Almen praksis
Stor lyst til at blive almen mediciner i Region Midtjylland
Udgivet:
Kommentarer (0)
Et stort fokus på at skabe sammenhængende forløb og gode faglige miljøer er uddannelseskoordinator Søren Prins' bud på, hvorfor det nu går væsentligt bedre med rekrutteringen i Region Midtjylland.
Samtlige 76 hoveduddannelsesstillinger i almen medicin er for første gang i mange år besat.
»Nu har vi i et år kunnet besætte alle stillinger, og det er vi selvfølgelig rigtig begejstrede for.«
Sådan lyder det fra Søren Prins, praktiserende læge hos Midtbylægerne i Silkeborg samt uddannelseskoordinator i Region Midtjylland og postgraduat klinisk lektor ved Aarhus Universitet.
Tidligere har det været rigtig svært at få unge læger til at vælge en speciallægeuddannelse til almen praksis, hvis det var ensbetydende med et uddannelsesforløb i Midt- og Vestjylland.
Mange mistede gejsten allerede efter en introstilling til almen medicin i området.
»Vores sekretariat lavede for nogle år siden en analyse af, hvor mange der gik videre til speciallægeuddannelsen efter introforløbet. Det var kun godt 60 procent. Derefter regnede vi baglæns og oprettede flere introstillinger for at få det til at gå op,« siger Søren Prins.
Han har været involveret i rekrutteringsarbejdet siden 2008, og han fortæller, at der har været igangsat en række initiativer – fra temadage, tutorlæger og introdage til busture.
Fokus på sammenhæng og faglighed
Der har også været stort fokus på at sammensætte nogle sammenhængende forløb og gode faglige miljøer.
»Generelt må vi sige, at de sygehuse, der formår at rekruttere til hoveduddannelsesstillinger, også er dem, der prioriterer uddannelse højt,« siger Søren Prins.
Regionshospitalet i Gødstrup ved Herning, der åbnede sidste år, roses allerede nu for gode vilkår for de yngre læger, der følges ad på de seks forskellige afdelinger, som de skal arbejde i som led i uddannelsen.
Og mange unge har fundet ud af, at de stadig kan bevare deres sociale netværk i Aarhus, selvom de måske flytter til Midt- og Vestjylland. Der er jo motorvej til Herning.
Flere studerende
Søren Prins angiver dog også andre faktorer, der medvirker til at fylde stillingerne op.
»Der er jo kommet rigtig mange flere ind på medicinstudiet. Der er dobbelt så mange som for tyve år siden, og hoveduddannelsesstillingerne i almen medicin er i vores region øget fra 58 til 76,« fortæller han.
Alligevel går der nogle år, inden hullerne er fyldt ud. For der er stadig mange patienter, der mangler en fast tilknytning til en praktiserende læge, og mange går på pension.
»Hvis vi kan blive ved med at besætte de her hoveduddannelsesstillinger, så har vi nok en balance i 2030,« siger Søren Prins.
Del artiklen: