Almen praksis
Region Midtjylland i kovending: Læge skal alligevel ikke overtage 1.600 patienter
Udgivet:
Kommentarer (0)
Anne Birgitte Jæger, kontorchef med ansvar for lægedækningsområdet i Region Midtjylland, indrømmer, at »det er en ret speciel situation.«
Først meldte Region Midtjylland ud, at 1.600 borgere i Skjern får ny læge 1. oktober. Nu viser det sig, at lægen slet ikke har ret til at praktisere inden for overenskomsten. »Vi er ærgerlige over forløbet,« lyder det fra Region Midtjylland.
Embedsværket i Region Midtjylland måtte sidste år handle hurtigt, da Skjerns eneste praktiserende læge gik personligt konkurs og sendte 7.600 patienter på gaden med få dages varsel.
På kort tid fik Region Midtjylland etableret en regionsklinik i byen, som sikrede den midlertidige lægedækning, og siden da er der blevet arbejdet på en mere langsigtet løsning.
En del af den løsning kom på plads i juli måned, hvor Region Midtjylland meldte ud, at læge Azim Azizi skulle overtage 1.600 af regionsklinikkens patienter pr. 1. oktober.
Eller det vil sige: Det troede Region Midtjylland i hvert fald, at den 50-årige læge skulle.
Opfylder ikke betingelserne
Nu viser det sig nemlig, at Azim Azizi slet ikke opfylder betingelserne for at praktisere inden for overenskomsten i egen praksis, og derfor har Region Midtjylland ophævet kontrakten.
Regionsklinikken befinder sig heldigvis et godt sted med mange dygtige medarbejdere. Så det er jeg helt tryg ved, men det er klart, at vi er ærgerlige over forløbet
Anne Birgitte Jæger, kontorchef, Region Midtjylland
»PLO har ansvar for at lave den endelige godkendelse af lægen og sikre, at betingelserne for at nedsætte sig som praktiserende læge er opfyldt. Det viste sig, at de betingelser ikke var opfyldt,« siger Anne Birgitte Jæger, der er kontorchef med ansvar for lægedækningsområdet i Region Midtjylland.
Derfor vil de 1.600 patienter fortsat være tilknyttet regionsklinikken efter 1. oktober.
»Regionsklinikken befinder sig heldigvis et godt sted med mange dygtige medarbejdere. Så det er jeg helt tryg ved, men det er klart, at vi er ærgerlige over forløbet,« siger Anne Birgitte Jæger.
Hvorfor indhentede I ikke den endelige godkendelse af lægen, inden I præsenterede aftalen for offentligheden?
»Jo, det kan du sige. Men det er en ret speciel situation, som vi ikke har stået i før. Hvor hurtigt vi melder noget ud i offentligheden er altid en afvejning, og der har været stor bevågenhed om lægesituationen i Skjern. Der er mange mennesker, som har været berørte af konkursen, og som er interesseret i, hvad der skal ske fremadrettet,« siger Anne Birgitte Jæger.
Må ikke praktisere
Hverken PLO eller Region Midtjylland må oplyse, hvad årsagen til den manglende godkendelse af lægen skyldes.
Selv har praktiserende læge Azim Azizi dog ikke noget problem med at komme med sin udlægning af den rodede affære.
»Jeg har tidligere været praktiserende læge i Region Hovedstaden. Her blev der lavet en audit på 110 af vores patienter, hvorefter vi fik at vide, at vores aktivitet var for høj og vi ikke havde taget de korrekte honorarer,« Azim Azizi.
Ifølge Azim Azizi endte sagen med at blive indbragt for Landssamarbejdsudvalget for Almen Læger (LSU), der fratog ham retten til at praktisere inden for overenskomsten.
Processen kan være bedre
Azim Azizi var dog af den opfattelse, at afgørelsen kun var gældende i Region Hovedstaden, der havde rejst sagen. Derfor valgte han at ansøge om ydernummeret i Skjern, selvom han reelt ikke havde mulighed for at overtage det.
Og det har bidraget yderligere til den usædvanlige situation.
Landssamarbejdsudvalgets afgørelser er nemlig ikke offentligt tilgængelige, og derfor har Region Midtjylland ikke indsigt i afgørelser fra andre regioner, hvor læger har fået frataget retten til at praktisere.
Ifølge Anne Birgitte Jæger er det værd at overveje, om regionerne skal have bedre indsigt i de afgørelser, som Landsamarbejdsudvalget træffer, end tilfældet er i dag.
»Vi synes, at processen kan være bedre. Den manglende indsigt har gjort, at vi er kommet lidt uheldigt af sted. Vi har i hvert fald besluttet at tage processen op med Danske Regioner,« siger Anne Birgitte Jæger.
Del artiklen: