Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Praktiserende læge: Ultralyd giver mit lægearbejde en ekstra dimension

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Fremtiden i almen praksis vil bestå af større enheder med flere læger, hvor nogle måske har kompetencen, mens andre ikke har. Den specialisering ser vi jo allerede i dag, hvor nogle praktiserende læger har særlige interesser inden for kliniske problemstillinger,« siger praktiserende læge Thomas Løkkegaard.

Thomas Løkkegaard bruger dagligt ultralydsundersøgelsen i sit arbejde som praktiserende læge i Lyngby. Skal ultralyd udbredes til flere lægepraksisser i landet, er det nødvendigt at kigge nærmere på de nuværende økonomiske barrierer, vurderer han. 


Da praktiserende læge Thomas Løkkegaard sammen med sine to kolleger anskaffede sig et ultralydsapparat tilbage i 2016, skete det ikke ud fra en økonomisk kalkule.

På det personlige plan giver det mig en faglig tilfredsstillelse at bruge ultralyd i min praksis. Jeg kan videreudvikle mine færdigheder og tilføre min diagnostik en ekstra dimension til glæde for patienten

Thomas Løkkegaard, praktiserende læge

Et ordentligt ultralydsapparat løber hurtigt op i 150.000 kr., ligesom det ofte har det med at forlænge konsultationen med patienten – og så kræver det ikke mindst tid og efteruddannelse at lære at bruge undersøgelsen i arbejdet som læge.

Ikke desto mindre har beslutningen været alle pengene værd.

»Vi er tre læger i vores kompagniskab i Lyngby, som alle bruger ultralydsundersøgelsen stort set hver eneste dag,« siger Thomas Løkkegaard.

»På det personlige plan giver det mig en faglig tilfredsstillelse. Jeg kan videreudvikle mine færdigheder og tilføre min diagnostik en ekstra dimension til glæde for patienten. Og så er der jo det med nysgerrigheden. Det er et urgammelt instinkt hos os læger at se ind under huden på den person, vi sidder overfor,« siger Thomas Løkkegaard.

Flere anvendelser af ultralyd

Thomas Løkkegaards to lægekolleger i kompagniskabspraksissen er begge kvinder, og de bruger især ultralyd i forbindelse med gynækologi og obstetrik.

»Det kunne eksempelvis være hos gravide i første trimester, som bløder eller har smerter i underlivet, bestemmelse af gestationsalder eller i forbindelse med kontrol og opsætning af spiral,« siger Thomas Løkkegaard.

Selv bruger han ultralyd i stort set alle organsystemer.

»Typisk kunne det være mænd, som oplever vandladningsproblemer, hvor ultralyd kan måle, hvor meget urin de har tilbage i blæren efter vandladning. Det kunne også være smerter i den øvre del af maven, eksempelvis ved mistanke om galdesten eller ved folk, som har slået sig og har en fraktur eller en overrevet sene,« siger Thomas Løkkegaard.

Tilhører mindretallet af læger

I Danmark bruger 11,5 pct. af de praktiserende læger i almen praksis ultralydsundersøgelsen i deres arbejde, hvilket placerer Thomas Løkkegaard blandt et mindretal af læger.

Det er vigtigt at understrege, at der også er udfordringer ved brug af ultralyd i almen praksis. Vi skal derfor ikke pålægge praktiserende læger at bruge ultralyd

Thomas Løkkegaard, praktiserende læge

Den primære årsag er økonomi, mener Thomas Løkkegaard, og derfor var han med til at stifte Dansk Almenmedicinsk Ultralydsselskab (DAUS), der siden 2017 har arbejdet på at fremme forskning, kvalitetsudvikling, uddannelse og hensigtsmæssig brug af ultralydsdiagnostik i almen praksis.

»Vi arbejder blandt andet på at overbevise Danske Regioner om at indføre en tillægsydelse til konsultationsydelsen i almen praksis. Vi ser helst, at vi kan lave så mange ting som muligt, men er også klar over, at regionerne har en budgetramme at skele til. Derfor er det positivt, at regionerne med den seneste overenskomst er gået med til at stable et større forskningsprojekt på benene,« siger Thomas Løkkegaard.

En historie, du kan læse mere om her.

Ultralyd skal ikke oversælges

Thomas Løkkegaard understreger dog også, at ultralyd ikke er for alle læger og derfor ikke bør oversælges.

»Det er vigtigt at understrege, at der også er udfordringer ved brug af ultralyd i almen praksis. Vi skal derfor ikke pålægge praktiserende læger at bruge ultralyd. En del læger vil formentlig opleve det som en ekstra belastning i deres dagligdag, mens andre er fint tilfredse med den værktøjskasse, som de har i forvejen, og glædeligt sender patienterne videre til speciallægerne,« siger Thomas Løkkegaard.

»Jeg ser fremtiden sådan, at ultralyd er et felt, som flere og flere praktiserende læger vil være interesseret i. Fremtiden i almen praksis vil bestå af større enheder med flere læger, hvor nogle måske har kompetencen, mens andre ikke har. Den specialisering ser vi jo allerede i dag, hvor nogle praktiserende læger har særlige interesser inden for kliniske problemstillinger som eksempelvis samtaleterapi, infektionssygdomme og diabetes,« siger Thomas Løkkegaard.

Læs også:Forskningsprojekt kan få stor betydning for brug af ultralyd i almen praksis

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere