Praktiserende læger skal være opmærksomme på længerevarende symptomer efter hjernerystelse

Når en patient kommer til almen praksis med symptomer efter en hjernerystelse, er der især fire symptomer, den praktiserende læge skal håndtere tidligt i forløbet indenfor den første måned.

Lægedage 2023:

Dagens Medicin dækker årets Lægedage tæt. Find alle vores artikler fra begivenheden her.

Hovedpine, nakkepåvirkning, søvn og mentalt helbred bør stå øverst på huskesedlen i den indledende fase, siger Hana Malá Rytter, som er leder af Dansk Center for Hjernerystelse og lektor i neuropsykologi ved Københavns Universitet og Neurologisk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Hovedpinesymptomer vil ofte blive behandlet med smertestillende håndkøbsmedicin, og her skal den praktiserende læge sikre, at der bliver tale om en kortvarig behandling, så patienten ikke risikerer at udvikle medicinoverforbrugshovedpine. Ved eventuel nakkepåvirkning, er det vigtigt at få patienten henvist til relevant behandling, så det ikke er med til at forværre de øvrige symptomer.

»Det er vigtigt, at den praktiserende læge hurtigt får talt med patienten om søvn, fordi manglende søvn forværrer den udtrætning, der allerede er et almindeligt symptom efter hjernerystelse. Søvnen skal primært håndteres med nonfarmakologiske strategier som vejledning i søvnhygiejne og hvordan søvn påvirker resten af kroppen,« siger Hana Malá Rytter.

Fysiske og kognitive symptomer

Det sidste fokuspunkt er problemer med det mentale helbred. Her skal lægen være opmærksom på, om patienten er påvirket på humøret og vedvarende mere trist eller bekymret i en grad ud over, hvad man rimeligt ville forvente.

Almen praksis har en kæmpe stor rolle at spille i forhold til denne her patientgruppe, fordi det er her de kommer tilbage, hvis symptomerne ikke forsvinder

Hana Malá Rytter, leder af Dansk Center for Hjernerystelse

»De fire områder er med til at fastholde patienten i en tilstand med vedvarende symptomer og derfor er det vigtigt, at der bliver grebet hurtigt ind. Omvendt kan det påvirke de andre symptomer positivt, hvis man får gjort noget ved det,« siger Hana Malá Rytter.

Symptomerne på hjernerystelse kan være fysiske symptomer som hovedpine, svimmelhed og balancebesvær, overfølsomhed overfor lys og/eller lyd, træthed og smerte i nakke og den øvre del af kroppen samt søvnproblemer (både øget søvn og søvnløshed).

Kognitive symptomer kan være koncentrationsbesvær, at tankerne kører langsomt, følelse af osteklokke, hukommelses- og koncentrationsvanskeligheder. Nogle patienter oplever emotionelle symptomer såsom tristhed, irritabilitet og øget labilitet samt øget bekymring.

De fleste oplever hurtig bedring

Nogle patienter vil opleve få symptomer, mens andre vil opleve fuld plade. Fælles er, at symptomerne kommer umiddelbart efter traumet og kan udvikle sig den første uges tid.

De fleste vil opleve spontan bedring, hvor det for voksne vil ske i løbet af to-tre uger, mens det er almindeligt, at der hos børn kan gå omkring fire uger og hos teenagepiger op til otte uger. Symptomer ud over den varighed anses for at være længerevarende symptomer efter hjernerystelse.

Cirka 30 pct. har ifølge Hana Malá Rytter fortsat symptomer efter tre måneder, der forhindrer dem i at varetage deres almindelige liv.

»Almen praksis har en kæmpe stor rolle at spille i forhold til denne her patientgruppe, fordi det er her de kommer tilbage, hvis symptomerne ikke forsvinder. Det er vigtigt, at praktiserende læger sætter sig ind i, hvad der findes i kommunalt regi af forløb for patienter med længerevarende symptomer, og at de har nogle gode samarbejdspartnere i for eksempel fysioterapeuter og psykologer,« siger Hana Malá Rytter.

Hun anbefaler, at den praktiserende læge holder sig orienteret med, hvilke tilbud, der er tilgængelige for patienten i for eksempel kommunen eller gennem hjerneskadecentrene, og hvordan de bliver bevilget adgang.

Skærmbrug er en individuel vurdering

Mange har oplevet at blive frarådet enhver skærmbrug efter hjernerystelse, og det er en anbefaling, der skal tages med et gran salt.

Jo flere risikofaktorer, patienten har, desto mere opmærksomhed bør der være fra almen praksis på den pågældende patient, og desto mere aktivt vil jeg anbefale, at man laver en opfølgningstid

Hana Malá Rytter, leder af Dansk Center for Hjernerystelse

»Evidensen omkring skærmbrug er spinkel, men der er noget, der peger i retning af, at hvis man begrænser sin skærmbrug i løbet af de første par døgn, så er det gavnligt,« siger Hana Malá Rytter.

Hun understreger, at selvom der ikke er evidens, der underbygger helt at undgå skærmbrug, så er det ikke et carte blanche, men en individuel vurdering.

»Det er meget individuelt hvilke problemer, det giver. Der er nogle, der slet ikke har problemer med skærmbrug efter hjernerystelse, og der er nogle, der slet ikke kan tåle skærm og derfor skal passe på.«

To typer af patienter

Når det drejer sig om længerevarende symptomer efter hjernerystelse, er der flere grupper, det er værd at holde lidt ekstra øje med som praktiserende læge.

»Der er meget forskning, der har kigget på risikofaktorer i forhold til at lide af længerevarende symptomer efter hjernerystelse og jo flere risikofaktorer, patienten har, desto mere opmærksomhed bør der være fra almen praksis på den pågældende patient, og desto mere aktivt vil jeg anbefale, at man laver en opfølgningstid,« siger Hana Malá Rytter.

Lidt karikeret siger Hana Malá Rytter, at der findes to typer af patienter med længerevarende symptomer efter hjernerystelse: Den overforsigtige og den uforsigtige.

»Den ene type bliver meget bange for symptomerne, og så snart de opstår, stopper de med aktiviteten. De holder op med for eksempel at læse, se på skærm eller fysisk aktivitet og ender med at være helt inaktive,« siger hun og fortsætter:

»Den anden type er dem, der går ind i det med fuld knald på og overgør det, når lægen siger, at de skal vende gradvist tilbage, og at de gerne må genoptage aktiviteter som træning, læsning, skærmbrug eller arbejde stille og roligt. De har hørt, at de ikke skal være bange for symptomerne, men så går de i den anden grøft og gør det hele på én gang og ender med at have flere dage, hvor de ingenting kan.«

Begge grupper risikerer at blive uhensigtsmæssigt fastholdt i symptomerne, så forløbet bliver mere langvarigt, end det behøvede at blive.

»Den praktiserende læge skal være god til at spore sig ind på, hvilken af de to typer, der sidder foran dem, så de kan hjælpe dem med at finde en gylden middelvej. Nogle har brug for lidt flere konsultationer for at sikre, at de kommer i gang, og andre har brug for mere klare retningslinjer, så de ikke kommer til at gøre for meget,« siger Hana Malá Rytter.

Patientgrupper, der er mere sårbare over for længerevarende symptomer:

• Kvinder, teenagere og mennesker i 30-45 årsalderen

• Mennesker, der har haft forudgående problemer med det mentale helbred, tidligere har haft hjernerystelse eller lider af migræne.

• Mennesker, der skal yde meget mentalt i deres hverdag, som ledere eller studerende under eksamen.

• Lavtuddannede, der har svært ved selv at reflektere over og håndtere symptomerne.

Mennesker, der samtidig med hjernerystelsen har fået andre skader, som fx en fraktur.