Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

Ny organisering sparer tid for patienterne

Udgivet:
Kommentarer (0)

Blodprøver, fodscreening og samtaler samlet på ca. tre timer i alt er den måde, som Steno Diabetes Centrenes patienter fremover vil blive kontrolleret på ved såkaldt sammedagsscreening. Initiativet er i gang på tværs af landet, og i Region Midt har de efter det første år gode erfaringer med de nye forløb tilpasset patienterne.


»Det er simpelthen genialt. Jeg var meget imponeret. Det sparer mig for SÅ meget tid.«

Sådan siger Brian Meisner, der har været type 1-diabetespatient siden 2007, og som er tilknyttet Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital.

‘Det’, som Brian Meisner refererer til, er det nye setup for de kontroller, der med jævne mellemrum – typisk en gang om året – foretages af diabetespatienterne, og som er blevet døbt sammedagsscreening. I Region Midt har initiativet kørt siden sidste forår, og som navnet antyder, indebærer konceptet, at diverse undersøgelser for komorbiditet og prøvetagninger bliver foretaget på den samme dag. For patienter som Brian Meisner er det guld værd. Nærmest i bogstaveligste forstand.

For en person som ham er tid lig med penge, som man siger. Han er selvstændig erhvervsdrivende med et firma, der importerer vin fra stort set hele verden til forskellige supermarkedskæder i Danmark og enkelte i Tyskland. En sådan virksomhed indebærer ikke blot en arbejdsdag, der sagtens kan løbe op i 12-14 timer, men også hyppige rejser.

»Sidste år havde vi corona, men i 2019 havde jeg lige knap 90 rejsedage,« fortæller Brian Meisner.

Stor tidsrøver

Med et sådant arbejdsliv siger det næsten sig selv, at det tidligere kunne være en uvelkommen tidsrøver at forberede sig på et diabetes-kontrolbesøg.

»Normalt blev jeg indkaldt, og så skulle jeg en uge før op for at få taget blodprøver. Efter fem minutter kunne jeg så køre hjem igen, og seks dage senere køre til samme sted igen for at have en samtale med en sygeplejerske eller læge. Og jeg skulle derudover også til en privatpraktiserende øjenlæge samt have fødderne tjekket hos en fodterapeut, som skulle sende rapporter ind til sygehuset,« siger Brian Meisner.

Det har ikke altid fungeret, så ­resultaterne er nået til sygehuset ­inden en gennemgang. Men den slags problemer er ryddet af vejen i regionens nye diabetes-setup.

»Jeg fik et tidspunkt, hvor jeg startede med blodprøver om morgenen. Og jeg tænkte, det vist hurtigt kunne gå galt, i forhold til, om svarene når at komme, mens du drøner gennem Skejby og kommer op til resten af behandlingerne og samtalerne. Men da jeg sad inde og fik fødderne tjekket, poppede alle svarene ind på skærmen,« siger han.

»Det fungerede. Og det var også positivt, at alle dem omkring dig vidste lige præcis, hvad det var, du skulle. Du blev fulgt som person, og der var ro på.«

En del af SDC-drejebøgerne

Ikke overraskende er Brian Meisner en af de patienter, som har sagt ja tak til også fremover at blive indkaldt til kontrol på den måde, og det er han ikke ene om.

Ifølge en spørgeskemaundersøgelse, som Steno Diabetes Center Aarhus udsendte til de første 323 af centerets patienter, som deltog i sammedagsscreeningen, var 92 pct. enten ‘i meget høj grad’ eller ‘i høj grad’ tilfredse med den behandling, de fik på dagen. Der var ligeledes høje tilfredshedstal med forløbet og specifikt med, at undersøgelser og samtale lå samme dag.

Undersøgelsen var et pilotprojekt, som centeret vil følge op med større tilfredshedsundersøgelser, når flere patienter har været gennem det nye forløb.

Jeg synes, det er et fantastisk godt tilbud, og vi kan mærke, at patienterne kan lide det. Det med, at de ser en kompetent person, som ud over at undersøge fødder og øjne har blik for, hvordan patienten generelt har det og kommer hele vejen rundt – det er et et godt tilbud

Mette Holsting, oversyge­plejerske, Steno Diabetes Center Aarhus

Ideen om at samle diverse prøver og undersøgelser og kombinere dem med de jævnlige samtaler var nævnt i de såkaldte drejebøger, der blev udfærdiget i forbindelse med, at der blev oprettet et Steno Diabetes Center i hver af de fem regioner. Centrene blev skabt i et partnerskab mellem regionerne og Novo Nordisk Fonden, der ved samme lejlighed gav diabetesområdet et gevaldigt skub i form af en donation på ca. 7,5 mia. kr. til oprettelsen af de fem centre.

En del af de penge er brugt til netop denne ordning.

»Vi har indkøbt øjenfotografikameraer og oplært sygeplejersker i alle diabetesambulatorierne i regionen i at tage billeder. Ud over Aarhus er det Horsens, Randers, Viborg, Herning, Holstebro og Silkeborg. Og de er også oplært i fodscreening, dvs. at lede efter tegn på nerveskader, hård hud, sår og fejlstillinger,« siger overlæge Søren Tang Knudsen, Steno Diabetes Center Aarhus, som leder den kliniske implementering af sammedagsscreeningen i Region Midtjylland.

Hensigten er forebyggelse

Selve måden varierer fra hospital til hospital og fra det ene Steno Center til det andet.

»Man gør det forskelligt på de forskellige sygehuse. F.eks. er der andre steder, hvor det er optikere og fodterapeuter, som laver de respektive undersøgelser, men vi har valgt, at det er samme sundhedsperson, som laver alle undersøgelserne,« siger han.

Tanken er at skabe et så patientvenligt tilbud som muligt, hvor patient og behandler har de bedste muligheder for dialog om både screeningen og andre ting som f.eks. den psykiske mestring af sygdommen.

Nyorganiseringen medfører et betydeligt mere strømlinet forløb for patienten.

»Fidusen er, at vi får taget blodprøver, hvor vi tjekker kolesteroltal, væske- og nyretal og langtidsblodsukker. Patienterne afleverer også en urinprøve, og alt det kan man få hurtigt svar på fra laboratoriet. Derefter går patienten videre over i diabetesambulatoriet og får målt synsstyrken, taget billeder af nethinden og tjekket fødder. Og hvis det er helt galt med f.eks. et sår, kan patienten blive fulgt over i sårambulatoriet. Men ellers går patienten ind hos den behandler, som de kender i forvejen,« siger Søren Tang Knudsen.

Mette Holsting er oversygeplejerske og overordnet koordinator på sammedagsscreening i Region Midt, mens ledende overlæge Søren Tang Knudsen står for den kliniske implementering.

»Her får de svar på prøverne, og vi har den sædvanlige samtale om, hvordan det går med sygdommen. Vi kan så integrere data med deres behandling og f.eks. se, om der er begyndende tegn på nyreskade, for så kan vi optimere medicinen.«

Og endelig udfærdiger patient og læge en plan, hvor det fastlægges, hvornår patienten skal komme igen.

Hele øvelsen går nu som før ud på at forebygge. For med diabetes kan det nemt blive for sent at sætte ind.

»Der kan sagtens være noget, som patienterne ikke mærker noget til. Har man f.eks. skade på øjnene, kan vi behandle bedre medicinsk, men også med laserbehandling, som kan redde synet. Men det skal helst ske, inden patienten mærker noget. Hvis synet først er nedsat, er chancerne for at redde eller bedre det meget dårligere. Det samme med nyrerne. Patienterne mærker ikke noget, før det er rigtig galt,« siger Søren Tang Knudsen.

»Og med nerveskader har vi ikke nogen behandling, vi kan kun forebygge yderligere skade. Den slags ting kan man fange ved screening. Så screening betyder behandling i tide.«

Bedre data

Sammedagsscreeningen indebærer også fordele for lægerne og sygeplejerskerne selv – ikke mindst dem, der forsker, fordi data bliver mere komplette.

Tidligere skete det med jævne mellemrum, at patienterne ikke fik foretaget de forskellige prøver og undersøgelser inden kontrollen. Men sammedagsscreeningens mere strukturerede tilgang betyder, at det problem forsvinder. Desuden kan både læger og forskere nemmere komme til de pågældende data, som genereres af disse undersøgelser.

»Vi håber på som en sidegevinst, at vi får flere data. Vi kan f.eks. ikke indhente data fra fodterapeuter, og vi kan heller ikke umiddelbart få data fra privatpraktiserende speciallæger, medmindre de udsteder et korrespondancebrev, hvilket flere af dem gør, men det kræver, at patienten husker at spørge om det,« siger Søren Tang Knudsen.

»Data vil blive meget mere sammenhængende end før, og det giver masser af muligheder.«

Steno Partners

I Region Midtjylland er sammedagsscreeningen ikke forbeholdt Steno Diabetes Centeret, som ligger i Aarhus. Tilbuddet findes også på de øvrige sygehuse, der har diabetesambulatorier. Det er et eksempel på den samarbejdsmodel, der er blevet døbt Steno Partners.

I Horsens er det afdelingslæge Lene Sundahl Mortensen fra Medicinsk Afdeling, som er Steno Partner-koordinator, og hun har stået for implementeringen af sammedagsscreeningen i Horsens.

»Det kræver en masse organisering at få det sparket i gang,« siger hun.

Blandt andet fordi en vis pandemi kom på tværs af alle mulige nok så veltilrettelagte planer og har forsinket mange ting – også dette initiativ.

»Men nu er vi der, hvor vi kan sige: ‘YES! Nu kører det’. Det startede med, at vi sad i nogle helt små grupper og fandt ud af, hvad det er, vi skal kunne med fødder, øjne osv. Vi har ikke tidligere haft mulighed for at tage øjenbilleder her – vores type 1-diabetespatienter skulle enten til Aarhus eller gå hos en privatpraktiserende speciallæge. Dernæst skulle vi oplære personale, og IT-systemer skulle kunne snakke sammen, så vi kan sende billeder fra det ene til det andet sygehus,« fortæller hun.

»Vi har diabetessygeplejersker, som er en del af det faste personale, men som også er blevet oplært i at tage billederne. De bliver så sendt via nettet til Aarhus, hvor de har øjensygeplejersker oplært i at vurdere sværhedsgraden. Og hvis de er i tvivl, spørger sygeplejerskerne en øjenlæge.«

Centeret i Aarhus står dog ikke for al vurderingen af øjenbilleder. De patienter, som hører til diabetesambulatorierne i den vestlige del af regionen, får billederne vurderet af et team i Holstebro.

Lene Sundahl Mortensen peger også på en intern effekt af den nye måde at organisere de jævnlige kontroller på: at implementeringen har været en god øvelse i samarbejde.

»Vi er også glade for setuppet personalemæssigt. Der har skullet laves aftaler på sygehusene med de biokemiske afdelinger, så vi f.eks. kunne få hurtige blodprøvesvar, og jeg synes, vi er kommet rigtig godt i mål. Jeg synes også, at sygeplejerskerne har været gode i processen med undervisning og oplæring,« siger hun.

»Der skulle også laves informationsmateriale, nye indkaldelsesbreve og nye SFI’er (dokumentationsskabeloner, red). Og vi var ikke kommet i mål uden sekretærer til at koordinere booking, som er et puslespil, når patienten både skal have tid i laboratoriet, ved sygeplejerske og læge.«

Fremtiden

Eftersom sammedagsscreeningen i Region Midtjylland blev introduceret sidste forår, er initiativet således efterhånden veletableret på regionens sygehuse. Men hvad byder fremtiden så på for projektet?

»Vi har ikke umiddelbart tænkt at ændre noget, men vi har forbedret lidt undervejs. Så når patienten kommer til sammedagsscreening, tager vi naturligvis hånd om den medicinske behandling af diabetes og følgesygdomme til den, men vi spørger også ind til andre ting – har dem, der f.eks. bruger pumpe, behov for information og hjælp til det? Har de problemer med infiltrater i huden efter insulininjektioner? Vi kommer hele vejen rundt om behandlingen og taler generelt om, hvordan patienterne har det,« siger oversygeplejerske Mette Holsting fra Steno Diabetes Center Aarhus, der står for den overordnede koordination af sammedagsscreeningen i Region Midt.

I forvejen taler sygeplejersker og læger med patienterne om f.eks. KRAM-faktorer. Og patienter kan få tips til f.eks. at mestre diabeteshåndteringen i et arbejds- og socialt liv, der måske betyder, at de ikke kan spise regelmæssigt, eller at de skal håndtere at tage insulin i ubekvemme situationer.

Den del af samtalerne kan Mette Holsting forestille sig at udbygge fremover.

»Vi arbejder med PAID-spørgeskemaer (Problem Areas in Diabetes), som vi bruger som et dialogværktøj til at snakke med patienterne om, hvordan de har det, samt hvordan de evt. kan få det bedre og leve bedre med diabetes. Det har vi gjort i andre sammenhænge, men ikke endnu lagt ind i samtalen i forbindelse med sammedagsscreeningen,« siger hun.

Diabetescenteret arbejder også med at gøre patientforløbene endnu mere individuelle. Det ser de som en naturlig videreudvikling af de fordele, som sammedagsscreeningen tilbyder.

»Tanken med den årlige status er, at patientens kontaktteam sammen med patienten lægger aftaler for det kommende år, et slags årshjul, som afspejler, hvad der giver mening i forhold til, hvad patienten samlet set har brug for fra os for at kunne mestre sit diabetesliv,« siger Mette Holsting.

»Jeg synes, det er et fantastisk godt tilbud, og vi kan mærke, at patienterne kan lide det. Det med, at de ser en kompetent person, som ud over at undersøge fødder og øjne har blik for, hvordan patienten generelt har det og kommer hele vejen rundt – det er et et godt tilbud.«

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere