Nye retningslinjer peger på behov for national handlingsplan på osteoporoseområdet

Jeg har med stor interesse læst debatindlægget af Johan Ludvig Reventlow, formand for osteoporosearbejdsgruppen under DSAM, bragt i Dagens Medicin 30. oktober.

Når jeg læser Reventlows indlæg, ser jeg nemlig enighed i flere centrale punkter i forhold til formålet med DSAM’s opdatering af kliniske vejledninger (retningslinjer) om osteoporose til praktiserende læger.

Tak for det – vi glæder os til at se dem.

I det følgende vil jeg blive mere konkret. Jeg vil samtidig også forholde mig til, at en opdatering af de nævnte retningslinjer ikke bare er tiltrængt – de nuværende er fra 2002 – men også er en vigtig brik i et samlet puslespil, nemlig en national handlingsplan, som går på tværs af sektorerne i vores sundhedsvæsen, og som stiller alle patienter lige uanset geografi.

Ikke kun lægernes ansvar

Konkret vil jeg fremhæve det positive i, at de praktiserende læger ifølge de kommende retningslinjer ser ud til at tage mere ansvar i forhold til opsporing af osteoporose.

Når man bliver syg eller har ondt et sted, er man ofte i kontakt med sin praktiserende læge. Opdaterede retningslinjer inden for store og vigtige folkesygdomme som osteoporose kan med andre ord være afgørende for, at patienter bliver opsporet og dermed kan sættes i den rigtige behandling.

Det er for vidtgående at anføre, at lægerne selv skal bestemme, hvilke patienter der skal udredes og behandles for osteoporose. Jeg påskønner, at lægerne vil påtage sig et ansvar, men i praksis kan det blive problematisk, hvis vilkårlighed og personlige inter­esser får for stor påvirkning på behandlingstilbuddet

Ulla Knappe, landsformand i Osteoporoseforeningen

Vi ved fra erfaringer med en samlet sundhedsaftale på osteoporoseområdet i Region Nordjylland, at samarbejde på tværs af sektorer giver rigtig god mening. Konkret betyder det, at når de praktiserende læger har fokus på risikofaktorer, så kan det sende flere patienter til udredning og i sidste ende forebyggelse eller behandling.

På den baggrund arbejder Osteoporoseforeningen for, at der i hele Danmark og på tværs af sektorer bliver lavet en fælles national handlingsplan, som rækker videre end praktiserende lægers ansvarsområder.

Jeg vil senere uddybe hvorfor.

Opsporing før forebyggelse

Før jeg fortæller mere om behovet for en national handlingsplan, vil jeg gerne anerkende, at det ikke er hensigtsmæssigt at sygeliggøre unødvendigt mange.

Det er vigtigst at opspore de personer, som har sværest osteoporose eller størst risiko for at udvikle sygdommen. Mange gange kan sygdommen nemlig forebygges eller behandles, så den ikke udvikler sig og giver smertefulde brud.

Men når Sundhedsstyrelsen siger, at ca. 600.000 danskere har sygdommen, og at kun 172.000 er diagnosticeret, så er vi nødt til at forholde os til det forhold, at for få får hjælp.

Fælles indsatser virker

Som Johan Ludvig Reventlow skriver i sit debatindlæg, har praktiserende læger en vigtig rolle i opsporing af sygdomme som osteoporose. Men det er for vidtgående at anføre, at lægerne selv skal bestemme, hvilke patienter der skal udredes og behandles for osteoporose. Jeg påskønner, at lægerne vil påtage sig et ansvar, men i praksis kan det blive problematisk, hvis vilkårlighed og personlige interesser får for stor påvirkning på behandlingstilbuddet.

Det får mig frem til min pointe om vigtigheden af retningslinjerne og en fælles national handlingsplan.

Det vil nemlig være langt mere hensigtsmæssigt, hvis vi i både retningslinjer og en national handlingsplan får beskrevet, hvilke patientgrupper som skal tilbydes udredning og behandling, samt i hvilken retning disse patientgrupper skal vejledes.

Tilbage i Region Nordjylland har det eksempelvis vist sig yderst positivt, at region og kommuner har fokus på forebyggelse af brud som følge af osteoporose. Deres fokus hænger samtidig sammen med, at de praktiserende læger spiller en rolle i opsporingen af risikopatienter, og flere henvises dermed til DXA-scanninger.

Gode fremtidsmuligheder

De gode erfaringer bør naturligvis følges op, så alle danskere med osteoporose får samme muligheder.

Desværre er det lige nu vilkårligt og ulige rundt i landet – også i forhold til patienters sygdomsmestring og rehabilitering, da kun 22 af landets 98 kommuner har et egentligt tilbud om patientuddannelse på såkaldte osteoporoseskoler.

Jeg har selv rejst rundt i landet og bidraget til oprettelsen af disse skoler, som giver flere mulighed for, at patienter lever bedre med osteoporose. Videnscenter for Knoglesundhed har grebet bolden og udarbejder en skabelon for, hvad en skole skal indeholde, hvilke behov den skal dække, og hvem tilbuddene skal målrettes til, så kommunerne har et effektivt redskab at tage til sig – og som de praktiserende læger og regionshospitalerne vil kunne oplyses om og henvise til.

Med andre ord ligger samarbejdsmodellen og mulighederne for mere lighed i sundhed for fødderne af os, og når DSAM forhåbentlig snart præsenterer de nye retningslinjer for osteoporose, så er grundlaget for en national handlingsplan endnu stærkere.

Nu er spørgsmålet, om politikerne vil være med?