Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

Regionsrådsformand: PLO bærer selv skylden, hvis vi ender med at bestemme antallet af patienter i almen praksis

Udgivet:
Kommentarer (0)

Regionerne har ønsket at differentiere patientantallet i almen praksis i mange år, og dette kunne sagtens være blevet aftalt i forhandlingslokalet med PLO. Men nu ser det ud til at ske i form af ny lovgivning, og det er i høj grad PLO’s egen skyld, mener regiosnrådsformand Bo Libergren (V).

Et nyt lovforslag truer med at sætte PLO uden for indflydelse, når antallet af patienter i almen praksis skal fastsættes. Men bliver lovforslaget til virkelighed, så har PLO kun sig selv at takke, mener Bo Libergren (V), formand for Region Syddanmark. 


9. marts udløber høringsfristen for regeringens nye lovforslag, som skal bane vej for en række af sundhedsreformens tiltag på det almenmedicinske område.

Ender lovteksten med at stå til troende, vil det blandt andet betyde, at patientantallet i almen praksis ikke længere vil udgøre en forhandlingsbrik i overenskomstforhandlingerne mellem PLO og Danske Regioner.

I stedet vil det alene være op til regionsrådene at bestemme, hvornår den enkelte praktiserende læge må lukke sine døre for nye patienter – og sker det, så er det i høj grad PLO’s egen skyld.

Det mener Bo Libergren (V), formand for Region Syddanmark. På vegne af Danske Regioner har han været med til at forhandle de seneste mange overenskomster på plads med de praktiserende læger.

Hvor har solidariteten været fra resten af PLO, når det kommer til de læger, som trækker det tungeste læs?

Bo Libergren (V), formand, Region Syddanmark

»Fra regionernes side har vi ønsket at differentiere patientantallet og basishonoraret i almen praksis i mange år, men PLO har ikke ønsket at være med. Nu ser det i stedet ud til at ske i form af ny lovgivning, men det kunne lige så godt være sket i forhandlingslokalet. Når det ikke er tilfældet, så er det i høj grad PLO’s egen skyld,« siger Bo Libergren.

Ulige arbejdsvilkår

Siden regionernes oprettelse i 2007 har Bo Libergren været medlem af regionsrådet i Region Syddanmark. Her har han været vidne til en udvikling, hvor de interne forskelle i lægernes arbejdsvilkår er blevet større og større.

Derfor bør det ikke komme som nogen overraskelse, at den politiske tålmodighed nu er opbrugt på Christiansborg, og at det lovforslag, som PLO har brugt de seneste uger på at bekæmpe, nu er sendt i høring, mener Bo Libergren.

»Vi har et lille antal praktiserende læger, som har påtaget sig et rigtig stort ansvar i udkantsområderne med mange syge patienter i mange år. Samtidig har vi haft en situation, hvor der er kommet deletilladelser, vikarer og fire dages arbejdsuger til for de mange praktiserende læger i de større byer. Men hvor har solidariteten været fra resten af PLO, når det kommer til de læger, som trækker det tungeste læs? Den har jeg sommetider savnet over årene, og den manglende solidaritet ser nu ud til at få en pris,« siger Bo Libergren.

De politiske aftaler er udeblevet

I 2017 tog PLO og Danske Regioner ellers det første tilløb til en aftale, der skulle gøre noget ved den stigende ubalance i lægernes arbejdsvilkår.

Det skete med en pulje på 60 mio. kr. om året til et differentieret basishonorar, som skulle sikre læger i lægedækningstruede områder eller læger med mange syge patienter et større honorar for at passe deres patienter.

Men ud af et samlet basishonorar på 2,36 mia. kr., var der tale om et relativt beskedent beløb, som hurtigt kom under beskydning fra den daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) for at være alt for uambitiøst. Siden da har de politiske aftaler på området stort set stået stille, selvom den politiske opmærksomhed hele vejen har været stor.

Bliver lovforslaget fra Sundhedsministeriet en realitet, får regionsrådene beslutningskompetencen på antallet af patienter for hver enkelt lægeklinik.

Vil bruge værktøj med respekt

Bliver det regionsrådet, som nu med lovgivning i ryggen, får lov til at bestemme, hvor mange patienter den enkelte praktiserende læge skal have, så er der dog ingen grund til at frygte for fremtiden som praktiserende læge, slår regionsformanden fast.

»Vi kommer ikke til at stoppe hundredvis af patienter ned i halsen på de praktiserende læger. Hvorfor skulle vi dog det? Bliver lovforslaget en realitet, vil vi bruge redskabet med forsigtighed. Målet med lovforslaget er jo ikke, at praktiserende læger skal have flere patienter. Målet er at skabe en bedre lægedækning, og derfor vil vi tænke os grundigt om,« siger Bo Libergren.

»Men i de områder med befolkningsvækst vil lovforslaget formentlig betyde, at vi kan håndtere lægedækningen inden for den eksisterende kapacitet. Og så vil vi selvfølgelig kigge nærmere på de områder i vores region, hvor der bor mange unge raske og studerende, men hvor lægerne alligevel har lukket for tilgang ved 1.600 patienter,« siger Bo Libergren.

Læs også:

6. februar 2025: PLO-formand advarer mod nyt lovforslag: »Tvang vil få store konsekvenser«


Tilmeld dig vores eftertragtede gratis konference

Praktiserende læger får en endnu mere central rolle i det nære sundhedsvæsen i 2025. I den anledning arrangerer Dagens Medicin en dag i Aarhus og i København med fokus på kompetenceudvikling af de praktiserende læger. Her kan du både få styrket dine evner til at håndtere patienter inden for nogle af de store sygdoms-områder, der fylder i praksis, som f.eks. kvinders overgangsalder, demens, hyperhidrose og diabetes, og du får tid til at netværke.

Se programmer og tilmeld dig her.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere