Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Polyfarmaci-studie: Hvert fjerde lægemiddel fjernet ved eftersyn af ældres medicin

Udgivet:
Kommentarer (0)

Sundhedsdatastyrelsen definerer polyfarmaci ved fem eller flere lægemidler. I studiet var det dog et krav, at deltagerne tog mindst ni lægemidler for at være med.

Der er klare fordele ved at lave en grundig gennemgang af den medicin, som ældre borgere med polyfarmaci tager, viser et studie.


Hver dag indtager hundredtusindvis af borgere fem eller flere forskellige lægemidler også kaldet polyfarmaci. I 2021 var der godt 270.000 personer med polyfarmaci i Danmark ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Og polyfarmaci kan give øget risiko for mortalitet, indlæggelser, bivirkninger og en dårligere livskvalitet, siger Mikkel Bring Christensen, ledende overlæge og speciallæge i klinisk farmakologi hos Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Hvis der ikke er nogen gavn af medicinen, kan man lige så godt lade være med at tage den

Mikkel Bring Christensen, speciallæge i klinisk farmakologi

Derfor har han og en række kolleger i et klinisk studie undersøgt, hvilken betydning det har, når kliniske farmakologer gennemfører et eftersyn af den medicin, som de ældre borgere med polyfarmaci får.

»Vi havde fokus på at fjerne uhensigtsmæssig medicinering. Hvis der ikke er nogen gavn af medicinen, kan man lige så godt lade være med at tage den. Vi fjernede i gennemsnit cirka 4 lægemidler eller 25 procent af deres medicin. Vi fjernede eksempelvis en del medicin, som er sløvende og dermed kan forvolde skade på patienterne,« fortæller Mikkel Bring Christensen.

»Man kan godt indtage mange lægemidler, hvor det overordnet stadig er rigtig fint. Der var også en lille del af vores patienter, hvor vi ikke ændrede noget. Men så var der nogen patienter, hvor der var rod i deres medicin, og hvor vi kunne ændre rigtig meget.«

Resultaterne fra studiet, som er en del af et ph.d.-projekt, er publiceret i British Journal of Clinical Pharmacology.

Bedre livskvalitet og færre døde

Deltagerne i studiet var ambulante geriatriske patienter, som i gennemsnit var 80,6 år. I alt deltog 408 ældre borgere, som tog mindst ni lægemidler. 196 borgere fik en grundig gennemgang af deres medicin, mens 212 borgere var i kontrolgruppen.

Ud over at lave en grundig gennemgang af deltagernes medicin kontaktede forskerne også deltagernes praktiserende læger.

»Vi kontaktede patienternes egen læge og prøvede at lave en fornuftig plan for, hvad vi ville gøre med medicinen. Og så snakkede vi meget indgående med patienterne om deres ønsker til behandling,« siger Mikkel Bring Christensen.

Bedre livskvalitet efter gennemgang

Efter fire måneder fulgte forskerne op på patienterne. Her så de, at patienterne, som havde fået gennemgået deres medicin, havde en bedre helbredsrelateret livskvalitet end patienterne i kontrolgruppen.

»Vi frygtede, at det ville være generende at gå ind og pille for meget ved patienternes medicin. Men det viste sig faktisk at være modsat. De havde en bedre helbredsrelateret livskvalitet, som var både klinisk relevant for patienterne og statistisk signifikant i forhold til kontrolgruppen.«

»Derudover så var der færre, der døde i den gruppe, som fik saneret i deres medicin. Det var også statistisk signifikant,« siger Mikkel Bring Christensen.

To af deltagerne i interventionsgruppen var døde, da forskerne fulgte op efter fire måneder. Derimod var ni af deltagerne fra kontrolgruppen døde.

Forskerne fulgte også op efter 13 måneder. Her var der stadig en ‘ret betydelig forskel’ ifølge Mikkel Bring Christensen. 15 personer fra interventionsgruppen var døde, mens 26 fra kontrolgruppen var døde. Dog var forskellen efter 13 måneder ikke statistisk signifikant.

Sygdom eller bivirkning

Polyfarmaci er mest udbredt blandt den ældre del af befolkningen. Når antallet af lægemidler vokser, kan det blive svært for både patienter og fagpersoner at overskue.

»Det begynder at blive svært at skelne mellem, hvad der er bivirkninger fra lægemidler, og hvad der er sygdom. Så hvis du har en patient, der går og falder, er det så, fordi patienten er gammel og dårligt gående, eller skyldes det også, at patienten får noget medicin, som giver ham eller hende tendens til at falde?«

»Hvis du får tre lægemidler, så kan de fleste gennemskue det. Men hvis du får femten lægemidler, så begynder det at blive meget mere komplekst. Det bliver svært at overskue for fagpersonerne, som skal håndtere medicinen. Og det bliver sværere for patienten at tage medicinen korrekt,« fortæller Mikkel Bring Christensen.

Deltagerne i studiet fik gennemgået deres medicin, imens de var på Geriatrisk Ambulatorium, som ligger på Frederiksberg Hospital-matriklen. Selvom studiet er slut, er de fortsat med at tilbyde en gennemgang af lægemidler i ambulatoriet.

Patienter, som har brug for at få kigget deres medicin grundigt igennem, kan blive henvist til ambulatoriet af deres egen læge.

»Om tirsdagen ser vi patienter og rydder op i deres medicin. Det er unikt, at vi har dokumentation for, at det, som vi laver, gavner patienterne. Så vi har tilladt os at videreføre det og vil meget gerne have flere henviste patienter fra de praktiserende læger og hospitalerne,« siger Mikkel Bring Christensen.

Læs også: Praktiserende læge: »Første gang fjerner vi mellem tre og fire lægemidler«

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere