Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

Praksislæge har skabt tocifret millionforretning i Københavns Lufthavn

Udgivet:
Kommentarer (0)

Behroz Firoozfards lægeklinik var blandt de første til at tilbyde COVID-19-kviktest. I dag er klinikken vokset til en tocifret millionforretning.

I 2018 kastede Behroz Firoozfard både goodwill, ydernummer og sin stabile lægeløn overbord og lukkede sin lægeklinik i Kastrup. I dag driver han lægeklinik i lufthavnen uden om sygesikringen med 25 ansatte og er blevet et af erhvervslivets foretrukne testcentre under pandemien. 


Over de seneste år har Københavns Lufthavn ikke ligefrem været historien om et vækstlokomotiv, der banker derudaf.

Vi var pionerer, og vi bliver også dem, der kommer til at slutte showet. Vi er nok den testfacilitet, der lukker sidst af alle’

Behroz Firoozfard, praktiserende læge, Copenhagen Doctor

Flyaflysninger og lave passagertal som følge af COVID-19-pandemien har gjort livet surt for mange forretningsdrivende i og omkring lufthavnen, men i lokale 66 på 1. sal i Terminal 2 er historien en ganske anden.

Her har Behroz Firoozfard, speciallæge i almen medicin, under pandemien formået at løfte sin private lægeklinik Copenhagen Doctor op i særdeles tynde luftlag og beskæftiger i dag 25 ansatte.

Det skriver Børsen.

800 pcr-test på to en halv time

Ved siden af arbejdet med at tilbyde almen medicinske ydelser mod betaling til travle rejsende og udlændinge var Copenhagen Doctor en af de første aktører herhjemme til at tilbyde COVID-19-kviktest.

Siden da har Behroz Firoozfard investeret et tocifret millionbeløb i udstyr, der betyder, at lægeklinikken i dag kan analysere 800 PCR-test på to en halv time. En sådan test tager Copenhagen Doctor op til 3.500 kr. for. Til gengæld får man også et svar inden for 25 minutter.

Alene i 2021 har lægeklinikken udført 200.000 COVID-19-test, vurderer Behroz Firoozfard.

»Vi var pionerer, og vi bliver også dem, der kommer til at slutte showet. Vi er nok den testfacilitet, der lukker sidst af alle. Alene testkravene, hvis man skal rejse til Kina, er skrappe og vil næppe forsvinde lige med det første,« siger Behroz Firoozfard til Børsen.

»Vi skal turde nytænke professionen«

Dagens Medicin talte med Behroz Firoozfard tilbage i 2018, hvor han netop var rykket fast ind i lufthavnen med sin lægesekretær og læger, som alt efter behov blev hyret ind på konsulentbasis for at holde de faste udgifter nede i den blot 25 m2 store klinik.

Skiftet fra sygesikringslæge til iværksætter var dengang drevet af en utilfredshed over ikke at have nok tid til sine patienter i lægeklinikken i Kastrup, som Behroz Firoozfard nåede at drive i fem år.

Han opfordrede samtidig sine kolleger til at turde nytænke faget, hvis de også var ved at brænde ud.

»Vi skal turde satse noget mere og nytænke professionen. Presset på de praktiserende læger er enormt, og regionerne har for meget magt. De praktiserende læger er fængslet op på deres ydernummer og de mange arbejdsopgaver og patientpresset har taget energien væk fra mange,« sagde Behroz Firoozfard dengang.

Han erkendte dog også, at det kræver en hel del mod at vende op og ned på tilværelsen.

»Der er ikke mange praktiserende læger, som tør smide en mio. kr. på gulvet og gå egne veje. Det er helt forståeligt, da vi alle har en familie og en økonomi, der skal hænge sammen. Men for mig har skiftet betydet, at jeg er glad, når jeg går på arbejde, og glad når jeg tager hjem igen.«

Og det er Behroz Firoozfard formentlig stadig.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere