Reportage: Asylcenterlæge i krigstid

Da læge Lena Westh møder i Asylcenter Vesthimmerlands klinik klokken 8 om morgenen, går hun straks i gang med at tjekke den dagsplan, som klinikkens to sygeplejersker har tilrettelagt for hende. 16 patienter skal hun nå inden fyraften.

Opgaverne ligner på mange måder dem, der findes hos en almindelig praktiserende læge: smerter i ben, smerter i hofte, ønske om henvisning til psykolog, toårsundersøgelse, inkontinens, hæmorider og opfølgning på medicin.

Men til forskel fra en almindelig praksis taler ni af Lena Wesths patienter denne onsdag hverken dansk eller engelsk. Derfor er der bestilt telefontolk – og der er sat en halv time af til hver af patienterne. Desuden har en af beboerne i asylcentret, ukrainske Oksana Andrushko, stillet sig til rådighed som frivillig tolk, idet hun taler flydende engelsk.

Det skal dog vise sig, at Lena Westh – helt som vanligt – får flere ekstraopgaver i løbet af dagen, bl.a. fordi de to sygeplejersker og sundhedsplejersken får brug for en lægelig vurdering af ‘deres’ patienter.

Børn giver hektisk aktivitet

Mellem klokken 10 og 11 bliver situationen allerede temmelig hektisk. Flere gange bliver der banket på døren til lægens konsultation – eller hun bliver tilkaldt fra de åbne døre, når hun er på vej til venteværelset.

»Vil du kigge ind til mig? Jeg vil gerne have din vurdering af det her,« spørger sygeplejerske Helle Thorhauge.

En dreng ligger på briksen. Han har ondt i maven, feber og halssmerter. Forældrene er bekymrede. Lægen kommer og trykker på maven for at tjekke, om det kan være blindtarmsbetændelse. Alt tyder på en virusinfektion, og derfor ordinerer hun Panodil. Drengen kommer på vægten for at afgøre dosis. 10 ml maks. fire gange dagligt. Forældrene taler lidt dansk, og de bekræfter, at flydende smertestillende er bedst. De får besked om, at medicinen kommer til Dagli’Brugsen i Ranum samme eftermiddag.

Straks efter bliver Lena bedt om at kigge ind til sundhedsplejerske Gerda Bruhn, hvor en ukrainsk mor er kommet ind med sine tre drenge, der har udslæt på hænderne.

Asylcenter Vesthimmerland ligger i Ranum. Her bor i øjeblikket cirka 400 asylansøgere, hvoraf omkring halvdelen er flygtninge fra Ukraine.Foto: Diana Holm

I samråd vurderer de, at der højst sandsynligt er tale om eksem. Om end muligheden for børnesår også drøftes. Der er dog ikke tegn på infektion. I første omgang skal drengene have ordineret en fed hormoncreme at smøre med.

Gerda Bruhn får drengene til at smile, da hun prøver at udtale den ældste drengs navn, Oleksej, på forskellige mærkelige måder.

Oksana Andrushko oversætter, da Oleksej har et meget vigtigt spørgsmål: ‘Må jeg komme i skole?’ Han lyser op, da svaret er ja.

Drengene får en ny tid fem dage senere hos sundhedsplejersken til opfølgning.

Der kaldes igen på læge Lena Westh. For en ukrainsk pige er kommet til skade i børnehaven. Det bløder fra en lille flænge på hagen, og pigen græder højlydt.

Lægen fortæller, at hullet skal renses og holdes lukket med strips.

»It will close it and then heal. No water on it,« formaner Lena Westh.

Og så får moderen besked om at holde øje med eventuel varme, rødme og hævelse, da der i så fald kan være mistanke om infektion i såret.

I venteværelset sidder en tjetjensk mor med sin datter, der allerede har været inde hos sundhedsplejersken til toårsundersøgelse. Hun hentes nu af Lena.

Dialogen foregår via telefontolk.

»Du kan informere hende om, at sundhedsplejersken har noteret, at hun er en fuldstændig sund pige. Jeg vil nu lytte på lunger og hjerte,« siger Lena til tolken.

Oversættelsen klares let, og den lille pige er helt tryg ved stetoskopet.

»Hun er en fin pige, der trives og har det godt. I skal fortsætte det gode arbejde som forældre,« siger lægen via tolken.

Da moderen herefter vil spørge til sin egen medicin, får hun venligt men bestemt besked om, at det må klares en anden dag.

»Det er vigtigt, at hun bestiller en tid til sig selv. I dag er det pigen, der er på programmet,« siger Lena til tolken.

Da kvinden er gået, konstaterer lægen, at tidsplanen alligevel overholdes.

En kvinde fra Syrien har tilbagevendende problemer med ryggen. Lægen Lena Westh minder hende om, at gentagne og hyppige øvelser – samt aflastning – er den bedste medicin.Foto: Diana Holm

»Nogle gange er man nødt til at presse lidt på, for at folk holder sig på sporet. Men det gik jo nemt med hende her, og det passer perfekt, at vi klarede den konsultation lidt hurtigere, når der nu var de akutte ting lige før.«

Den næste konsultation kommer til at udfordre tidsplanen.

Medicinsk detektivarbejde

En ældre ukrainsk kvinde er ankommet til Danmark med en posefuld medicin, og nu skal lægen vurdere den lange liste over sygdomme og medikamenter i forhold til fornyelse af recepten i en dansk kontekst.

Via den frivillige tolk, Oksana Andrushko, får lægen at vide, hvilke sygdomme kvinden har.

Læs også:

Forelsket i et anderledes arbejdsliv

Fra to til seks asylcentre på få uger

Der nævnes astma, hjerteproblemer, tarmproblemer, for højt blodtryk, hoftesmerter og medicinallergi.

Lena Westh spørger ind til, hvilken slags medicin den ældre dame er allergisk over for. ‘Næsten al slags’ er svaret.

Lægen vender tilbage til dette. Men først tager hun fat i astmamedicinen. Der bruges Ventoline. Patienten rådes til også at bruge inhalator, der virker forebyggende mod astmatiske anfald.

Mens temperaturen stiger i lokalet, kan Lena Westh konstatere, at patientens seneste blodtryksmålinger ikke viser for høje værdier.

Én type blodtrykssænkende medicin undrer hun sig meget over, efter at have googlet den.

»Diacor er til diabetespatienter, og du behøver ikke at tage det,« fortæller lægen.

Lena Westh studerer den lange liste af medikamenter, som en ældre ukrainsk kvinde har med sig til Danmark. Nu skal hun vurdere, hvad der stadig er relevant ud fra sygdomsbilledet – og hvad der kan udskrives i Danmark.Foto: Diana Holm

»Min kardiolog har anbefalet det, og jeg har taget det i 14 år,« lyder svaret fra kvinden.

Da Lena Westh har spurgt ind til, om patienten har diabetes, og da svaret er negativt, anbefaler lægen at stoppe med denne ene slags – og i øvrigt nedsætte dosis af den anden slags blodtrykssænkende medicin.

Kvinden er bekymret for, hvad der nu kan ske. Hun får besked på selv at måle blodtrykket med sit apparat derhjemme. Lægen lover, at hun ikke lades i stikken.

»Jeg giver besked til sygeplejerskerne om, at du måler blodtrykket over de næste tre-fire dage. Hvis det er meget højt – over 150 – kan du kontakte klinikken, så kalder vi dig ind og finder noget alternativt,« siger Lena Westh.

Kvinden fortæller, at hun netop har fået brev om, at hun skal flytte ud i en kommune, idet hun har fået opholdstilladelse.

»Det er ikke et problem. Hun skal kontakte lægen der. Vi deler oplysningerne. Vi arbejder sammen og finder en løsning,« forklarer Lena Westh.

Kvinden får også at vide, at hendes type af smertestillende medicin ikke udskrives i Danmark, så i stedet vil hun få Panodil. Ligeledes anbefales hun at bruge injektioner med adrenalin i stedet for et ukrainsk kombinationspræparat – vel at mærke hvis hun får svære allergiske reaktioner – og derefter tilkalde en ambulance.

Til sidst skriver lægen en ny medicinliste til patienten, som virker tilfreds og taknemmelig efter konsultationen, selv om der er mange ændringer i recepten.

»Vi præsenteres i øjeblikket for rigtig meget medicin, som vi ikke bruger i Danmark,« konstaterer lægen, efter at kvinden er gået.

Anderledes tilgang til medicin

De faste sygeplejersker på centret i Ranum, Helle Thorhauge og Marianne Rask Hansen, kan berette, at de meget ofte møder en kulturel barriere i forhold til medicinudskrivning.

»De bliver så vrede, hvis vi ikke kan udskrive penicillin, straks de har symptomer på influenza eller forkølelse. Ukrainerne kalder det sirup. Sommetider har de ikke engang selv undersøgt, om de har feber.«

Nogle gange låner asylansøgerne medicin af hinanden. En dag for nogen tid siden gav en far sin 17-årige datter nogle Viagra-piller i den tro, at det var aktivt kul, der anvendes mod diarré. Pigen fik det naturligvis meget dårligt og måtte akut indlægges på sygehuset.

Asylansøgerne kan henvende sig til sygeplejerskerne hver dag i tidsrummet mellem klokken 7.30 og 8. Helle Thorhauge og Marianne Rask Hansen er meget erfarne i klinikken og kan vurdere, om der er behov for konsultation hos lægen, som kun er til stede én dag om ugen.

Den ukrainske kvinde taler hverken dansk eller engelsk, men denne gestus er vist ikke til at misforstå.Foto: Diana Holm

Ved akutte tilfælde kan sundhedspersonalet altid konsultere lægen, som har vagttelefonen. Som oftest er det Lena Westh.

Sygeplejerskerne kan også via blodprøver undersøge, om en patient har en bakteriel infektion.

Som ansatte i et asylcenter har de videre rammer end sædvanligt for at sætte behandling i værk, uden at en læge har været konsulteret.

Nogle asylansøgere kontakter klinikken meget ofte, idet de håber, at sygdom kan give dem en humanitær opholdstilladelse, hvilket i praksis er meget svært at opnå. Selv terminale kræftpatienter får afslag, kan sygeplejerskerne berette.

Sundhedsydelsen til asylansøgerne er i øvrigt begrænset af det såkaldte NUS-princip (nødvendig, uopsættelig smertelindring).

»Det er lidt på samme måde som at være turist i et land. Alt, hvad der kan vente, til du vender hjem – eller får ophold – skal vente,« siger Helle Thorhauge.

Det vil f.eks. sige, at man godt kan få smertelindring til knæet, men man kan ikke blive indstillet til operation.

Der er dog undtagelser:

»Alt med børn tager vi så hurtigt som muligt,« understreger Helle.

Psykosomatiske lidelser

Mange asylansøgere har psykosomatiske lidelser, og da de er velkendte af sygeplejerskerne, er de tilpas tilbageholdende med at visitere dem til en lægekonsultation.

En af dem, der nu kommer til, er syriske Asia, der har været i asylsystemet så længe, at hun taler dansk.

En ukrainsk pige er kommet til skade i børnehaven og har fået en lille flænge på hagen. Lægen tilkaldes.Foto: Diana Holm

Asia har haft tre diskusprolapser, og hun klager over smerter i ryggen.

»Jeg har så ondt, at jeg næsten råber,« fortæller hun med en af sine drenge siddende på skødet.

Lægen spørger til hendes brug af smertestillende – og om hun husker de øvelser, hun har fået besked på at lave tidligere.

»Det ikke hjælper,« siger hun.

Lægen lytter, men er også meget klar i sin vejledning af, at gentagne øvelser over lang tid – og opmærksomhed ved brug af ryggen – er løsningen.

»Pas på med den lille fyr, når du løfter ham. Det er meget vigtigt, at du aflaster din ryg, når den er så svag. Og husk så at få trænet med alle de øvelser, du kender. I lang tid. Du ved, det virker.«

Udenfor i asyllejrens klinik møder vi igen Oksana. Hun er uddannet lærer, men arbejdede i telekommunikation, før hun måtte forlade sit hjem i Kiev 2. marts. Siden 8. marts har hun været i Ranum, og ukrainerne kontakter hende ofte via WhatsApp og beder om hjælp til tolkning, når de har fået en tid i klinikken.

Oksana oplever også den kulturelle barriere i forhold til sundhed og sygdom.

»Ukrainerne er lidt i chok, fordi I ikke giver så meget medicin i Danmark,« siger hun.

Oksana understreger dog, hvor taknemmelig hun er for at være i sikkerhed i Danmark – og både hun og de andre ukrainere er meget glade for hjælpen i klinikken.

»Doktoren og sygeplejerskerne giver os al den hjælp de kan. De gør deres bedste, og de er virkelig gode til at informere os,« pointerer Oksana Andrushko.