Slut med tutorlæger på Vestlolland: »Hvis der ikke engang er plads til os yngre læger, kommer der jo ingen nye læger til«

Da 28-årige Maria Bay Poulsen aflagde sit lægeløfte sidste sommer, tog hun en beslutning, som de fleste læger i hendes generation har svært ved at forstå, men som sundhedsvæsenet desperat har brug for.

Jeg har jo så ofte fået at vide, hvor fantastisk det er, at jeg vil være praktiserende læge på Vestlolland, men hvis der ikke engang er uddannelsespladser til os yngre læger, så bliver det meget svært at lokke andre, nye læger til området

Maria Bay Poulsen, KBU-læge, Region Sjælland

Med nummer 319 i hånden, ud af ca. 700 mulige, stod hun med gode kort på hånden til at vælge ét af de attraktive forløb under den kliniske basisuddannelse, som udgør første led i den lægelige videreuddannelse.

Men i stedet for at have blikket stift rettet mod de større byer, som mange af sine medstuderende, besluttede Maria Bay Poulsen sig for at prøve kræfter med livet som praktiserende læge i den lille by Stokkemarke på Vestlolland.

Det var i hvert fald planen.

»Inden jeg skulle starte som KBU-læge, ringede regionen og meddelte mig, at jeg ikke kunne komme til Stokkemarke alligevel, da praktiserende læge Niels Caning, som jeg skulle i uddannelse hos, havde meddelt, at han går på pension,« siger Maria Bay Poulsen.

Fødekæden er brudt

Kort efter gik Maria Bay Poulsen selv på barsel. Men nu, hvor hun forbereder sig på at vende retur, meldte regionen sig endnu en gang på banen med nedslående nyt.

»Under min barsel skrev regionen, at jeg i stedet for Niels Caning var blevet tilknyttet en læge inde i Nakskov. Kort tid inden opstarten skriver de så til mig, at de beklageligvis må aflyse mit ophold igen, fordi lægen har meddelt, at hun også går på pension,« siger Maria Bay Poulsen.

Lægen i Nakskov var samtidig den sidste tutorlæge vest for Maribo, og da de få øvrige tutorlæger på Lolland i mellemtiden havde fyldt pladserne op, må Maria Bay Poulsen nu helt til Nykøbing Falster for at starte i sin kliniske basisuddannelse.

50 minutter væk i bil. Fra bopælen i Horslunde, hvor selv udbudsklinikken for nylig valgte at dreje nøglen om.

»Jeg er ikke ked af at køre til Nykøbing. Det har jeg det fint nok med. Under hele min studietid har jeg jo pendlet fra Lolland til Fyn, hvor jeg læste medicin i Odense. Men jeg er overrasket over forløbet. Jeg har jo så ofte fået at vide, hvor fantastisk det er, at jeg vil være praktiserende læge på Vestlolland. Men hvis der ikke engang er uddannelsespladser til os yngre læger, så bliver det meget svært at lokke andre, nye læger til området,« siger Maria Bay Poulsen.

Forstærkende effekt

Praktiserende læge Roar Maagaard, som er formand for PLO og DSAM’s videreuddannelsesudvalg, og som samtidig er med til at fordele uddannelsesforløbene i almen medicin i Region Midtjylland, kalder udviklingen på Lolland for trist.

Det er ærgerligt, at de yngre læger ikke kan se de goder, vi har hernede

Niels Caning, 73 år, praktiserende læge

»Det er en trist og selvforstærkende udvikling, som vi desværre allerede så komme for næsten 20 år siden, men som politikerne ikke har formået at gøre noget ved trods de mange advarsler. Særligt på Lolland har vi jo brug for alle de lægehænder, vi kan skaffe, men også i Vestjylland oplever vi nu enkelte steder, at det bliver sværere at finde tutorlæger nok, selvom det er lykkedes os indtil videre,« siger Roar Maagaard.

Maria Bay Poulsens historie bliver ifølge Roar Maagaard ikke mindre ærgerlig af, at andre uddannelseslæger er villige til at gå langt for at bevare bopælen i de større byer.

»Gang på gang ser vi i ansøgningerne fra uddannelseslæger, at de er villige til helt at skifte speciale for at bevare deres bopæl i, eksempelvis, de større byer. Så det er nogle stærke kræfter, vi er oppe imod,« siger Roar Maagaard.

På Lolland stoler man på sin læge

For Maria Bay Poulsen ændrer de mange lukkede døre dog ikke på, at hun fortsat gerne vil være praktiserende læge på Vestlolland, når hun engang er færdiguddannet speciallæge.

»Når jeg hører mine studiekammerater snakke om, hvem de kan indgå i praksisfællesskab med, så kan man godt blive en lille smule ærgerlig. Men jeg har en rigtig god veninde, der er kiropraktor hernede, og min veninde Annemette er fysioterapeut i Nakskov. Så jeg forsøger at se nogle andre muligheder. Derfor er jeg også ret stor tilhænger af sundhedshuse med flere fagligheder under samme tag,« siger Maria Bay Poulsen.

Og så sætter lollikkerne i høj grad pris på deres læge.

»På Lolland stoler man meget på sin læge, og der er virkelig brug for os hernede. Jeg vil gerne give mit område et genkendeligt ansigt, og jeg synes, at det er vigtigt, vi også fortæller de gode historier hernede fra,« siger Maria Bay Poulsen, der er gift med en landmand – et erhverv, der da heller ikke sådan lige er til at flytte.

Kombineret med de mange timer på landevejen, hun nu kan se frem til, kan det meget vel betyde, at Maria Bay Poulsen er nødt til at gå ned i tid af hensyn til familien, selvom det er ‘meget imod hendes vilje’.

Dermed går der ikke kun en uddannelseslæge tabt på Vestlolland. Men også lægetimer.

Niels Caning, der nu hænger stetoskopet på hylden i en alder af 73 år, og havde sin første KBU-læge rendende i 1992, sagde farvel til den sidste KBU-læge i marts. For ham kan det være svært at forstå, at der ikke er flere som Maria, som ønsker at være praktiserende læge på Lolland.

»Jeg har haft sådan et godt praksisliv i Stokkemarke. Både fagligt, menneskeligt og økonomisk. Det er ærgerligt, at de yngre læger ikke kan se de goder, vi har hernede,« siger Niels Caning.