Almen praksis
Performancetræner hjælper praktiserende læger med at nulstille
Udgivet:
Kommentarer (0)
Et nyt kursus skal lære praktiserende læger at være opmærksomme på deres kropssprog og at gå nærværende og lyttende ind til hver eneste patient.
Hvad kan en performancetræner lære en praktiserende læge om patientkommunikation?
At bruge aktiv lytning mere, være nærværende og at vise omsorg, siger Per Barrett-Eriksen, som er skuespiller og performancetræner. Hvis lægerne altså tør.
»De praktiserende læger skal turde at være villige til at træde ud af deres comfort zone. Det er jeg helt klar over. Men det her første hold har været vildt modige og klar på at udvikle sig og deres relation til patienterne. De har turde give slip på deres ego for at lære noget om dem selv og deres patientkommunikation,« siger Per Barrett-Eriksen.
Sammen med Lægernes Uddannelses Forening (LUF) har han netop afholdt et kursus i såkaldt “Budskabstræning” med fokus på praktik frem for teori. Det er der en særlig grund til, som hænger sammen med det, lægerne skal lære.
»Mange kommunikationskurser er kun baseret på teori, og det kan man få et fint diplom på, men jeg har set, at der manglede et mere praktisk kursus, hvor lægerne helt konkret arbejder med, hvordan man kan møde forskellige patienttyper, og hvordan de aktivt lytter og signalerer nærvær,« siger Per Barrett-Eriksen.
Det handler om den performance, den praktiserende læge skal yde overfor hver enkelt ny patient, som sidder overfor dem. Derfor er der faktisk ikke ret langt fra en performancetræner til en praktiserende læge, siger Per Barrett-Eriksen.
En vanskelig patient
En af øvelserne på kurset, kalder Per Barrett-Eriksen for ‘patientsimulatoren’. Det går ud på, at hver læge på kurset gennemspiller en situation med en patienttype, som kan være vanskelig at kommunikere med. Det kan være en patient med sygdomsangst eller en patient, som er meget krævende i forhold forskellige undersøgelser.
»Lægerne får prøvet situationen af i praksis og kan tage erfaringen direkte med hjem og bruge det i hverdagen. Øvelsen er med til, at gøre lægen opmærksom på, at der faktisk er nogle patienter, lægen synes er sværere at håndtere, og hvad det kan gøre ved kommunikationen,« siger Per Barrett-Eriksen.
Det er så vigtigt, at lægerne er opmærksomme på, at de får nulstillet sig selv
Per Barrett-Eriksen, skuespiller og performancetræner
Det er ham, som simulerer den patienttype, lægen har beskrevet i opførsel, kropssprog, stemmeføring og sprogbrug, imens lægen ‘spiller’ sig selv. Øvelsen foregår foran de andre kursister, som giver feedback på, hvad det er lægen gør godt, og det hele bliver optaget på video, så der er mulighed for at se øvelsen igen. Det betyder, at de får mulighed for at se, hvordan for eksempel deres kropssprog virker, når de ser det udefra.
»Det er vigtigt at fokusere på, hvad der fungerer, for det er styrkerne, de skal arbejde med, hvis de gerne vil optimere deres kommunikation og interaktion. Og når de ser dem selv på video, får lægerne en idé om, hvor de kan sætte ind, så det får effekt i deres hverdag,« siger Per Barrett-Eriksen.
Lægerne blev også undervist i, hvordan de lytter aktivt og signalerer det med både krop og stemme. Ud over den første kursusdag, hvor lægerne var samlet, får de to opfølgende besøg af Per Barrett-Eriksen. Besøgene skal hjælpe lægerne med at træne og implementere de nye redskaber i deres hverdag.
Nysgerrighed og forskning
Kurset i budskabstræning, som i næste ombæring får en ny titel, der favner bredere, er bygget på 20 år gammel amerikansk forskning, som Per Barrett-Eriksen tilfældigt faldt over.
»Forskningen viser, at hvis en patient føler sig mødt, at der er tid og omsorg, så klager de ikke. Og det er ikke, fordi jeg er ude i, at vi skal have en ‘nul klage-kultur’, men jeg vil gerne have, at lægen får den bedste mulighed for at kommunikere og diagnosticere deres patienter, fordi de har en god relation,« siger Per Barrett-Eriksen.
Han fattede interesse for emnet og rakte derfor ud til forskeren bag, læge Wendy Levinson, der har skrevet flere videnskabelige artikler om emnet og vist sammenhængen mellem omsorg i lægens stemme og antallet af klager (jeg har artiklerne). Hun gav ham adgang til sin forskning, og det er den forskning, han har brugt til at sammensætte et kursus med forskellige øvelser med udgangspunkt i praktisk øvelse i at lytte, rumme og være nærværende.
Brug for nulstilling
Praktiserende læger er ofte vant til en pakket dag, hvor den ene konsultation afløser den anden uden ret mange pauser, og det betyder, at de skal være særligt opmærksomme på, at de ikke kommer til at bære en stemning med fra én konsultation til den næste. Det kan kræve en mental ganerenser.
»Det er så vigtigt, at lægerne er opmærksomme på, at de får nulstillet sig selv. For hvis de er stressede, travle eller irriterede og tager det med ind i næste konsultation, så er lægen bagud på point fra starten af, for den slags kan patienten mærke. Vi kan simpelthen ikke skjule vores følelser, de dukker op enten i vores tonefald eller i det nonverbale,« siger Per Barrett-Eriksen.
Han taler om et ‘mentalt og emotionelt break’, men det er ikke så langhåret og new age, som det måske kan lyde, og på kurset taler Per Barrett-Eriksen med lægerne om helt enkle øvelser.
»Hemmeligheden er, at man stopper op et øjeblik og fokuserer på vejrtrækningen. Det er det helt dyre råd, jeg giver væk her,« siger han med et tydeligt smil i stemmen.
Det er ikke raketvidenskab, men alligevel er det noget af det første, man glemmer, når man er under pres. Derfor bruger han en del af både kursus og opfølgning på vejrtrækningsøvelser.
»En måde kan være at sætte sig på kanten af stolen med albuerne hvilende på knæene, hvorefter man bukker sig ned. Og så trækker du vejret så langt ned, du kan. Den stilling betyder, at det er næsten umuligt at trække vejret oppe i brystet. Man bliver tvunget til i stedet at trække vejret ned i maven. Det er en manuel ‘over ride’ af pres, stress og jag,« siger Per Barrett-Eriksen.
Sammen med fokus på hvordan den næste konsultation skal forløbe positivt, er det en måde at nulstille sig selv på. Men det er meget individuelt, hvilke behov man har, og én kursist fortalte til Per Barret-Eriksen, at han brugte Ekstrabladet.dk til at rense hjernen.
»De ved det jo godt, men de gør det bare ikke altid. Mit mål er at vise dem, at lægerne faktisk kan spare tid i sidste ende ved at sætte tid af til de her øvelser, fordi de herefter er klar, når de kommer ind til næste konsultation,« siger Per Barrett-Eriksen.
Lægernes Uddannelses Forening
Lægernes Uddannelses Forening (LUF) er en frivillig forening, der siden 2001 har arrangeret kurser og efteruddannelse primært for praktiserende læger. Hvert år udbyder LUF 20-25 kurser, der er ment som et supplement til kurser udbudt af Lægeforeningen og PLO.
»LUF har altid været kendt for at lave kurser, der adskiller sig fra Lægeforeningens. Vi har selvfølgelig faglige kurser, men vi har helt fra starten af været kendt for de mere ‘bløde’ kurser, der handler om for eksempel trivsel, robusthed og patientkommunikation,« siger bestyrelsesformand Per Høeg, som har været frivilligt engageret i LUF siden 2006.
Praktiserende læger kan foreslå emner til kurser, uanset om de gerne selv vil være kursusleder eller bare savner et bestemt emne. Per Høeg har selv været en af de første kursister i budskabstræning, men selv før det, var han ikke i tvivl om, at det ville være et yderst relevant kursus.
»Jeg synes, at det er et meget aktuelt emne. Jeg er selv uddannet for 30 år siden, hvor vi lærte meget lidt om kommunikation, men selvom dem, der bliver uddannet i dag, lærer mere, så er det aldrig nok. For man kan være nok så dygtig rent fagligt, men hvis du ikke kan få din faglighed ud over rampen, så patienten forstår, hvad du taler om, er det lige meget. Det er altid relevant at blive bedre til at kommunikere,« siger Per Høeg.
Man skal være medlem af LUF for at deltage i et kursus, medlemskab koster 225 kroner om året. Mere information på: https://luf.dk/
»Jeg fik lyst til at blive bedre«
For praktiserende læge David Yoon er tillidsskabende arbejde i centrum i hverdagen, men han ville gerne blive endnu bedre til at kommunikere. Derfor har han været på kursus i budskabstræning hos performancetræner og skuespiller Per Barrett-Eriksen.
Praktiserende læge David Yoon er nødt til at udskyde at fortælle om det kursus i budskabstræning, han har deltaget i, med en halv time. Han er nemlig på sygebesøg og vil ikke løbe fra den kaffe og kage, der er sat frem. Og den slags er vigtigt for at vedligeholde de relationer, han og hans kone i kompagniskab har opbygget i deres praksis midt i Odense.
»Det er vigtigt for os, at når patienterne kommer ind i konsultationen, så ved de, at vi gør det allerbedste, vi kan – også når vi afviser en unødig MR-skanning eller penicillinbehandling. Alligevel kan man altid blive bedre. Det kan godt være, at man har ret, men hvis det ikke er det, man formidler til patienten, nytter det ikke noget. Så for mig handler det om at levere budskabet på den rigtige måde.
Når folk går til lægen, så er det ikke af kedsomhed, og for mange ligger der meget tanke bag, så det er vigtigt, at vi kan møde dem med den samme respekt.
Mange af de kommunikationskurser, jeg tidligere har deltaget i, har været fokuserede på, hvad man skulle sige til patienterne, men det her kursus viste mig, hvordan jeg skal gøre det. Tonefald og kropsholdning kan betyde meget for, om beskeden bliver modtaget på den rigtige måde.
Det kan være udfordrende at tale med en patient med funktionel lidelse, som måske ikke altid har erkendt, at de fejler noget psykisk frem for noget fysisk, så det var den type patient, jeg havde taget med til patientsimulatorøvelsen. Det var rigtig rart at få feedback fra de andre læger i forhold til, hvordan de syntes kommunikationen gik, og hvordan jeg blev opfattet udefra.
Men det var endnu mere interessant at se, hvordan de andre håndterede patienterne helt forskelligt fra mig. Jeg troede lidt, at andre stort set gjorde som mig, men nu kunne jeg pludseligt se, hvor mange måder der er at gå til det samme på. Nogle af de andre var imponerende gode til at kommunikere, og det var meget inspirerende at opleve. Jeg fik lyst til at blive bedre. Lidt ligesom hvis man spiller fodbold og ser Messi spille og bliver imponeret over, hvor god man kan blive.
Vi talte også meget om energistyring, og hvordan man sikrer, at man er frisk, imødekommende og på, når man kommer ind til hver eneste patient. Per havde flere forskellige øvelser, man kan bruge til at nulstille sig og falde lidt ned inden næste patient, hvis man er oprørt eller stresset. Jeg er blevet meget bevidst om, at jeg skal tage mig den tid, selvom jeg er ti minutter bagud. Eksempelvis ved at bruge 30 sekunder på, at jeg lige rejser mig, strækker mig og tager dybe vejrtrækninger. Men jeg kan også finde på at gå ind på ekstrabladet.dk og lige tømme hjernen.
Det burde give sig selv, men når man har så travlt, glemmer man at nulstille. Jeg fik øjnene op for noget nyt på det her kursus. Jeg fik noget med hjem, som jeg kan bruge i min hverdag.«
Del artiklen: