Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

Sjællandske sygehuse har succes med skræddersyet uddannelse

Udgivet:
Kommentarer (0)

Signe Nørgaard (anden fra højre), som er i gang med sit hoveduddannelsesforløb i almen medicin på Slagelse Sygehus, deltog sammen med otte andre til netværksmødet 14. marts.

Et fagligt netværk og uddannelsesforløb tilpasset efter geografi. Det er nogle af de tiltag, som er sat i værk for at gøre hoveduddannelsesforløbet i almen medicin på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse mere attraktivt. I første del af 2023 er syv ud af ti pladser blevet besat.


På Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse har de gennem de seneste år arbejdet med, hvordan de gør deres hoveduddannelsesforløb i almen medicin mere attraktivt og tiltrækker flere læger.

Der er blandt andet blevet oprettet et fagligt netværk, uddannelsesforløbene er begyndt at blive sammensat efter geografi, og ansøgere har mulighed for at få indflydelse på, hvor de kommer hen.

Og tiltaget ser ud til at have en effekt. Syv ud af de ti pladser, der er slået op i de to første ansættelsesrunder til 2023, er allerede blevet besat. I 2022 blev ingen stillinger i det første halve år besat, og i alt blev tre stillinger besat.

Den udvikling glæder Henrik Stig Jørgensen, der er vicedirektør for Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

»Efter at have haft meget svært ved at rekruttere læger til hoveduddannelsesstillinger i almen medicin på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, kan vi nu se, at udviklingen er vendt. Det er vi rigtig glade for,« siger Henrik Stig Jørgensen.

Vi har skabt det her netværk, hvor lægerne kan mødes, og vi siger til deres ledere, at de skal have fri fra deres almindelige arbejde. Det var et initiativ, som hurtigt bar frugt

Henrik Stig Jørgensen, vicedirektør, NSR

Der bliver i alt oprettet 19 hoveduddannelsesforløb i almen medicin i år på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse. Henrik Stig Jørgensen er optimistisk omkring at få størstedelen af uddannelsesforløbene besat, når de bliver slået op.

En lavthængende frugt

Ideen til det faglige netværk kom frem på et af de halvårlige møder med hoveduddannelseslægerne i almen medicin, hvor de hører, hvad lægernes udfordringer er, og hvordan de gerne vil have deres forløb indrettet.

På et af møderne kom det frem, at Sygehus Sønderjylland havde oprettet et fagligt netværk. Den idé tog de hurtigt til sig, fortæller Henrik Stig Jørgensen.

»Vi fik en masse input til, hvad vi kunne ændre og gøre bedre på møderne. En af de ting, som vi begyndte at gøre, var at lave et fælles netværk for de læger, der er i uddannelsesstillingen i almen medicin,« siger Henrik Stig Jørgensen.

Det betyder rigtig meget, at der er nogle gennemgående personer, man kan mødes med, når man er i en uddannelsesstilling. Det er rart at vide, hvem man deler speciale og interesse med

Signe Nørgaard, studerende, Region Sjælland

Det faglige netværk, som hedder ‘Netværk for AP-læger’ (NAP), er for de læger, der er i gang med hoveduddannelsen i almen medicin. Det første netværksmøde blev holdt i december 2021, og møderne bliver afholdt en gang om måneden.

»Vi har skabt det her netværk, hvor lægerne kan mødes, og vi siger til deres ledere, at de skal have fri fra deres almindelige arbejde. Det var et initiativ, som hurtigt bar frugt,« siger Henrik Stig Jørgensen og fortsætter:

»Folk var glade, og vi har fået god feedback på det. Det var i virkeligheden en lavthængende frugt. Og vi kunne selvfølgelig have gjort det meget tidligere, men nogen skal jo få ideen.«

Udveksle erfaringer

I netværket kan lægerne mødes og udveksle erfaringer, og der bliver eksempelvis inviteret interne og eksterne undervisere til netværksmøderne.

En af dem, som bruger netværket flittigt, er Signe Nørgaard, som er i gang med at tage hoveduddannelsen i almen medicin i Region Sjælland.

»Det er en fantastisk idé. Det er rigtig fedt at møde nogle kolleger, som sidder med de samme udfordringer,« siger Signe Nørgaard, der i øjeblikket er på Børne- og Ungeafdelingen på Slagelse Sygehus.

Signe Nørgaard er flyttet fra København til Sorø med sin familie. Det betød, at hun ikke havde noget netværk, da hun i 2019 begyndte på hoveduddannelsen, hvor man rykker en del rundt mellem forskellige afdelinger.

»Vi skifter speciale, afdeling og får nye kolleger hele tiden. Det betyder rigtig meget, at der er nogle gennemgående personer, man kan mødes med, når man er i en uddannelsesstilling. Det er rart at vide, hvem man deler speciale og interesse med,« siger Signe Nørgaard.

Udover at møde og lære de andre uddannelseslæger at kende bruger Signe Nørgaard også netværksmøderne til at få tips og udveksle erfaringer.

Region Sjælland har desværre en geografisk lidt uhensigtsmæssig størrelse. Den er meget stor, og der er lang afstand mellem de forskellige sygehuse

Henrik Stig Jørgensen, vicedirektør, NSR

»Jeg får noget sparring om det at være uddannelseslæge på de forskellige afdelinger. Og så er der god undervisning på vores møder, som er både praksisnært og har en relation til hospitalet,« siger Signe Nørgaard.

Skræddersyet efter geografi

Et af de andre nye tiltag, som de tre sygehuse har sat i værk, har fokus på geografi. De er begyndt så at sige at skræddersy deres uddannelsesstillinger geografisk og tage højde for, hvor den enkelte læge bor i landet.

»Region Sjælland har desværre en geografisk lidt uhensigtsmæssig størrelse. Den er meget stor, og der er lang afstand mellem de forskellige sygehuse. Derfor har vi prøvet at designe stillingerne, så de passer bedre geografisk til den enkelte læge,« forklarer Henrik Stig Jørgensen.

Det betyder, at hvis en læge bor i Næstved, så kan hun eller han ønske at komme på en afdeling i Vordingborg og i en praksis i nærområdet. Henrik Stig Jørgensen fortæller, at de også har lavet et forløb, der er målrettet læger, som bor i Odense og på Fyn.

»Vi har prøvet at lave et forløb, som kun lå omkring Slagelse og Storebæltsbroen, så vi kunne tiltrække yngre læger og almenmedicinere fra Fyn og Odense-området. For at undgå, at folk skal køre så langt, så har vi eksempelvis undgået at lægge noget på Østsjælland.«

»Så vi har hele blokken med alle praksis- og sygehusophold i en fælles enhed. Vi har brugt en del energi på det, og det tror jeg også har givet rigtig meget,« siger Henrik Stig Jørgensen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere