Almen praksis
SDU-rektor bliver ny direktør for PLO
Udgivet:
Kommentarer (0)
Praktiserende Lægers Organisation har ansat 53-årige Henrik Dam som ny direktør. Han kommer fra en stilling som rektor på Syddansk Universitet.
Efter lidt mere end to en halv måneds søgen har PLO nu sat navn på sin nye direktør.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Valget er faldet på Henrik Dam, der kommer fra en stilling som rektor på Syddansk Universitet, en position, han har haft siden 2014, hvor han afløste Jens Oddershede, som gik på pension.
Tidligere har Henrik Dam i en årrække været tilknyttet Juridisk Fakultet på Københavns Universitet som både dekan, prodekan og professor. Fra 2015-2018 var han formand for Det Kriminalpræventive Råd.
»Med Henrik Dam har vi ansat en erfaren topleder fra allerøverste hylde med en imponerende karriere bag sig. Jeg er overbevist om, at vi med ham får en stærk direktør med stor gennemslagskraft, der kan opretholde og udvikle PLO’s stærke position som en central aktør i udviklingen af almen praksis og det primære sundhedsvæsen i Danmark,« siger PLO’s formand Jørgen Skadborg.
Ser frem til at vende retur til sundhedsvæsenet
Henrik Dam er 53 år og uddannet cand.jur., ph.d. og dr.jur. fra Københavns Universitet. Han er gift og har en søn.
»Som ung jurist gik jeg bevidst efter et job som fuldmægtig i Sundhedsministeriet, fordi jeg ville være med til at løfte det danske sundhedsvæsen. Siden kom jeg ind i en mangeårig forsker- og universitetskarriere, hvor jeg har beskæftiget mig med alt muligt forskelligt, herunder også det sundhedsvidenskabelige område. Jeg ser derfor frem til at vende tilbage til sundhedsverdenen,« siger Henrik Dam.
Ifølge Henrik Dam er det i hele samfundets interesse, at almen praksis fremadrettet styrkes og udvikles.
»De praktiserende læger er groft sagt det fundament, som resten af sundhedsvæsenet hviler på. Og en bygning bliver aldrig stærkere end fundamentet. Derfor er det i hele samfundets interesse, at vi styrker og udvikler almen praksis, og det ser jeg frem til at bidrage til, ikke mindst med udgangspunkt i den fælles vision for almen praksis i 2030, som PLO har formuleret sammen med Danske Regioner, og som jeg har læst med stor interesse,« siger Henrik Dam.
Tiltræder til august
Stillingen som direktør for PLO blev ledig, da Jonatan Schloss 1. marts meldte ud, at han havde sagt sit job op for at tiltræde i en stilling som direktør for Komponent – Kommunernes Udviklingscenter, som fremadrettet skal tilbyde landets kommuner rådgivning, kompetenceudvikling og efteruddannelse.
Indtil Henrik Dam tiltræder til august, fortsætter PLO’s vicedirektør, Jette Stagsted Galatius, som konstitueret direktør.
Del artiklen: