Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

Sololæge lukker og sætter lægedækningen i Frederikshavn under pres

Udgivet:
Kommentarer (0)

Det er ikke kun 12.000 borgere i Region Nordjylland, som skal have ny læge 1. marts, når regionens fire udbudsklinikker lukker. 2.700 patienter i Frederikshavn mangler også et nyt lægetilbud, efter at byens sidste sololæge har valgt at lukke sin lægepraksis.

Lægedækningen i Region Nordjylland går mod lysere tider, udtalte regionsrådsformand Mads Duedahl (V) i sidste måned. Flere steder hviler lægedækningen dog fortsat på et skrøbeligt fundament. Det er den seneste udvikling i Frederikshavn et godt eksempel på.


Da Region Nordjylland opsagde samarbejdet med Alles Lægehus om driften af fire udbudsklinikker i sidste måned, var regionens anstrengte forhold til virksomheden ikke den primære årsag.

Til Dagens Medicin forklarede regionsrådsformand Mads Duedahl (V), at udbudskontrakterne blev revet over, da lægedækningen i Region Nordjylland »går mod lysere tider«, og at regionen derfor satser på at finde læger, som ønsker at overtage patienterne inden for overenskomsten.

Men på trods af den positive udmelding er der ikke noget, som tyder på, at embedsværket i Region Nordjylland løber tør for arbejdsopgaver lige foreløbig, når det kommer til at sikre borgerne almen lægehjælp.

Flere steder i Region Nordjylland hviler lægedækningen fortsat på et skrøbeligt grundlag, og det er den seneste udvikling i Frederikshavn et godt eksempel på.

2.700 patienter står uden læge

Her har en af byens få tilbageværende praktiserende læger netop opsagt sin solopraksis, Klinik Søndergaard, og sygemeldt sig på ubestemt tid.

»Lægeklinikken ophører senest ved udgangen af februar 2025. Der arbejdes på at finde en løsning for patienterne. Indtil da henvises til områdets øvrige læger. Patienterne kan overveje at skifte læge nu,« står der på lægeklinikkens hjemmeside.

Vi har et særligt fokus på Frederikshavn Kommune, da det er et af de områder, hvor vi endnu ikke er kommet helt i mål med at sikre et tilstrækkeligt antal praktiserende læger

Charlotte Lønskov Jensen, formand, PLO-Nordjylland

Men selvom patienterne er i stand til at skaffe de 225 kr., som det normalt koster at skifte læge i Danmark, så er det uvist, hvor mange af de 2.700 patienter, som områdets øvrige lægepraksis har plads til.

Ser man alene på Frederikshavn by, som har 23.000 indbyggere, er der kun to lægepraksis med åben patienttilgang.

Den ene lægepraksis drives af en gruppe ældre læger, der de seneste fem år har været med til at holde hånden under lægedækningen i byen. Og så vil skæbnen, at den anden lægepraksis i byen med åben patienttilgang drives af Alles Lægehus i samarbejde med en praktiserende læge.

Arbejder på højtryk

Til Dagens Medicin oplyser Region Nordjylland, at der lige nu arbejdes på at finde en løsning for de 2.700 patienter, som er tilknyttet Mads Søndergaards praksis.

»Vi er dog ikke så langt, at vi kan melde en endelig langsigtet løsning ud,« udtaler Regina Engel Dejgaard, vicekontorchef i Nære Sundhedstilbud, Region Nordjylland.

»Her og nu bliver de patienter, som kontakter praksissen, af praksispersonalet henvist til andre læger i området, som efter aftale foreløbig dækker ind. Disse praksisser bliver jævnfør vanlig sagsgang ved praksislukninger også spurgt, om de kan tage patienter ind på fast basis,« siger Regina Engel Dejgaard

Hun understreger, at Region Nordjylland formelt set ikke har pligten til at sørge for lægedækning i den nuværende situation,

»Men vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan for at sikre, at patienterne har et tilbud.«

PLO: Regionens ansvar

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i Region Nordjylland er ligeledes i dialog med de lokale læger og Region Nordjylland for at finde en løsning for de patienter, der lige nu står uden en fast læge.

Men PLO-Nordjyllands formand understreger, at ansvaret for den nuværende situation heller ikke er PLO’s.

»Ansvaret for at sikre lægedækningen ligger hos regionen, men vi hjælper naturligvis gerne med at finde en god løsning for de patienter, der har været tilknyttet klinikken i Frederikshavn. Om det er muligt at finde læger i området, der er interesserede i at få flere patienter tilmeldt deres praksis, er for tidligt at sige,« siger Charlotte Lønskov Jensen, formand i PLO-Nordjylland.

Hun nævner samtidig, at Frederikshavn Kommune er et område i fokus, når det kommer til lægedækningen.

»Generelt er lægedækningen i Nordjylland et emne, vi er meget optaget af i PLO-Nordjylland. Vi har et særligt fokus på Frederikshavn Kommune, da det er et af de områder, hvor vi endnu ikke er kommet helt i mål med at sikre et tilstrækkeligt antal praktiserende læger,« siger Charlotte Lønskov Jensen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere