Almen praksis
Praktisk Medicin bød på hovedpine, udslæt og overvægt
Udgivet:
Kommentarer (0)
En diagnostisk hovedpinedagbog, råd til at genkende psoriasis og behovet for en ny måde at tilgå overvægt hos børn og unge var på programmet til konferencen Praktisk Medicin.
Smerter i hovedet, udslæt og overvægt hos børn og unge var nogle af temaerne på konferencen Praktisk Medicin, der i slutningen af marts blev holdt på Comwell i Køge og var arrangeret af Dagens Medicin og Netdoktor.
Nunu Lund, læge ved Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet, og Neurologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Roskilde, var en af oplægsholderne, og hun fortalte blandt andet om diagnosticering, typer af hovedpine og medicin.
Hun understregede, at ‘det kan betale sig at behandle hovedpine’, som er en folkesygdom. Det er ifølge Nationalt Videnscenter for Hovedpine mere end 800.000 danskere, der har hyppig hovedpine eller migræne.
Nunu Lund kom desuden med anbefalinger til, hvordan almen praksis kan diagnosticere patienter, som kommer med smerter i hovedet.
»Vi har desværre ikke en biomarkør endnu. Det er en god og grundig anamnese, der er det vigtigste og vejen frem,« sagde Nunu Lund og anbefalede deltagerne i samarbejde med patienten at bruge en diagnostisk hovedpinedagbog.
»Det anbefaler jeg, at man sætter patienten i gang med en måned før, at man ser patienten. Når man så har stillet diagnosen, går man over til en almindelig hovedpinedagbog. Det giver overblik over, hvordan hovedpinen udvikler sig over tid,« sagde Nunu Lund.
Til patienter med migræne anbefalede Nunu Lund blandt andet triptaner, hvis patienten ikke er blevet smertefri af almindelige smertestillende lægemidler som paracetamol. Her var anbefalingen at lade patienten afprøve én type triptaner på tre migræneanfald.
For at kunne udelukke effekten af triptaner anbefalede Nunu Lund desuden, at patienten afprøver mindst tre typer. Hun påpegede samtidig, at ‘opioider har ingen rolle at spille til nogen typer af hovedpiner’.
Scabies og psoriasis
Dagen bød også på anbefalinger og gode råd til at diagnosticere og behandle udslæt og psoriasis. Det oplæg stod Kristian Kofoed, speciallæge i dermatologi og privatpraktiserende hudlæge i Hudklinikken Rødovre, for.
»Jeg ser voldsomt mange patienter med scabies. Jeg ser altid på hånden. Så hold jer til hånden,« sagde Kristian Kofoed, der blandt andet anbefalede at bruge svovl-vaseline til inficerede patienter.
Det kræver ifølge Kristian Kofoed blot et dermatoskop, forstørrelsesbriller og en knappenål at stille en scabies-diagnose.
Hvis man gerne vil stille en diagnose, når en patient kommer ind med et udslæt, lød den generelle opfordring fra Kristian Kofoed, at man undgår kombinationsmidler som Brentacort og i stedet bruge rene lægemidler.
Han gav også råd til at diagnosticere psoriasis, som er kronisk og den mest udbredte hudsygdom i verden ifølge Psoriasisforeningen.
»Der er mange forskellige sværhedsgrader og forløb. Psoriasis skal være skarpt afgrænset. Det er en symmetrisk sygdom. Den kan godt lide at sidde på begge albuer, og ikke kun den ene albue,« sagde Kristian Kofoed.
Psoriasis kan for eksempel blive udløst af for mange deadlines, stress og kriser, og derfor er det ifølge Kristian Kofoed ‘rigtig godt at tale med patienten om, hvad der udløser psoriasis’.
»Det er en livskrise-sygdom. Det opstår ved dødsfald i familien, skilsmisse, fyring. Hvis man spørger, om patienten er stresset, så siger de ‘ja’,« fortalte Kristian Kofoed.
Han opfordrede til, at alle patienter med svær psoriasis, og at alle tilfælde med børn med psoriasis blev sendt videre til en hudlæge.
Overvægt som en sygdom
Overvægt hos børn og unge var også på programmet. Her talte Jens-Christian Holm, overlæge i pædiatri og leder af Enheden for Overvægtige Børn og Unge ved Holbæk Sygehus, for et paradigmeskift inden for den måde, man tilgår og behandler overvægt på.
Han ønsker et opgør med tankegangen om, at motivation og kalorierestriktioner er centrale elementer for, at en patient taber sig. Det er en tankegang, som ifølge Jens-Christian Holm ‘ødelægger patienterne, fordi man uretmæssigt lægger behandlingsansvaret over på dem.
Han mener i stedet, at overvægt skal ses som en sygdom og ses i lyset af kroppens regulering af fedtmassen, som kroppen ‘aktivt forsvarer’, som han forklarede det.
»Overvægt er en sygdom, hvor det primære symptom er en stor appetit,« lød det fra Jens-Christian Holm, der har udviklet Holbæk-modellen til at behandle børn og unge med overvægt.
Modellen indebærer blandt andet en skræddersyet behandlingsplan til hvert enkelt barn, som er holistisk og familiebaseret.
Det er cirka 13 procent af børn i indskolingen, som er overvægtige eller svært overvægtige ifølge en analyse fra DTU Fødevareinstitut og Danmarks Statistik.
Når man kigger på udskolingen, er det cirka 18 procent, som enten er overvægtige eller svært overvægtige.
Ud over oplæg fra Jens-Christian Holm, Kristian Kofoed og Nunu Lund fortalte Peter Rossing, professor og overlæge ved Steno Diabetes Center Copenhagen, om kronisk nyresygdom, mens Ole Hilberg, professor ved Vejle Sygehus og Syddansk Universitet, holdt oplæg om hoste.
Del artiklen: