Almen praksis
Praktiserende lægers aftale med 1813 har gjort andre læger vrede: Nu kræver de mere i løn
Udgivet:
Kommentarer (0)
Hårde indbyrdes kampe om lægernes arbejdskraft får regionerne til at strække sig langt i de økonomiske aftaler med lægerne. Senest har Region Hovedstadens særlige aftale med PLO’s medlemmer om 1813 dog givet uventet bagslag: Flere andre grupper af læger kræver nu mere i løn.
Størrelsen på den lønpakke, som Region Hovedstaden tilbyder praktiserende læger, der tager arbejde i Akuttelefonen 1813, har startet en kædereaktion af utilfredshed og øgede lønkrav fra både FAS og Yngre Læger. Inden sommerferien opsagde parterne deres overenskomst på området. Det kan skade rekrutteringen af læger til 1813.
Stor politisk bevågenhed om svartiderne hos Akuttelefonen 1813 fik tilbage i maj måned Region Hovedstaden til at række hånden ud til Praktiserende Lægers Organisation (PLO), der efter ni års svært samliv blev inviteret tilbage i vagttjenesten.
FAKTA: Hvad tjener læger på at arbejde for 1813?
Ifølge §6 i den nye aftale mellem Region Hovedstaden og PLO får medlemmer af PLO en brobygningsydelse på 2.500 kr. for to timers effektiv telefonvisitation i 1813 mellem kl. 16 til kl. 18 på hverdage. Dertil kommer eventuel efterbehandling i form af journalføring, henvisninger og udstedelse af recepter.
Ydelsen ligger udelukkende i spidsbelastningen og den aftalte takst kan kun afholdes én gang dagligt i det aftalte tidsrum. Den praktiserende læge kobler sig enten på fra lægeklinikken eller privaten.
For læger i FAS og Yngre Læger fastsætter overenskomstaftalen med RLTN fra 2016 timelønnen som ansat læge i 1813. Ifølge tal fra Yngre Læger får lægerne 773 kr. i timen i samme tidsrum, som PLO-aftalen dækker. Det oplyser Yngre Læger.
Aftalerne kan dog ikke sammenlignes direkte, da læger fra FAS og Yngre Læger også får et ferietillæg, da de er omfattet af aftalen om ferie for regionalt ansatte, ligesom lægerne kan få løn under sygdom.
Aftalen vakte glæde på Regionsgården i Hillerød og hos PLO, der efterfølgende var ude i medierne og kalde aftalen for en ‘milepæl’ for samarbejdet mellem de to parter. Men i andre fløje af Lægeforeningens domicil på Østerbro, Domus Medica, har reaktionen på den nye aftale været mere blandet.
Og det har nu startet en kædereaktion af øgede lønkrav fra både Foreningen af Speciallæger (FAS) og Yngre Læger.
»Når vi sammenligner den nye aftale med den honorering, som læger i FAS og Yngre Læger får for at arbejde i 1813, selv med fuld anciennitet, så får PLO’s medlemmer nu op til 25 pct. mere i løn for at udføre præcis det samme arbejde som os – endda uden at være forpligtet til at tage et bestemt antal vagter,« siger Susanne Wammen, formand for Foreningen af Speciallæger (FAS) og Overlægeforeningen.
»Det mener vi ikke er fair, og derfor har vi fremsat krav om at få en tilsvarende honorering i 1813 i de tilfælde, hvor vores medlemmers kvalifikationer modsvarer lægernes i PLO,« siger Susanne Wammen.
Har opsagt overenskomsten
Det synspunkt har Danske Regioner og Region Hovedstaden dog ikke været særlig lydhør over for indtil videre, mener Susanne Wammen, og som konsekvens har fagforeningen nu sat hårdt mod hårdt.
Sammen med Yngre Læger besluttede FAS kort inden sommerferien at opsige den overenskomst med Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), der fastsætter honoreringen for medlemmernes arbejde i 1813. En aftale, der har eksisteret siden 2016.
Dermed står den gældende aftale til at udløbe ved årsskiftet. Landes der ikke en ny aftale, vil det ramme rekrutteringen af læger til Region Hovedstadens 1813, vurderer Helga Schultz, formand for Yngre Læger.
Og det kan være skidt nyt for Akuttelefonen, som i forvejen har omverdenens kritiske øjne rettet mod sig. Et fokus, som næppe vil aftage i styrke frem mod det kommende folketingsvalg, hvor vælgerne har udpeget sundhed som et af de helt store valgtemaer.
»Den aftale med Danske Regioner, som vi nu har opsagt, har betydet, at vores medlemmer ved, hvad de går ind til, når de tager arbejde i 1813. Hvis aftalen ikke er der længere, kan det få konsekvenser for søgningen til 1813,« siger Helga Schultz, formand for Yngre Læger.
Sker det, så tvivler Helga Schultz på, at de praktiserende lægers interesse for 1813 er stor nok til at dække hullerne i vagtplanen.
»I Yngre Læger er vi glade for, at PLO-Hovedstaden vil bidrage i 1813. Men en bekymring kan være, om de kan dække alle de huller, som kan opstå,« siger Helga Schultz.
Speciallæger i almen medicin er specialister i den her form for lægearbejde og har fortsat ansvaret for at planlægge og dække lægevagten i de fleste andre regioner. Er det så ikke fair nok, at praktiserende læger også tjener mest?
»De læger, der arbejder i 1813, er alle ansat, fordi de er uddannet og kvalificeret til at løse opgaverne. Så det handler om, at vi ønsker samme aflønning for det samme arbejde. Det, vi reagerer på, er, at man tager en hel gruppe læger og giver dem mere i løn end andre læger med samme kvalifikationer,« siger Helga Schultz.
FAS og Yngre Læger: Kig mod Region Sjælland
FAS og Yngre Læger foreslår derfor, at der indgås en lignende overenskomst i Region Hovedstaden som den, der blev indgået i Region Sjælland kort før ferien.
Her har FAS og Yngre Læger fået forhandlet en tillægsaftale hjem, der betyder, at lægerne kan få et individuelt timelønstillæg, såfremt en række kriterier er opfyldt.
Rekruttering er i øjeblikket den helt store udfordring i sundhedsvæsenet. Har I ikke et medansvar for, at regionerne ikke ender som kastebolde i et internt forhandlingsspil, der blot sender lønnen i vejret uden at give borgerne mere sundhed for pengene?
»Vi har arbejdet i 1813 siden 2016 og er bestemt med til at tage ansvar for Akuttelefonen. Men vi kan ikke se passivt på, at regionen vil aflønne det samme arbejde så forskelligt,« siger Helga Schultz.
Vi har arbejdet i 1813 siden 2016 og er bestemt med til at tage ansvar for Akuttelefonen.Men vi kan ikke se passivt på, at regionen vil aflønne det samme arbejde så forskelligt
Helga Schultz, formand, Yngre Læger
Region H håber på ny aftale i efteråret
Hos Region Hovedstaden håber man, at der kan indgås en ny aftale med FAS og Yngre Læger i løbet af efteråret.
»Vi er glade for samarbejdet med FAS og YL, der siden 2014 har taget vagter både ved Akuttelefonen 1813 og på regionens akutmodtagelser og akutklinikker. Vi håber, vi kan indgå en ny aftale i løbet af efteråret. Den nuværende aftale er indgået i regi af Regionernes Lønnings- og Takstnævn, så vi er i tæt dialog med Danske Regioner i forhold til de videre forhandlinger,« skriver Kirstine Vestergård Nielsen, direktør i Center for HR og Uddannelse i Region Hovedstaden, i et skriftligt svar til Dagens Medicin.
Kirstine Vestergård Nielsen understreger dog også, at der er tale om to forskellige aftaler med lægerne, der ikke kan sammenlignes direkte.
»Der er tale om to forskellige aftaler, der indeholder andre vilkår end løn for vagten. De praktiserende læger får et brobygningshonorar for at aflaste under spidsbelastning i to timer samt lave nødvendig efterbehandling ud over de to timers effektiv telefontid. De optjener ikke ferie, får ikke løn under sygdom, og de arbejder fra egen klinik. Man kan derfor ikke sammenligne det samlede honorar til en praktiserende læge med en timeløn for en ansat læge. Lægerne, der er ansat i regionen på konsulentaftale med FAS og YL, har ret til både ferieoptjening og løn under sygdom. Lægerne, der er ansat i regionen på konsulentaftale med FAS og YL, er ikke forpligtet til at tage vagter ved Akuttelefonen 1813, da de ikke er ansat på et fast timetal,« lyder det fra Kirstine Vestergård Nielsen.
Danske Regioner har ikke ønsket at kommentere forløbet.
Del artiklen: