Almen praksis
»Selvfølgelig er det godt med politisk debat,« sagde sundhedsministeren inden åbningsdebat og ilede straks ud ad bagdøren
Udgivet:
Kommentarer (0)
LÆGEDAGE: Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) leverede mandag eftermiddag åbningstalen til Lægedage 2021, hvor han understregede vigtigheden af kontinuitet i almen praksis og nye politiske tiltag for at styrke lægedækningen. For andet Lægedage i træk forblev hans stol dog tom under den efterfølgende åbningsdebat.
Bortset fra de gule coronapas-armbånd var det meste, som det plejer at være ved åbningen af Lægedage, årets suverænt største efteruddannelsesbegivenhed for praktiserende læger.
Lægedage 2021:
Find alle vores artikler fra dækningen af Lægedage 2021 her.
Et bredt udsnit af landets godt 1.600 lægehuse havde mandag eftermiddag fundet vej til Bella Centret, hvor åbningstalen traditionen tro blev leveret af den siddende sundhedsminister.
Og som Magnus Heunicke (S) efterhånden også har gjort det for vane, forlod han kort tid efter i et nærmest dramatisk tempo salen igen ad bagdøren, inden den efterfølgende åbningsdebat nåede at sætte i gang – hvorfor der, ligesom i 2019, måtte rykkes på bordene med de hvide duge.
Vægter kontinuitet højt
Forud for Magnus Heunickes exit var dog gået 13,5 minutter, hvor tilhørerne i salen fik vished om, at regeringen også i fremtiden vægter kontinuitet i almen praksis højt.
Vi kommer til at komme med endnu flere forslag til lægedækningen i vores udspil til en kommende sundhedsaftale. Tjenestepligt i almen praksis er ikke en del af det udspil, men udfordringerne eksisterer. Vi er nødt til at løse de udfordringer
Magnus Heunicke (S), sundhedsminister
»Målet for os alle sammen må være, at alle borgere har en fast læge, som kender dem, og som de er trygge ved,« sagde Magnus Heunicke blandt andet i sin tale, hvor han også tog afsæt i en norsk undersøgelse fra oktober, som viser, at den langvarige, personlige relation mellem læge og patient har en stor, positiv effekt på folkesundheden.
»I den forbindelse vil jeg citere William Osler, der af mange betragtes som grundlæggeren af moderne medicin. Han sagde, at det er meget vigtigere at vide, hvilken type patient som har en sygdom, end at vide hvilken slags sygdom en patient har.«
Og så kunne arrangøren af Lægedage, Praktiserende Lægers Organisation, vist ikke ønske sig mere af det taleafsnit.
Flere politiske forslag på vej
Med sin åbningstale til Lægedage lod sundhedsministeren dog også forstå, at der venter store udfordringer forude i det nære sundhedsvæsen, og at regeringen i den kommende tid har et særligt fokus rettet mod de lægefattige områder af landet, hvor udfordringerne er særligt store.
»Vi er stadigvæk ikke gode nok til at opdage sygdomme i tide. Vi er ikke gode nok til at få sat gang i den behandling, som er så afgørende, og vi er heller ikke gode nok til at følge de patienter, som får en kronisk sygdom, tæt. Derfor skal vi styrke det nære sundhedsvæsen,« sagde Magnus Heunicke.
Foruden det udspil, som regeringen lagde frem i sidste måned, vil der derfor komme yderligere forslag fra regeringen i den kommende tid med henblik på at styrke lægedækningen, lod ministeren forstå.
Vi er ikke gode nok til at få sat gang i den behandling, som er så afgørende, og vi er heller ikke gode nok til at følge de patienter, som får en kronisk sygdom tæt. Derfor skal vi styrke det nære sundhedsvæsen
Magnus Heunicke (S), sundhedsminister
»Vi kommer til at komme med endnu flere forslag til lægedækningen i vores udspil til en kommende sundhedsaftale. Tjenestepligt i almen praksis er ikke en del af det udspil, men udfordringerne eksisterer. Vi er nødt til at løse de udfordringer. Det er vi nødt til at love hinanden,« sagde Magnus Heunicke og leverede herefter en direkte invitation til de to lægeformænd fra henholdsvis DSAM og PLO, ‘Bolette og Jørgen’, til flere drøftelser på området.
Heunicke: Vi har et fælles ansvar
I den forbindelse kom Magnus Heunicke med en appel om, at alle parter vil tage et ansvar i fællesskab, da det er nødvendigt at levere nu – og ikke vente til 2040, hvor lægeprognosen igen ser god ud.
»I har jo nok ligesom resten af Danmark set den store diskussion om coronahåndtering og konkrete fejl, der er begået undervejs, og det skal der være plads til i et demokrati. Men læg også lige mærke til, at da vi for en uge siden genindførte coronapasset, så var det næsten alle partier i Folketinget, som stillede sig bag beslutningen. Selvfølgelig er det godt med politisk debat, og man skal finde sig i kritiske spørgsmål, når man har ansvaret, men det er mindst lige så vigtigt at lægge stemmerne i sidste ende,« sagde Magnus Heunicke.
Kort efter var han ude ad døren.
Del artiklen: