Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

PLO-formand: Manglende aftaler om differentiering er Danske Regioners ansvar

Udgivet:
Kommentarer (0)

Kritikken skyder helt ved siden af, når Bo Libergren (V) giver PLO’s manglende samarbejdsiver skylden for, at et nyt lovindgreb nu truer med at fastsætte patientantallet over hovedet på almen praksis. Det mener PLO’s formand, som i stedet kritiserer Danske Regioner for at have nølet sit ansvar for lægedækningen.


Fra politisk side har der længe været et ønske om, at praktiserende læger med mange syge patienter skal have en større del af den samlede pose penge i almen praksis.

Men for PLO har det ikke været politisk tåleligt at tage midler fra nogle læger for at give dem til andre læger. Derfor er de politiske aftaler på området udeblevet, og det rammer nu lægernes interesseorganisation som en boomerang.

Det mener Bo Libergren (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, der i sidste uge udtalte, at det er PLO’s egen skyld, at lægerne nu – med sundhedsministeriets nye lovforslag – står til at miste indflydelse på så afgørende et område, som lægernes egne patientantal.

Christiansborgs tålmodighed med PLO er ganske enkelt brugt op.

Vækker harme i PLO-kredse

Men de udtalelser har i den grad vakt harme i almen praksis, hvor flere praktiserende læger har indfundet sig i kommentarsporet til artiklen for at give Bo Libergren svar på tiltale.

Jørgen Skadborg, formand for PLO, føler også anledning til at råbe op.

»Bo Libergren får det til at fremstå som om, at PLO ikke har ønsket at indgå aftaler, der vil give nogle praktiserende læger færre patienter end andre læger. Men det er ganske enkelt ikke korrekt,« siger han.

»For 2,5 år siden foreslog jeg selv, at vi begyndte at kigge på normtallene i almen praksis for at trække flere læger og penge til de områder af landet, hvor lægerne i dag mangler. Derfor har jeg meget svært ved at se, hvordan PLO selv skulle være skyld i, at vi læger nu risikerer at miste indflydelse på vores egne patienttal.«

Meget er på spil

For Jørgen Skadborg, der har stået i spidsen for PLO siden 2020, er der meget på spil i disse dage.

For selvom almen praksis står på tærsklen til en ny sundhedsreform, som vil kaste den største investering efter det almenmedicinske tilbud i nyere tid, så ser milliarderne ikke ud til at komme uden en pris.


Praktiserende lægers patientantal

Ifølge overenskomstens §14 stk. 1 har praktiserende læger lov til at lukke for patienttilgang, hvis 1.600 patienter er tilmeldt ens lægekapacitet.

Hvis en lægepraksis har 2.700 patienter tilmeldt pr. lægekapacitet, skal der ifølge §15 stk. 1 søges om Samarbejdsudvalgets godkendelse til fortsat at have åbent for patienttilgang.

Med sundhedsreformen ønsker regeringen et opgør med, at alle læger som udgangspunkt har det samme antal patienter. I stedet skal patienttallet i den enkelte lægepraksis afhænge af patienternes behandlingsbehov.

Med et nyt lovforslag lægger Indenrigs- og Sundhedsministeriet op til, at regionsrådene skal fastsætte lægernes individuelle patientantal fremover – med udgangspunkt i en ny national model, som er under udarbejdelse. Dermed vil patienttallet ikke længere være en forhandlingsbrik i overenskomsten.

Kilde: OK25 og Indenrigs- og Sundhedsministeriet


9. marts udløber høringsfristen for regeringens nye lovforslag, som skal bane vej for en række af sundhedsreformens tiltag på det almenmedicinske område. Her lægges der op til, at regionsrådene fremover skal bestemme patientantallet i almen praksis.

Men bliver lovforslaget en realitet, vil der ifølge Jørgen Skadborg være tale om et opgør med hele den aftalebaserede model i almen praksis. Og for lægeformanden er det svært at forstå, hvorfor det er nødvendigt at tage så drastisk et skridt.

»Ender regionerne med at bestemme vores patientantal, så svarer det jo til, at man regulerer den ugentlige arbejdstid på 37 timer hen over hovedet på andre faggrupper. Det er enormt indgribende. Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor det aftalebaserede system nu trues af et lovindgreb, når der ikke har været en konflikt mellem almen praksis og det offentlige i mange år. Vi har altid fundet hinanden i forhandlingslokalet, og jeg er sikker på, at vi ved frivillige aftaler og incitamenter kan få læger i bl.a. de større byer til at tage flere patienter,« siger Jørgen Skadborg.

Han peger på, at praktiserende læger allerede i dag passer 442.000 flere patienter, end de er forpligtet til med det nuværende normtal.

Hvor blev aftalerne af?

Derfor føler Jørgen Skadborg sig også provokeret, når Bo Libergren giver PLO skylden for, at de politiske aftaler om differentiering af lægernes honorar og patientantal er udeblevet, selvom tilløbet har været undervejs i mange år.

Faktum er, at Danske Regioner stort set intet har foretaget sig, når det kommer til at differentiere økonomien i almen praksis

Jørgen Skadborg, formand, PLO

Årsagen er, at det i dag er langt sværere at opretholde den samme indtjening som praktiserende læge i områder med mange syge patienter, fordi kravene til lægernes patientantal og indtjening pr. patient er de samme, som i områder med mange unge og raske borgere. Og derfor har en øget differentiering længe har været et ønske på Christiansborg.

»Var Danske Regioner kommet med en ambitiøs plan for en øget differentiering i almen praksis, så havde vi selvfølgelig lyttet og indgået en aftale. Men i de overenskomstforhandlinger, som jeg har haft med Bo Libergren over årene, har Danske Regioner ikke haft særlig meget fokus på at differentiere hverken patientantallet eller basishonoraret,« siger Jørgen Skadborg.

»I 2018 afsatte Danske Regioner 60 mio. kr. ud af et årligt budget på flere milliarder til at differentiere basishonoraret og i OK25 blev det til en pulje på sølle 20 mio. kr. Faktum er, at Danske Regioner stort set intet har foretaget sig, når det kommer til at differentiere økonomien i almen praksis,« fortsætter PLO-formanden.

Uanset hvem der bærer skylden for de manglende aftaler: Har det så været en strategisk fejl, at I ikke har brugt flere kræfter på at differentiere økonomien i almen praksis, nu hvor det måske ender med at koste jer indflydelse på antallet af patienter i almen praksis?

»Jeg mener ikke, at man kan tale om en strategisk fejl fra vores side. Danske Regioner har haft ansvaret for at sikre lægedækningen i almen praksis siden 2013 uden at foretage sig noget seriøst på området overhovedet. Det er grunden til, at vi står i den situation i dag,« siger Jørgen Skadborg.

Læs også:

19/02-2025 Regionsrådsformand: PLO bærer selv skylden, hvis vi ender med at bestemme antallet af patienter i almen praksis

06/02-2025 PLO-formand advarer mod nyt lovforslag: »Tvang vil få store konsekvenser«


Tilmeld dig vores eftertragtede gratis konference

Praktiserende læger får en endnu mere central rolle i det nære sundhedsvæsen i 2025. I den anledning arrangerer Dagens Medicin en dag i Aarhus og i København med fokus på kompetenceudvikling af de praktiserende læger. Her kan du både få styrket dine evner til at håndtere patienter inden for nogle af de store sygdoms-områder, der fylder i praksis, som f.eks. kvinders overgangsalder, demens, hyperhidrose og diabetes, og du får tid til at netværke.

Se programmer og tilmeld dig her.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere