Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Praksislæge: Regionernes udgifter til Ozempic skyldes ikke almen praksis

Udgivet:
Kommentarer (0)

Det er for let at parkere ansvaret for stigende udgifter til lægemidlet Ozempic hos de praktiserende læger, mener Maria Krüger, praktiserende læge.

De offentlige udgifter til Ozempic stiger fortsat. Det har endnu engang fået regionerne til at løfte pegefingeren over for almen praksis. Maria Krüger er en af de læger, som har fået brev. Hun savner nuancer i debatten og så har hun selv gjort en overraskende opdagelse.


De offentlige udgifter til diabeteslægemidlet Ozempic fortsætter sin himmelflugt, og det har endnu engang fået regionerne til at løfte pegefingeren over for almen praksis.

Følger man med i mediedækningen i øjeblikket, kan man ret hurtigt få indtryk af, at almen praksis egenhændigt er ansvarlig for, at udgifterne til Ozempic er steget voldsomt, men det er jo langt fra det fulde billede

Maria Krüger, praktiserende læge

I en ny serie af breve har regionerne gjort flere hundrede lægehuse opmærksomme på, at de muligvis har udskrevet Ozempic i strid med gældende tilskudsregler, fordi de har udskrevet recepter på Ozempic, uden at patienten tidligere har været i behandling med anden, billigere diabetesmedicin.

Èn af de læger, som har fået brev, er Maria Krüger. Hun er praktiserende læge på Frederiksberg samt medicinsk ordfører hos Dansk Selskab for Almen Medicin, og hun savner nogle nuancer i debatten.

»Følger man med i mediedækningen i øjeblikket, kan man ret hurtigt få indtryk af, at almen praksis egenhændigt er ansvarlig for, at udgifterne til Ozempic er steget voldsomt, men det er jo langt fra det fulde billede,« siger Maria Krüger.

»For det første er udgiften til Ozempic og lignende lægemidler urimeligt høj i min optik, og det bør vi diskutere noget mere. Samtidig er vi langt fra den eneste aktør, som udskriver Ozempic, og så står vi som praktiserende læger med flere vejledninger på området, som ikke flugter med hinanden,« siger Maria Krüger.

Apotekers rolle overrasker

At de praktiserende læger i rollen som gatekeepere står bag størstedelen af de recepter, som giver tilskud til Ozempic, og dermed bærer et stort ansvar for, at udgifterne til den dyre medicin ikke løber løbsk, anfægter Maria Krüger ikke.

I Region Syddanmark står de praktiserende læger eksempelvis bag ca. 88 pct. af de tilskudskroner, som regionen udbetaler til lægemidlet Ozempic.

Derfor har Maria Krüger også været sine patientcases igennem for at se, om det er noget, hun burde have gjort anderledes i de enkelte sager, som henvendelsen fra Region Hovedstaden drejer sig om. Og her er hun stødt på en overraskende opdagelse.

»I tre af de tilfælde, som regionen fremhæver i sit brev, drejer det sig om patienter, jeg har givet en recept uden tilskud til Ozempic, men hvor det efterfølgende er blevet ændret af apotekeren, og det er jo ikke meningen,« siger Maria Krüger.

Region Hovestaden genkender billedet

I et skriftligt svar bekræfter Region Hovedstaden, at man er bekendt med problemstillingen.

»Region Hovedstaden skrev i marts måned til alle apoteker i regionen, om at apotekerne ikke har hjemmel til at ændre lægens vurdering vedrørende tilskud i forbindelse med receptekspedition uden forudgående dialog med ordinerende læge,« skriver Region Hovedstaden i et svar til Dagens Medicin.

Hos Apotekerforeningen er man også bekendt med historierne, og det førte i november til endnu en indskærpelse over for apotekerne, lyder det.

»Vi har hørt, at der enkelte gange er sket fejl. Derfor har vi i sidste måned indskærpet over for apotekerne, at det er imod reglerne at give tilskud, medmindre det sker efter udtrykkelig aftale med lægen. Vi har ligeledes indskærpet, at apoteket skal dokumentere deres kontakt med lægen,« skriver Apotekerforeningen.

Vejledninger flugter ikke

Når det kommer til den overordnede problematik om de offentlige udgifter til Ozempic, så håber Maria Krüger, at de faglige vejledninger på området i fremtiden vil flugte bedre med de vejledninger, som myndighederne udsender.

»De faglige vejledninger anbefaler i dag, at vi bruger GLP-1 som andetvalg ved diabetes, nogle gange endda førstevalg. Spørger man myndighederne bør lægemidlerne være tredjevalg, så det er svært at navigere i,« siger Maria Krüger.

»Vi står i øjeblikket i en situation, hvor vi på den ene side skal holde styr på regionens udgifter samtidig med, at vi lærer på vores kurser, hvor effektive GLP-1 lægemidlerne er, og de skal tidligere ind i behandlingen af patienter med type-2 diabetes,« siger Maria Krüger.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere