Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Nyt råd skal drøfte modernisering af honorarstrukturen i almen praksis

Udgivet:
Kommentarer (0)

Formanden for Etisk Råd, Leif Vestergaard, bliver formand for nyt råd, der skal komme med et forslag til at modernisere og forenkle den nuværende honorarstruktur for praktiserende læger.

Den nuværende honorarstruktur for praktiserende læger har brug for at blive moderniseret og forenklet. Derfor har PLO og regionerne nedsat et uafhængigt råd, der skal komme med bud på, hvordan det kan realiseres. Formand for Etisk Råd, Leif Vestergaard, står i spidsen for rådet.


Et uafhængigt råd skal komme med forslag til en reform af de nuværende honorarmodeller i aftalen om almen praksis. Formand for Det Etiske Råd Leif Vestergaard Pedersen skal stå i spidsen for det nye råd.

Det skriver PLO i en pressemeddelelse.

Med henblik på en aftalefornyelse skal rådets konklusioner drøftes af Praktiserende Læger Organisation (PLO) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) i foråret 2023.

PLO’s formand Jørgen Skadborg håber, at en justering af honorarstrukturen kan lette arbejdet hos de praktiserende læger og sikre, at patientbehov bliver tilgodeset.

»Min ambition er, at PLO’s medlemmer får en mere ubureaukratisk hverdag med en mindre kompliceret honorarstruktur og dermed også et bedre arbejdsmiljø i klinikkerne. Samtidig skal vi sikre, at honorarstrukturen understøtter, at der ydes den største indsats til de patienter, der har de største behov. Sådan er det ikke altid i dag,« fortæller Jørgen Skadborg.

Modernisering og forenkling af strukturen kan ifølge Bo Libergren (V), næstformand for RLTN, være med til at styrke samarbejdet på tværs af sundhedsvæsenets sektorer.

»Det er vigtigt, at honorarstrukturen understøtter den bedste behandling for patienterne. Almen praksis er en hjørnesten i sundhedsvæsenet, og samarbejde og koordination med det øvrige sundhedsvæsen er helt centralt for, at patienter kan opleve smidige forløb og undgå unødige indlæggelser på sygehuset. Jeg ser meget frem til at modtage rådets forslag,« siger Bo Libergren.

Desuden skal en forenkling af modellerne sikre korrekt brug af overenskomsten samt gøre det entydigt, hvordan de forskellige ydelser skal bruges.

Foruden formanden vil rådet også bestå af to eksperter, tre praktiserende læger og tre medlemmer med erfaring inden for administration af den nuværende ordning.

Rådets medlemmer

Medlemmer med ekspertise inden for sundhedsøkonomi og forskning:

  • Leif Vestergaard

  • Mickael Bech, forsknings- og Analysechef i VIVE

  • Jens Søndergaard, leder af Forskningsenheden for almen praksis i Odense og Esbjerg

Medlemmer med erfaring i at praktisere inden for overenskomstområdet:

  • Helle Skou, praktiserende læge, Nibe

  • Christian Rosendahl, praktiserende læge, Kolding

  • Bo Theilgaard, praktiserende læge, Præstø

Medlemmer med erfaring med administration af den nuværende struktur:

  • Carsten Haugaard Kvist, kontorchef for Nære Sundhedstilbud, Region Nordjylland

  • Mette Jensen, økonomidirektør og direktøransvarlig for praksisområdet, Region Midtjylland

  • Anne Jastrup Okkels, hospitalsdirektør ved Herlev og Gentofte Hospital


Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere