Almen praksis
Ny rapport: Danmark dumper igen i osteoporose-behandling
Udgivet:
Kommentarer (0)
Brækker man knogler efter 50-årsalderen, bør det være oplagt at have systematisk udredning, mener professor og overlæge Bente Langdahl. Hun er en af oplægsholderne på torsdagens osteoporosekonference på Christiansborg.
En ny opgørelse understreger, at osteoporose-behandlingen i Danmark halter efter sammenlignet med andre europæiske lande. Overlæge håber, at torsdagens osteoporosekonference på Christiansborg kan sætte skub i både opsporing og behandling af osteoporose herhjemme.
Danmark ligger i den høje ende af barometret, når det gælder +50-åriges risiko for lavenergifrakturer og risiko for at dø i forbindelse med en fraktur. Til gengæld ligger Danmark i bunden, når det handler om, hvorvidt osteoporose er en national sundhedsprioritet.
Jeg synes simpelthen ikke, at vi kan være bekendt, at vi ikke har nogen plan for den patientgruppe
Bente Langdahl, overlæge, Aarhus Universitetshospital
Det viser den nye rapport ‘Scope 2021: a new scoreboard for osteoporosis in Europe’, der er publiceret i Archives of Osteoporosis. Her har forskere gennemgået tal fra de 27 EU-lande plus England og Schweiz.
Tallene understreger, at der fortsat er brug for en konkret handlingsplan for området, mener Bente Langdahl, der er professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og overlæge på Afdeling for Diabetes- og Hormonsygdomme på Aarhus Universitetshospital.
»Vi har længe vidst, at danskere har en høj risiko, hvad angår osteoporose og osteoporose-relaterede knoglebrud. Nu ser jeg så endnu en gang tal, der dokumenterer det, og jeg synes simpelthen ikke, at vi kan være bekendt, at vi ikke har nogen plan for den patientgruppe,« siger Bente Langdahl og fortsætter:
Stadig ledige pladser
I morgen torsdag 24. juni kl. 11:15-13:45 afholder Dagens Medicin konference på Christiansborg om osteoporose.
Det er gratis at deltage, og der er stadig ledige pladser.
Blandt oplægsholderne er bl.a. Peter Vestergaard, professor, Aalborg Universitet, Bente Langdahl, professor og overlæge, AUH, og Johan Reventlow, praktiserende læge, Slagelse.
Læs hele programmet her. Konferencen kan også live-streames.
Hvis du ønsker at deltage, skal du sende en mail til Tine Rasmussen: tira@dagensmedicin.dk senest kl. 9:00 torsdag 24. juni. Det er gratis at deltage.
»Sverige har samme risiko som os, men de har taget konsekvensen og indført et frakturforebyggelsesprogram på mange af deres hospitaler. Derved har de fordoblet antallet, der får forebyggende behandling. Vi er altså bagud i forhold til lande, vi normalt sammenligner os med.«
Drømmen er en national handlingsplan
Bente Langdahl er en af talerne på torsdagens konference om osteoporose, som Dagens Medicin afholder på Christiansborg.
Her vil forskellige eksperter give deres bud på, hvordan man får taget bedre hånd om folk med osteoporose.
Overlægen lægger ikke skjul på, at hendes højeste ønske er en national handlingsplan på området.
»Netop osteoporose er en sygdom, der skal håndteres af flere specialer, og som kræver koordinering på tværs af sektorer. Derfor er der et særligt behov for at få defineret, hvem der har ansvaret for hvad i en national plan,« siger hun.
Bente Langdahl vurderer, at der formentlig stadig er et stykke vej, før der er politisk vilje til at få vedtaget en national handlingsplan for området. For hende er det først og fremmest vigtigt, at konferencen skubber til det politiske dødvande, som hidtil har omgærdet arbejdet med at få opkvalificeret osteoporosebehandlingen.
På konferencen vil hendes fokus være rettet mod fordelene ved at indføre et såkaldt frakturforebyggelsesprogram (FLS), hvor man screener alle borgere over 50 år med lavenergifraktur.
»Som jeg ser det, er det den lavest hængende frugt, man kan forestille sig. Patienterne kommer ind på sygehuset med deres knoglebrud – vi skal ikke engang ud at lede efter dem. Derfor vil jeg hilse det velkomment, hvis der kommer et skub fra Christiansborg til regionerne med en besked om, at regionerne skal se at komme i gang med det frakturforebyggelsesprogram, så der ikke kommer flere opgørelser, hvor Danmark ligger i top med risiko, men i bund med indsats,« siger hun.
Tværregionalt samarbejde på trapperne
Bente Langdahl har selv været med i en tværregional arbejdsgruppe, der i 2019 blev nedsat i kølvandet på Sundhedsstyrelsens omfattende rapport fra 2018 om opsporing, udredning og behandling af osteoporose.
Omdrejningspunktet i gruppens arbejde har været at komme med bud på, hvordan man kan løfte kvaliteten af osteoporosebehandlingen i hele landet.
I sidste uge sendte den tværnationale arbejdsgruppe en mindre rapport til sundhedsdirektørkredsen i Danske Regioner. Rapporten er endnu ikke offentliggjort, men Bente Langdahl tør godt løfte sløret for, at FLS også her er et centralt punkt.
I virkeligheden er tankerne om FLS slet ikke nye, påpeger hun:
»På Holbæk Sygehus har de haft FLS i nogle år nu, og Region Sjælland har afsat flere penge til FLS og er så småt gået i gang med at implementere det på de øvrige akutsygehuse i regionen. Også Region Midtjylland synes, at det er en god ide, men vil afvente udmeldingen fra den tværregionale arbejdsgruppe. Som jeg ser det, skal vi bare i gang hurtigst muligt«.
Del artiklen: