Almen praksis
Placering af 10 nye lægekapaciteter i Region H er nu fundet
Udgivet:
Kommentarer (0)
Region Hovedstaden besluttede sidste år at oprette 10 nye kapaciteter i Region Hovedstaden. Nu har regionens politikere besluttet, hvor de nye lægekapaciteter skal placeres.
Tilflytningen af borgere til Region Hovedstaden stiger hvert år, mens almen praksis skal løse flere og mere komplekse opgaver i fremtiden.
Derfor besluttede politikerne i Region Hovedstaden tilbage i november, at der for at sikre lægedækningen er behov for 10 nye lægekapacitet i regionen frem mod 2023.
I denne uge besluttede regionens udvalg for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor lægekapaciteterne skal placeres henne.
Tre af kapaciteterne bliver placeret på Amager, mens tre kommer til at ligge på Vesterbro. I Indre By, Vanløse, Gladsaxe og Albertslund kommer der til at ligge én kapacitet i hvert område.
»Vi opretter 10 nye kapaciteter, så vi har læger nok til i år og næste år, hvor vi forventer at blive endnu flere i hovedstadsregionen. Kapaciteterne bliver placeret der, hvor der lige nu er allermest behov for at øge antallet af læger. På denne måde sikrer vi, at der er let og lige adgang for borgerne i hele regionen,« siger udvalgsformand Karin Friis Bach (R) i en udsendt pressemeddelelse.
Formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i Region Hovedstaden, Peder Reistad, glæder sig over de 10 nye lægekapaciteter.
»Antallet af borgere i Region Hovedstaden stiger, og der kommer flere ældre og kronisk syge borgere. Derfor bliver det i stigende grad vigtigt, at vi sammen med regionen og kommunerne i fællesskab kan finde løsninger på de udfordringer, som kommer i de kommende år. Det glæder mig derfor, at vi har et konstruktivt samarbejde med regionen om at afklare, hvor i regionen behovet for praktiserende læger er størst,« siger Peder Reistad, formand for PLO-Hovedstaden.
Del artiklen: