Smertepatienter kan hjælpes tidligere i almen praksis

Henved 850.000 danskere lever med kroniske smerter, og smerter er en af de hyppigste årsager til, at folk går til lægen.

Det fortæller Nina Bache, afdelingssygeplejerske på Tværfagligt Smertecenter på Sjællands Universitetshospital i Køge.

Hun mener, at man i almen praksis bør have smertesygeplejersker på linje med diabetes- og KOL-sygeplejersker, som man kender det fra flere praksisfællesskaber.

Sygehusene udskriver patienter stadig hurtigere og ofte inden, der er helt styr på smertebehandlingen med risiko for, at opioid-forbruget stikker helt af

Nina Bache, afdelingssygeplejerske, Tværfagligt Smertecenter på Sjællands Universitetshospital, Køge

»På smertecentrene ser vi ofte først patienterne, når de har gået i årevis med deres smerter. Mange af patienterne ville have haft gavn af hjælp på et tidligere tidspunkt af en smertesygeplejerske i almen praksis,« siger Nina Bache.

Hun har i en årrække arbejdet med smertepatienter og er medforfatter til flere artikler og bøger om emnet, herunder bogen ’Sygepleje & klinisk beslutningstagen’, som udkom på forlaget FADL i 2019.

»Sygehusene udskriver patienter stadig hurtigere og ofte inden, der er helt styr på smertebehandlingen med risiko for, at opioid-forbruget stikker helt af. En målrettet og kompetent opfølgning fra en sygeplejerske i almen praksis med fokus på såvel smertelindring som det psykosociale aspekt vil være til stor gavn for mange af de patienter,« siger hun.

Færre piller

Nogle smertepatienter indtager store mængder piller, selv om medicinen ikke altid hjælper, og det vil Nina Bache gerne have øget opmærksomheden på:

»Det er ikke ualmindeligt, at patienter får vedvarende smerter efter en operation, eksempelvis for brok, selv om de er helet fint, maven er gået i orden osv. Under indlæggelsen på sygehuset ’lærer’ patienten, at når man har ondt, skal man have piller, så hvis smerterne fortsætter efter udskrivningen, opsøger patienten selvfølgelig egen læge igen og igen for at få mere medicin. Men når smerterne fortsætter efter den akutte fase, og der ikke er andet i vejen, er det vigtigt at tage en snak med patienten om, at piller ikke altid er hele løsningen,« siger Nina Bache.

Hun anbefaler en bio-psyko-social tilgang til smerteforståelse. Bio står for den biologiske del af smerten, psyko omfatter det personlige i smerteoplevelsen, som for eksempel patientens selvforståelse og evne til at håndtere stress. Mens social blandt andet handler om, hvordan smerterne påvirker ens arbejdsliv, familie og venner, og hvordan de reagerer på smertepatienten.

»Sygeplejersker i almen praksis kan tale med patienten om, hvordan de forskellige komponenter spiller sammen, ligesom de har livsstilssamtaler med diabetes- og KOL-patienter. I samtalen kan også indgå information om mulighederne for hjælp i lokalområdet, og hvordan patienten selv i nogle tilfælde kan aflede opmærksomheden fra smerterne på forskellig vis. Sygeplejersken kan også spørge ind til, hvordan patienten kan prioritere sine ressourcer, så han kan magte det, som betyder mest for ham i livet,« siger Nina Bache.

Kan bidrage med smerteforståelse

På tværfaglige smertecentre, som det, der er på Sjællands Universitetshospital i Køge, får patienterne indsigt i en bio-psyko-social smerteforståelse. De lærer blandt andet om forskellen på akutte og kroniske smerter, og hvorfor smerter hos nogle bliver vedvarende. Desuden får de indsigt i muligheden for at finde metoder til lindring og til afledning af smerter, da et entydigt fokus på smerter kan være med til at forstærke smerteoplevelsen.

»Patienter kan have svært ved at forstå og erkende, at de lider af kroniske smerter. Vi må ofte indlede med at forklare en patient, at vi må tage afsæt i, at hans smerter ikke går væk. Det kan være, at patienten kender en, der har gennemgået samme operation og ikke døjer med smerter efterfølgende. Så spørger han ’hvorfor lige mig’, og vi må svare, at kroppens smertesystem reagerer forskelligt fra menneske til menneske. Smerten er ikke nødvendigvis udtryk for, at der er noget andet galt med patienten end det, som han er opereret for, og som nu er helet fint,« siger Nina Bache.

»På samme måde vil en konsultationssygeplejerske kunne bibringe patienten større smerteforståelse. Hun kan forklare forskellen på akutte og langvarige smerter, og hvorfor nogle udvikler kroniske smerter. Hun vil også kunne afmystificere, hvilke smerter der er farlige, og hvad der ikke er farligt. Det er langtfra alle patienter, som behøver at komme til et smertecenter for at få den viden,« siger hun.

En ubegrundet frygt kan også være hård for de pårørende. Det er en af grundene til, at Nina Bache og resten af smerteteamet gerne inddrager familien i arbejdet med smertepatienten.

»Vi er lige nu i gang med at blive klogere på, hvordan børn oplever, at en forælder har kroniske smerter. Forleden havde jeg en 10-årig til samtale om moderens situation, og efterfølgende fortalte moderen, at hendes barn var holdt op med at komme ind om natten for at se, om hun var okay.«

Anerkend smerterne

Ifølge Nina Bache er kommunikationen med patienterne meget vigtig, og hun mener, at sygeplejersker i almen praksis kan gøre en stor forskel ved at bruge anerkendende kommunikation:

»Mange smertepatienter lider under manglende anerkendelse af deres situation – det kan være fra omgivelserne og deres pårørende. Smerter er jo ofte fluktuerende, og det kan være svært for andre at forstå, at man den ene dag kan gå ud at købe ind og næste dag ligger brak på sofaen. Smertepatienter får spørgsmål som: ’Hvorfor skal du have et fleksjob på 16 timer om ugen, når jeg ser, at du går ud og shopper på din fridag’. Mange smertepatienter fortæller også, at de ville ønske, at de i stedet havde en lidelse, som kunne ses.«

»Når man møder patienterne med anerkendelse, er det en enorm lettelse for dem. Anerkendelsen af deres situation åbner også ofte mulighed for en samtale om, hvordan smerterne påvirker patientens liv og hans pårørende. På smertecentret lærer vi patienterne at se smerterne som dynamiske. Men det ville være godt, hvis de kunne få den viden endnu tidligere i deres forløb – og gerne i almen praksis. Det er vigtigt tidligt at få indledt en dialog om, hvordan det sociale og psykologiske kan spille en rolle for smerteoplevelsen, og hvordan de selv til en vis grad har mulighed for at påvirke smerterne,« forklarer Nina Bache.

Gode råd forud for samtalen med en smertepatient

• Mød patienten med anerkendelse af, at smerteoplevelsen er, som de siger

• Spørg til smerternes betydning i hverdagen

• Spørg, hvad der lindrer smerterne

• Spørg, hvad der forværrer smerterne

• Bidrag med smerteforståelse. Fortæl om smerter og forskellen på de akutte og kroniske

• Inddrag de pårørende som ressourcepersoner

• Drøft muligheder for aktivitetsregulering

Hun oplever, at nogle patienter bliver overvældede, når samtalen første gang kommer ind på psykiske og sociale forhold omkring den smerteramtes situation. Det indebærer, at samtalerne med smertepatienter ofte kan være tidskrævende.

Men Nina Bache mener, at tiden er godt givet ud. Samtalerne kan nemlig være med til at give patienten en smerteforståelse tidligt i forløbet og derved være med til at forebygge, at patienten vender tilbage gang på gang og forventer en ikke-realistisk kvikløsning på sine smerter, hvilket kan være medvirkende til, at de får et alt for højt medicinforbrug.

»Nogle patienter kan også have gavn af større indsigt i, hvad der forværrer og ikke forværrer situationen. Jeg hører for eksempel mange sige, at deres ryg er helt smadret, og at de derfor tillærer sig en undgåelsesadfærd, som måske er helt unødvendig, hvis rygsmerterne alene handler om helt almindeligt slid, der ikke forværres ved eksempelvis et mindre løft. Det er også vigtigt at inddrage patienternes erfaringer med, hvad der lindrer deres smerte,« siger Nina Bache.