om personen er død over video,« siger Metta Frost.
Del artiklen: