Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

Regionsrådsformand fastholder krav om decentral lægevagt i Region Sjælland

Udgivet:
Kommentarer (0)

De praktiserende lægers beslutning om at opsige ­lægevagtsaftalen i Region Sjælland får ikke regionsrådsformand Heino Knudsen (S) til at imødekomme ­lægernes ønske om en lægevagt med markant færre konsultationssteder. Dermed ser parterne ud til at være langt fra at lande en ny aftale.


Langstrakte forhandlinger om en ny lægevagtsaftale i Region Sjælland kulminerede i februar måned på dramatisk vis.

Her valgte de praktiserende læger, der er ansvarlige for at bemande ­lægevagten i Region Sjælland, at rive den nuværende vagtaftale med regionen i stykker.

Årsagen er, at lægerne – der er ­blevet markant færre siden aftalens tilblivelse – ikke længere ser sig i stand til fysisk at bemande læge­vagten i Kalundborg, Ringsted, Vordingborg, Nakskov og Nykøbing Sjælland, som aftalen dikterer.

I stedet ønsker lægerne at centralisere lægevagten på markant færre lokationer i nærheden af hospitalernes akutmodtagelser.

Men den plan kan lægerne godt droppe. Og det ændrer en itureven kontrakt ikke på, understreger ­Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland.

»Det er ikke acceptabelt for mig, hvis nogle borgere i Region Sjælland skal bruge en time på at transportere sig hen til lægevagten. Det er for meget centralisering,« siger Heino Knudsen (S), der selv er bosiddende i Nakskov og har boet hele sit liv på Lolland.

»På den lange bane vil jeg helst lave en ny lægevagtsaftale med de praktiserende læger. Men det ­kræver, at PLO kommer tilbage til forhandlingsbordet og er villig til at indgå en aftale med en fortsat decentral struktur,« siger Heino Knudsen (S).

14 år gammel aftale

At lægevagtsaftalen skaber splid mellem Region Sjælland og de praktiserende læger er ikke noget nyt.

Aftalen mellem parterne, som beskriver de nærmere rammer for, hvordan de praktiserende læger skal drive lægevagten – som den nationale overenskomst med Danske Regioner forpligter dem til – stammer helt tilbage fra 2007.

Og mens antallet af praktiserende læger i Region Sjælland siden da er blevet 15 pct. færre, og sygehus­området er blevet centraliseret, står aftalen om lægevagten fortsat til­bage stort set uændret.

Det er ikke acceptabelt for mig, hvis nogle borgere i Region Sjælland skal bruge en time på at transportere sig hen til lægevagten. Det er for meget centralisering

Heino Knudsen, regionsråds­formand, Region Sjælland

»PLO-Sjælland kan godt levere en velfungerende lægevagtsordning, men vi er nødt til at tilpasse ser­vice­niveauet og reducere bemandingen, så det passer til de nuværende lægeressourcer. Det er vigtigt for mig at understrege, at årsagen til de strandede forhandlinger ikke handler om penge til lægerne. Det handler ­derimod om, at det ikke er realistisk fortsat at drive decentrale konsul­tationssteder,« siger Camilla Høegh­-Guldberg Spange, der har været formand for de praktiserende læger i Region Sjælland siden 2019.

Nordjysk aftale gav politisk uro

Politisk har det dog langt fra vist sig at være nogen let opgave at centra­lisere lægevagten, som lægerne foreslår det, og dermed skubbe tilbuddet om almen lægehjælp ved akut ­opstået sygdom i vagttid længere væk fra en betydelig del af ­regionens borgere.

I Region Nordjylland medførte det en storm af protester fra borgere og flere borgmestre, da det sidste år kom frem, at regionen sammen med PLO havde aftalt at centralisere ­lægevagten og reducere antallet af konsultationssteder fra ni til fem.

Derfor har Region Sjælland forsøgt at imødekomme lægernes ­utilfredshed på anden vis, fortæller Heino Knudsen (S).

»Jeg anerkender fuldt ud, at ­lægerne i Region Sjælland er blevet færre, siden vi indgik den her af­tale i 2007. Derfor har vi fra regionens side blandt andet tilbudt at overtage alle nattevagterne i lægevagten. Det ville aflaste 25 pct. af vagterne, men det har lægerne ikke ønsket,« siger Heino Knudsen (S).


Lægevagten i Region Sjælland

Lægevagten er et tilbud om almen lægehjælp ved akut opstået sygdom til borgere uden for de praktiserende lægers åbningstid. Det vil sige mandag-fredag kl. 16.00-8.00 samt i weekender og på helligdage. Dette tidsrum benævnes vagttiden.

I fire ud af fem regioner – her­under Region Sjælland – vare­tages denne opgave af de ­praktiserende læger.

Vagtaftalen i Region Sjælland beskriver de nærmere rammer for, hvordan de praktiserende læger i regionen skal løse opgaven.

Selv uden en vagtaftale vil de praktiserende læger være overens­komstmæssigt forpligtet til at levere lægehjælp til ­borgere i Region Sjælland ved akut opstået sygdom i vagttiden.

Kilde: PLO


Lægevagt kastet ud i uvished

Årsagen ønsker PLO ikke at indvie Dagens Medicin i, da lægerne ikke vil forhandle gennem medierne, ­lyder forklaringen.

Dermed er sagen nu havnet på bordet i samarbejdsudvalget i Region Sjælland, hvor parterne skal forsøge at lande en ny aftale inden den nuværende udløber 1. september.

Sker det, vil de praktiserende ­læger i regionen fortsat overholde overenskomsten og sikre, at patienterne tilbydes lægehjælp i vagttid. Men i så fald bortfalder eksisterende lokalaftaler, der blandt andet beskriver, hvilke konsultationssteder lægerne skal betjene. Og det er uvist, hvordan Region Sjælland vil reagere på et sådant scenarie.

Sikkert er det dog, at hverken Region Sjælland eller lægerne er tjent med status quo.

Alene fra 2017 til 2019 er antallet af borgere tilset af lægevagten i Kalundborg, Ringsted, Vordingborg, Nakskov og Nykøbing Sjælland faldet fra knap 27.000 til knap 12.000, og i 2020 er tallet faldet til et endnu lavere niveau – hvilket har sendt mange klager i retning af regionen.

Og udover at tvinge flere læger ­tidligere på pension end nødvendigt i Region Sjælland, hvor hver tredje praktiserende læge er over 60 år, er den nuværende lægevagtsaftale direkte ødelæggende for rekrutteringen af unge læger til regionen, mener Camilla Høegh-Guldberg Spange.

»Lægevagten er svær at bemande og pålægger den enkelte læge en stor vagtbyrde. Derudover har lukningen af de små sygehuse efterladt vagt­læger i Region Sjælland isoleret flere steder i regionen. Og når unge læger i stedet kan købe en praksis i Region Hovedstaden og helt være fritaget fra at køre lægevagt, så går det ud over rekrutteringen i Region Sjælland,« siger Camilla Høegh-­Guldberg Spange.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere