Almen praksis
Patienter har fået længere til lægen
Udgivet:
Kommentarer (0)
Antallet af patienter, der krydser kommunegrænsen, når de skal til lægen, er steget med 44 pct. siden 2011. Det viser en ny analyse fra Praktiserende Lægers Organisation.
Danske patienter skal i dag ud på en længere tur for at komme til deres praktiserende læge, end de skulle for ti år siden.
Det viser en ny analyse fra Praktiserende Lægers Organisation, PLO, som har set nærmere på, hvor mange patienter der kommer fra en anden kommune end den, deres lægeklinik er beliggende i.
Udviklingen er fulgt i perioden 2011 og frem til 2020.
Af analysen fremgår det, at mens hver læge i 2011 havde 128 patienter fra andre kommuner, har hver læge i dag 184 patienter fra andre kommuner. Det svarer til, at landets praktiserende læger i den pågældende periode har fået 44 pct. flere patienter fra andre kommuner end den, lægeklinikken har til huse i.
Største stigning i Hovedstaden
Det er især praktiserende læger i Region Hovedstaden, som har mange patienter med et andet postnummer. Her kommer 19 procent af patienterne fra andre kommuner end lægeklinikkens, skriver PLO og forklarer det med kommunetætheden i regionen, men også at Region Hovedstaden har haft mangel på praktiserende læger de seneste år.
I 2019 var det eksempelvis stort set umuligt at finde en praktiserende læge med åben patienttilgang i København, og som konsekvens oplevede mange læger at modtage patienter fra den anden ende af byen, når de åbnede for patienttilgang.
Det kan være en udfordring, da lægens kendskab til de kommunale tilbud i andre kommuner ofte er mere begrænset.
Ifølge PLO kan en konsekvens være, at flere og flere patienter får længere til deres praktiserende læge, fordi det bliver stadig vanskeligere for patienterne at finde en læge tæt på deres bopæl.
Vallensbæk ligger i top
Vallensbæk Kommune er den kommune, som har den højeste andel af patienter fra andre kommuner. Her kommer mere end halvdelen af patienterne fra en anden kommune.
I kommunerne Frederiksberg, Albertslund, Glostrup, Rødovre, Tårnby og Solrød kommer hver tredje patient fra en anden kommune.
PLO foreslår på baggrund af sin egen analyse at komme lægemanglen til livs og forkorte patientens vej til egen læge ved at fastholde ældre praktiserende læger i områder med lægemangel.
Derudover mener organisationen, at man bør iværksætte initiativer, som kan lokke almenmedicinere på landets sygehuse ud i almen praksis, ligesom lægeuddannelsen bør omlægges til at have et større praksisfokus, hvor lægerne blandt andet skal tilbringe mere tid i klinikker fremfor på hospitaler under deres hoveduddannelse.
Del artiklen: