Almen praksis
Screeningsværktøj skal støtte almen praksis i tidlig opsporing af tvangsoverspisning
Udgivet:
Kommentarer (0)
Nationalt Center for Overvægt har udviklet et screeningsværktøj, som kan hjælpe læger i almen praksis med at opspore børn og unge med Binge Eating Disorder (BED), så børn og unge kan få den rette hjælp i tide.
Oplever du at overspise, når du ikke er sulten eller at fortsætte, selvom du har fået ondt i maven? Har du svært ved at styre, hvad, hvor meget, og hvor hurtigt du spiser?
Det er blot nogle af de spørgsmål, som praktiserende læger får præsenteret i et nyt screeningsværktøj kaldet STOB, Screeningsværktøj til Tidlig Opsporing af BED, målrettet børn og unge, som Nationalt Center for Overvægt står bag. Det skriver det nationale center i en pressemeddelelse.
Hidtil har det været en udfordring for praktiserende læger at opspore BED hos børn og unge, fordi kendskabet til spiseforstyrrelsen er begrænset, og fordi de ikke har haft et konkret redskab til formålet.
Det fortæller Maria Krüger, praktiserende læge og næstformand i Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM).
»Vi ved ikke, hvad vi skal spørge om for at fange dem, og vi ved heller ikke, at det er vigtigt at spørge ind til, om man har overspisningsperioder, hvor man skammer sig og spiser mere end normalt. Det er ikke spørgsmål, vi er trænet i at stille,« siger Maria Krüger.
Vigtigt med tidlig opsporing
BED starter ofte i teenageårene, men tegn på spiseforstyrrelsen er fundet blandt børn helt ned til femårs alderen, og den kan være forbundet med følgesygdomme, herunder angst og depression.
Personer med BED har desuden ofte dårligt selvværd, og deres livskvalitet er generelt påvirket af spiseforstyrrelsen. Derfor er det vigtigt med tidlig opsporing, forklarer Jens Meldgaard Bruun, lægefaglig leder ved Nationalt Center for Overvægt.
»I dag henvises børn og unge med uopdaget BED og overvægt potentielt til sundhedstilbud, der ikke har fokus på spiseforstyrrelsen. Det betyder, at de desværre ikke får den behandling, de har behov for. Derfor ønskede vi at udvikle et værktøj til tidlig opsporing, så de berørte børn og unge kan få den rette hjælp og dermed bedre kan opretholde et velfungerende liv med venner, skole, fritid og familie,« siger Jens Meldgaard Bruun.
Skamfuld diagnose
Når det ikke er en diagnose, som lægerne tidligere har haft fokus på, skyldes det ifølge Maria Krüger, at der er tale om en meget skamfuld lidelse, som patienterne sjældent søger hjælp til.
»De kommer typisk af andre årsager, der er affødte symptomer af overvægt, f.eks. at de har ondt i knæene. Som læge og som samfund i det hele taget er man måske lidt hurtig til at sige, at man skal tabe sig, men det kan jo være helt umuligt, når man har en spiseforstyrrelse, og så holder personen med BED sig måske væk fra lægen. Derfor skal vi blive bedre til, at fokus ikke kun er på vægttab, for så risikerer vi endnu mere skyld og skam og dermed at forværre lidelsen,« siger Maria Krüger.
Del artiklen: