Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Sophie Løhde til almen praksis: I skal melde jer mere på banen

Udgivet:
Kommentarer (0)

Der var pondus bag ordene, da Sophie Løhde leverede åbningstalen til Lægedage. Hun fik da også to klapsalver med på vejen fra de mange læger i salen. Åbningsdebatten havde hun dog ikke tid til at deltage i.

LÆGEDAGE: Almen praksis er tiltænkt en nøglerolle i fremtidens sundhedsvæsen, slog sundhedsminister Sophie Løhde fast på Lægedage. Det kræver dog, at de praktiserende læger påtager sig et større ansvar for det sammenhængende sundhedsvæsen end i dag, mener hun.


Efter syv års fravær var sundhedsminister Sophie Løhde (V) tilbage på talerstolen, da åbningen af den 32. udgave af Lægedage mandag eftermiddag blev skudt i gang.


Lægedage 2023:

Dagens Medicin dækker årets Lægedage tæt. Find alle vores artikler fra begivenhedenher.


I 2016 var det ganske vist som sundhedsminister for en smal Venstre-regering, men bortset fra det er problemstillingerne stort set forblevet de samme, konstaterede sundhedsministeren, som havde fundet sit gamle talepapir frem.

Behovet for løsninger er dog i dag langt mere akut.

»I dag står det klart, at det er umuligt at fortsætte, som vi plejer i sundhedsvæsnet. Det vil i sig selv være uansvarligt. Der er brug for strukturelle forandringer. Det kræver, at vi tænker nyt og fordomsfrit, og den opgave har vi betroet Sundhedsstrukturkommissionen, mens vi i regeringen har givet håndslag på, at det ikke er en mulighed ikke at handle,« sagde Sophie Løhde.

Mange læger var mødt op

Med tanke på det varslede nybrud i det danske sundhedsvæsen – og de praktiserende lægers unikke rolle i det – er det måske ikke så mærkeligt, at tilhørerpladserne til åbningen af Lægedage var fyldt mere op end i de forudgående år.

Blandt de mange læger, som overværede åbningstalen, herskede der en koncentreret stemning, der ikke efterlod meget tid til smalltalk med kolleger i krogene.

I skal ikke være satellitter, som passer sig selv, men I skal være meget mere med – I skal melde jer meget mere ind på banen

Sophie Løhde (V), sundhedsminister

Og umiddelbart gemte sundhedsministerens tale på godt nyt for lægerne.

»Almen praksis skal naturligvis være et knudepunkt i det samlede sundhedsvæsen. Også i årene fremover. I skal se jer selv være en helt afgørende del af fællesskabet,« forsikrede Sophie Løhde.

Almen praksis skal åbnes op

Sophie Løhde lod dog også forstå, at bevægelsen mod, at flere patienter skal behandles tættere på hjemmet, stiller langt større krav til de praktiserende læger end tidligere. Særligt når det kommer til iveren efter at spille bold med det øvrige sundhedsvæsen, som almen praksis ikke altid får ros for.

»I skal ikke være satellitter, som passer sig selv, men I skal være meget mere med – I skal melde jer meget mere ind på banen,« sagde Sophie Løhde og nævnte herefter nogle af de områder, hvor der i hendes optik særligt er plads til forbedring.

»Det gælder blandt andet i forhold til deling af data med resten af sundhedsvæsenet, og hvad vi forstår ved tilgængelighed,« sagde Sophie Løhde.

»Det samme gælder samarbejdet mellem almen praksis og kommunerne. Det fungerer godt mange steder, men der er også steder, hvor der er plads til forbedring i arbejdet.«

Benhård prioritering

Endelig opfordrede Sophie Løhde også almen praksis til at prioritere endnu mere i patientarbejdet.

»Prioritering handler også om, at vi tør bruge mere tid på de mest syge patienter i stedet for de sunde og raske, der måske kan få dækket deres behov et andet sted,« sagde Sophie Løhde og roste i den forbindelse forårets udspil fra Honorarstrukturrådet, der lægger op til, at flere ressourcer flyttes over til de patienter med størst behov.

Og selvom emnerne til Lægedage måske har det med at gentage sig, er det i hvert fald et område, hvor PLO selv har flyttet sig.

Kort inden Sophie Løhde gik på scenen, talte Jørgen Skadborg, formand i PLO, åbent om, at læger med mange multisyge patienter skal have færre patienter end andre læger. En diskussion, som også fandt sted for fire år siden, hvor PLO dog ikke var lige så klar i spyttet.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere