Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

Region griber ind: Optagelser af vagtlægesamtaler må ikke sløres

Udgivet:
Kommentarer (0)

Det er slut med slørede samtaler mellem vagtlæger og patienter i Region Syddanmark, forklarer koncerndirektør Kurt Espersen.

Praktiserende Lægers Organisation har siden 2014 sløret optagelser af samtaler mellem vagtlæger og patienter i Region Syddanmark, der blev udleveret til myndigheder i forbindelse med klagesager. Den praksis ophører nu, oplyser regionen.


Styrelsen for Patientklager og Patienterstatningen har henvendt sig til Region Syddanmark, da de er blevet bekendt med, at vagtlægerne i regionen siden 2014 har udleveret slørede lydoptagelser til brug for behandlingen af klagesager.

Styrelsen og Patienterstatningen har understreget, at de skal have optagelserne uredigerede, og det har fået Region Syddanmark til at reagere.

»Styrelsen for Patientklager og Patienterstatningen har kontaktet os og understreget, at vagtlægerne ikke må sløre stemmerne. Det skal vagtlægerne naturligvis acceptere, og det har vi nu bedt vagtlægerne om at rette ind efter,« siger Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark, i en udsendt pressemeddelelse.

Region Syddanmark protesterede over sløring

Da vagtlægerne begyndte at sløre optagelserne i 2014, pointerede Region Syddanmark, at det var problematisk, da sløringen potentielt kunne gøre det svært at vurdere tonen i telefonsamtalen mellem lægen og patienten.

Vagtlægerne valgte dog at fortsætte med løsningen, og set i bakspejlet fortryder Kurt Espersen, at regionen ikke dengang gik mere aktivt ind i sagen.

»Jeg havde gerne set, at regionen tilbage i 2014 havde sat foden ned overfor tiltaget, og at regionen havde været opmærksom på, at lydoptagelserne faktisk ikke må sløres. Patienter, pårørende og de myndigheder, der skal behandle klager, skal naturligvis have de bedst mulige vilkår for at vurdere en eventuel klagesag,« siger Kurt Espersen.

PLO: Vores intention var at beskytte lægerne

Birgitte Ries Møller, formand for PLO-Syddanmark, siger, at man fra lægernes side vil give myndighederne, hvad de har krav på.

»Vi vil naturligvis gerne give myndighederne de optagelser, de har krav på. Vores intention var at beskytte lægerne imod at blive udstillet på en urimelig måde i forbindelse med klager, og jeg kan forstå på regionen, at man er enig i, at lægerne selvfølgelig har krav på en fair behandling i forbindelse med klagesager,« siger Birgitte Ries Møller.

PLO-Syddanmark oplyser, at lydfiler af samtaler mellem vagtlæge og patient fortsat vil være sløret, hvis de udleveres til patienter eller pårørende. Patienter og pårørende vil få tilbud om at møde op fysisk og lytte til ikke-slørede optagelser, eller at få samtalerne udleveret i en transskriberet udgave.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere