Almen praksis
SST vil forbedre indsatsen omkring underernæring hos patienter og ældre borgere
Udgivet:
Kommentarer (0)
Sundhedsstyrelsen har netop udgivet en ny vejledning, hvori de beskriver, hvordan kommuner, sygehus og almen praksis sammen kan styrke indsatsen for borgere og patienter, der har gavn af en ernæringsindsats.
Ernæring er et vigtig sted at sætte ind for at sikre livskvaliteten for patienter og ældre borgere. Underernæring hos syge og ældre borgere har nemlig mange negative konsekvenser i form af bl.a. hyppige infektioner, tab af muskelmasse og nedsat immunforsvar.
Derfor har Sundhedsstyrelsen netop udgivet deres nye vejledning: ´Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko´, hvis formål er at forebygge underernæring i Danmark.
Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Forebyggelsen skal blandt andet ske ved at vurdere risikoen for underernæring og give borgere og patienter i risiko for underernæring en målrettet ernæringsbehandling.
Ved tidligt at opspore dem, der har gavn af en ernæringsbehandling, fremmes livskvaliteten og helbredet hos de borgere og patienter, der er i ernæringsrisiko eller allerede er undernærede, og deres behandlingsforløb forbedres.
Vejledningen er målrettet sundheds- og plejepersonale, ledere og planlæggere i kommuner, på sygehuse og i almen praksis, som arbejder med og omkring borgere og patienter i ernæringsrisiko.
Vejledningen er således også et led i styrkelsen af samarbejdet på tværs af sektorer.
»Vi vil gerne styrke samarbejdet på tværs af kommunen, sygehuset og almen praksis, så der kommer mere fokus på det samlede forløb for borgere og patienter i ernæringsrisiko. Det gælder også for børn og unge,« siger Tatjana Hejgaard.
Ud over vejledningen er seks understøttende materialer opdateret. Materialerne kan gennem råd, tips og lette opskrifter inspirere og hjælpe småtspisende til at spise mere. Se materialerne her.
Del artiklen: