På Lolland lukker lægehusene på stribe: »Det er trist at se ens livsværk smuldre bort«

Umiddelbart er der ikke meget ved de karakteristiske gule mursten og det slidte træværk fra 1970’ernes store byggeboom, der springer i øjnene for den forbipasserende.

Det er trist at se, at alt det, vi har bygget op gennem årene, gradvist smuldrer. Vi har jo fortsat en veneration for egnen og de mennesker, som bor her, og vi synes, at de fortjener en praktiserende læge

Lisbeth Errebo-Knudsen, tidl. praktiserende læge

Men for mange borgere i og omkring den lille by Horslunde på den nordvestlige del af Lolland gemmer Stationsvej 8 på mange minder.

Det var på denne adresse, at Kim Kristensen og Lisbeth Errebo-Knudsen fra 1974 og mere end 40 år frem drev byens lægepraksis, inden de i 2015 satte punktum for en lang og imponerende karriere.

Siden da har ingen praktiserende læger vist interesse for lægehuset, som ægteparret fortsat ejer. Eller for byen for den sags skyld.

Senest har også Nordic Medicare, som lejer lokalerne, meddelt Region Sjælland, at man 1. maj lukker sin udbudsklinik med ca. 2.000 patienter i Horslunde. En beslutning som ikke siger så lidt for en virksomhed, der har gjort en forretning ud af at drive lægeklinik på udbudskontrakter de steder i landet, hvor der ingen praktiserende læger er.

»Det er trist at se, at alt det, vi har bygget op gennem årene, gradvist smuldrer. Vi har jo fortsat en veneration for egnen og de mennesker, som bor her, og vi synes, at de fortjener en praktiserende læge,« siger Lisbeth Errebo-Knudsen, der har rundet de 78 år.

Skriften på væggen i 1990’erne

For Lisbeth Errebo-Knudsen og Kim Kristensen og mange af byens borgere bringer den gule murstensbygning på Stationsvej 8 mange minder frem.Foto: Ingrid Riis

Mindre ærgerlig bliver udviklingen ikke af, at skriften på væggen allerede var tydelig tilbage i 1990’erne, påpeger Lisbeth Errebo-Knudsen.

»Lægernes alder gjorde, at vi allerede dengang kunne trække en streg og se, hvornår vi ville uddø. Men hverken politikerne eller vores egen fagforening, PLO, var lydhøre. Vi var private erhvervsdrivende. Derfor måtte det være vores eget problem,« siger Lisbeth Errebo-Knudsen.

»Og det er jo rigtigt nok, indtil det ikke længere er det, og lægemanglen bliver vores allesammens problem. Og det er det i høj grad blevet.«

De sorte huller på Danmarkskortet

Da Kim Kristensen og Lisbeth Errebo-Knudsen efter at have taget deres turnusuddannelse i USA i 1974 vendte hjem til Danmark for at overtage efter Kim Kristensens far, som havde drevet praksis i Horslunde siden 1938, var situationen på Lolland en ganske anden.

Dengang måtte lægerne fra de større byer bevæge sig ud til små byer som Stokkemarke eller Søllested, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at drive lægepraksis. Og enkelte steder på Lolland bedrev godslægen stadig sit virke helt frem til 1950-1960’erne bl.a. på Halsted Kloster.

»Godsejerne forstod vigtigheden af, at arbejderne og deres familier forblev raske. Lagde arbejderen sig syg – eller pjækkesyg, for den sags skyld – blev det hurtigt bemærket, og vedkommende kunne roligt forvente et besøg af godslægen dagen efter,« fortæller 76-årige Kim Kristensen.

I dag synes de samme øjne ikke længere at våge over lollikerne.

Selvom det efterhånden er syv år siden, at Kim Kristensen og Lisbeth Errebo-Knudsen gik på pension, hænder det fortsat, at tidligere patienter banker på hoveddøren eller græder bag poserne med havregryn oppe i Brugsen, fordi de ikke længere ved, hvor de skal henvende sig.

»Og det er jo næsten ikke til at holde ud,« som Kim Kristensen bemærker.

Ud af de blot 16 lægeklinikker, som er tilbage på Lolland, der med sine 1.243 kvadratkilometer er Danmarks fjerdestørste ø, er de 5 ifølge sundhed.dk placeret i det samme sundhedshus i Nakskov. Ser man bort fra de to særlige lægehuse på Fejø og Femø, der tilsammen vel tæller under 500 patienter, er der ikke mange ‘godslæger’ tilbage at deles om for Lollands befolkning.

Kronprinserne, der forsvandt

Ifølge Lisbeth Errebo-Knudsen og Kim Kristensen knækkede lægedækningen på Lolland for alvor, da først de små sygehuse blev nedlagt og siden, i 2007, amterne til fordel for regionerne.

»Da vi havde Nakskov og Maribo Sygehus, var der sygehuslæger, som begyndte at falde til på egnen, som vi efterfølgende kunne rekruttere til almen praksis. Husker du Helge og Niels Møller, Kim? Inden vi tog til USA, var jeg også på Maribo Sygehus for at snuse lidt til det. Da sygehusene blev nedlagt, forsvandt en del af rekrutteringsgrundlaget,« siger Lisbeth Errebo-Knudsen.

Et af problemerne hernede er jo også, at når vi snakker læge, så er det selvfølgelig fysiske problemer, som folk henvender sig med, men det er i høj grad også psykiske og sociale problemstillinger

Kim Kristensen, tidl. praktiserende læge

Og hver gang den specialiserede behandling på sygehusene blev flyttet længere væk, så fulgte det almindelige næsten altid med.

»Vores ene søn Mads er i dag praktiserende læge i Køge. Han ville gerne være blevet i området, men hans kone var ved at uddanne sig til øre-næse-hals-specialist, og så lukkede de specialet i Nykøbing. De flyttede så til Næstved, hvor afdelingen kort tid efter også blev lukket. I dag er de bosat i Køge, hvor det store, specialiserede regionshospital i Region Sjælland ligger. Og hvorfor gør det i grunden det? Så tæt på København,« spørger Kim Kristensen.

Også Tommy Budek, der i 1997 blev kompagnon i lægehuset på Stationsvej 8, var udset som mulig arvtager. Men i 2007 løb han ind i ‘en meget sød’ praktiserende læge fra Holbæk og blev ‘drønforelsket’, som Lisbeth Errebo-Knudsen udtrykker det. Og så flyttede han.

Lægehuset på Stationsvej hænger ægteparret derfor på endnu.

De lidt for tunge patienter

»Et af problemerne hernede er jo også, at når vi snakker læge, så er det selvfølgelig fysiske problemer, som folk henvender sig med, men det er i høj grad også psykiske og sociale problemstillinger,« siger Kim Kristensen.

Den udvikling er blevet forstærket yderligere de senere år, og det har gjort jobbet som praktiserende læge på Lolland mere udfordrende og mindre økonomisk attraktivt. Patienterne er ganske enkelt dårligere kørende end de fleste andre steder i landet.

»Kan du huske dengang, du kørte lægevagter i Næstved, da vi kom hjem fra USA? Kunne patienterne ikke klare sig i København, sagde vi altid, at Dyssegårdsparken i Næstved var første stop. Gik den ikke der heller, så hjalp kommunerne dem videre til Lolland,« siger Lisbeth Errebo-Knudsen.

»Når du læser medicin i dag, så er det meget teoretisk i starten. Du begynder først for alvor at se patienter, når du bliver KBU-læge. Og så bliver du forskrækket. Jeg vil tro, at vi har haft 40 uddannelseslæger hos os gennem årene, som alle var her i et halvt år. Der var et par mulige arvtagere iblandt, men de syntes alle, at patienterne var lidt for tunge og for syge,« siger Lisbeth Errebo-Knudsen.

Pilskæve ydelsestabeller

Det er, som om at det er blevet gammeldags at have ‘hands on’, og nu tror regionerne tilmed, at coronakrisen gør, at vi kan løse det hele over videolink. Men en gang imellem må man altså have stetoskopet frem, blusen op og lytte til tarmene, hvis patienten har ondt i maven

Lisbeth Errebo-Knudsen, tidl. praktiserende læge

Grundlæggende mener de begge, at det er på tide at få taget et opgør med de nuværende ydelsestabeller i almen praksis, hvis udviklingen skal vendes. Det er de koder, som lægen skriver på sin faktura til regionen, alt efter ydelse og aktivitet i lægehuset, og den honorering er ifølge lægeparret pilskæv.

»De læger, som har hænderne oppe af lommerne, og som tager de tunge patienter eller de gamle koner på krykkestok, hvor det tager en halv time blot at få tøjet af, og hvor du skal kæmpe om dørhåndtaget efterfølgende for at holde tiden bare en smule. De læger skal have en større del af kagen end i dag. Som tingene er, kan det økonomisk langt bedre betale sig at sidde ved et kollegium og udskrive p-piller,« siger Kim Kristensen.

»Det er, som om at det er blevet gammeldags at have ‘hands on’, og nu tror regionerne tilmed, at coronakrisen gør, at vi kan løse det hele over videolink. Men en gang imellem må man altså have stetoskopet frem, blusen op og lytte til tarmene, hvis patienten har ondt i maven,« siger Lisbeth Errebo-Knudsen.

‘Hope is not a strategy’

Hvad angår fremtidens lægedækning på Lolland, er de enige om, at den ser dyster ud. Ja, faktisk er den negative udvikling på mange måder allerede slået igennem, og det er et deprimerende syn.

»Medmindre der sker noget helt utroligt, ender det med, at vi har lidt praktiserende læger i Maribo og Nakskov til borgerne på hele Lolland. Og så vil der komme flere sygeplejeklinikker i lægernes sted. Vi har en del sygeplejersker herude, som er gift med landmænd og sætter pris på, at de kan slippe for de skæve vagter på sygehusene,« siger Lisbeth Errebo-Knudsen.

Vores sygehusvæsen er en kolos på lerfødder, og lige om lidt ryger det hele videre til hospitalerne, når lægerne ikke længere er der til at sortere i det, og så er jeg bange for, at dele af sundhedsvæsnet bryder sammen

Kim Kristensen, tidl. praktiserende læge

Men for mange af de helt tunge patienter, eller de borgere, som sidder og sander til rundt om i husene på egnen, er udviklingen en tragedie.

»Kommunerne kan ikke løfte det. Alligevel mener regeringen og regionerne, at det hele skal sendes ud i primærsektoren. Vores sygehusvæsen er en kolos på lerfødder, og lige om lidt ryger det hele videre til hospitalerne, når almen praksis ikke længere er der til at sortere i det, og så er jeg bange for, at dele af sundhedsvæsnet bryder sammen,« siger Kim Kristensen.

Hvad håber I, at der kommer til at ske?

»Har du ikke hørt om Barbara Bertelsen (Statsministeriets departementschef, red.)? Hope is not a strategy,« griner Lisbeth Errebo-Knudsen.

»Nej. Vi håber da meget, at vi som samfund kan finde en model, hvor der er nogle, som tager sig af de tungeste patienter hernede. Andet kan vi ikke være bekendt,« siger Lisbeth Errebo-Knudsen.

Og helt opgivet har Lisbeth Errebo-Knudsen trods alt ikke.

Sammen med dagplejemoderen, sygeplejersken, sognepræsten og gymnastikinstruktøren er Lisbeth Errebo-Knudsen med til at slå endnu et slag for Horslunde, der i 2010 blev kåret til årets landsby af Landdistrikternes Fællesråd.

Stillingsopslaget udløb 20. december, og der var ingen ansøgere.

Læs også:

Region Sjælland om lægemanglen: Vi arbejder på en lokal løsning i Horslunde

Nordic Medicare: Region Sjællands lønpres tvinger os til at lukke to læge­klinikker på Lolland

Timeløn på 1.600 kr. og skiftende vikarlæger: Region Sjælland kæmper en desperat kamp for at bemande egne lægeklinikker