Ny målsætning: Nul hoftebrud i Nord

I 2005 registrerede det tidligere Nordjyllands Amt 998 hoftebrud eller lige knap tre om dagen. Sidste år var tallet kommet ned på 685 – under to hoftebrud pr. dag – i Region Nordjylland, som foruden det tidligere Nordjyllands Amt også omfatter bidder af de gamle Viborg og Århus amter.

Regner man det ud i forhold til indbyggertallet, er der tale om en halvering.

Nu vil nordjyderne på ambitiøs vis forsøge at få bugt med resten.

»Mit lille interne slogan er ‘aldrig mere hoftebrud’. Det er lidt højt sat, men det er rart at have høje mål,« siger overlæge i endokrinologi på Aalborg Universitetshospital og lærestols­professor ved Aalborg ­Universitet Peter Vestergaard.

Han er en af arkitekterne bag den tværsektorielle samarbejdsmodel i Region Nordjylland, der tilskrives meget af æren for, at regionen har nedbragt incidensen af hoftebrud væsentligt de seneste år. For eksempel er Nordjylland den af de fem regioner, der har fået reduceret antallet af hofteoperationer hos både mænd og kvinder over 80 år mest i perioden 2014-18. Det viser en oversigt begået af Holbæk Sygehus, Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet, der blev præsenteret på den europæiske osteoporosekongres (ECTS 2021) i foråret.

De højthængende frugter

Aftalen, der blev indført i 2015, etablerer bl.a. et tættere samarbejde mellem hospital, almen praksis og kommunerne, men nedgangen var startet allerede inden. Umiddelbart var det især det generelle fokus på livsstilsfaktorer såsom KRAM (Kost, Rygning, Alkohol og Motion), der gav bonus.

»Vi kan se, at i starten blev der færre, der røg; der var faldforebyggelse; flere spiste D-vitamin, og flere blev fysisk aktive,« siger Peter Vestergaard.

Det er også vigtigt, at kommunen er opmærksom på f.eks. en brækket underarm. Patienterne går ofte til træning hos f.eks. en ergoterapeut, og har du brækket hoften, så er der en hjemmepleje, der kan råbe vagt i gevær

Peter Vestergaard, overlæge i endokrinologi på Aalborg Universitetshospital

»På et tidspunkt begyndte medicin så at tage over som dominerende faktor. Og når vi selv regner på det, kan vi se, at i de første år fra 2005 og til aftalen kom, skyldes ca. halvdelen af faldet i brud medicin og den anden halvdel de andre ting.«

Men jo bedre forebyggelsen virker, jo vanskeligere bliver det at komme endnu længere ned. Når de lavthængende frugter allerede er plukket, og man skal have fat i dem, der hænger højere oppe i træet – hvad så?

»Hvis vi skal have tallet længere ned, tyder det på, at vi må spille på nogle andre strenge, og det er især medicin,« mener Peter Vestergaard.

Forudsætningen for at komme til at forebygge knoglebrud er naturligvis, at patienterne identificeres. En af de vigtigste måder fremover bliver Fracture Liaison Service, dvs. opsporing af relevante patienter inde på hospitalerne. Personalet skal altså have et – endnu mere – intenst blik for de patienter, som allerede har brækket noget og derfor f.eks. er havnet på skadestuen, så de kan blive skannet og evt. komme i behandling for knogleskørhed.

Lykkes dét, er der udsigt til, at den ret høje andel af patienter med hofte­brud, som oplever nye brud, kan nedbringes.

Forskning fra 2015 på basis af ­danske registre viste, at mennesker over 50, som oplever knoglebrud, ofte får nye brud inden for en tiårig periode – og det gælder især, hvis det er hoften, de har brækket. Helt op til 40 pct. af disse patienter bliver gengangere.

Forebyggelsespotentialet burde således være stort. Men det kræver selvsagt en indsats.

»Tanken er, at skadestuen skal i spil, så f.eks. sygeplejerskerne er ­opmærksomme på personer over 50, der har brækket hofte, underarm eller har andre lavenergibrud, så de kan blive henvist til knogleskanning og efterfølgende en vurdering,« siger Peter Vestergaard.

»Og skulle der ske et eller andet, så skadestuen ikke får det gjort, så er egen læge næste step. Men det er også vigtigt, at kommunen er opmærksom på f.eks. en brækket underarm. Patienterne går ofte til træning hos f.eks. en ergoterapeut, og har du brækket hoften, så er der en hjemmepleje, der kan råbe vagt i gevær.«

Gentagelser fremmer forståelsen

Det er for så vidt mange af de samme tiltag, som den nordjyske sundheds­aftale indeholder – og som flere andre regioner også arbejder med på forskellig vis. Folkene i Nord vil blot gerne gå fra øget opmærksomhed til endnu mere øget opmærksomhed.

»Det er sådan lidt, at gentagelse fremmer forståelse,« som Peter ­Vestergaard siger.

»Vi kan se, at almen praksis gør det rigtig godt. Dem, vi får henvist, er lige så syge som for 10-20 år siden, men færre har brækket noget. ­Skadestuerne gør det også godt, men der er rum for forbedring. Vi vil ­gerne have det løftet op på et højere niveau, og der er vi lidt afhængige af systematisk opsporing, og at ­nogen fysisk tager fat i patienterne og får dem til knogleskanning. Det, at man overhovedet kan blive skannet ­inden for kortere tid, skal gøre, at vi får fat i så mange som muligt og sat så mange som muligt i behandling.«

Hvad vil I gøre i forhold til almen praksis?

»Både jeg og mine kolleger er aktive med foredrag, tidligere i tolvmandsforeningerne og nu i klyngerne. De praktiserende læger kommer som regel selv og efterspørger info, fordi de har brug for at få ­fokus på dette her. Der er også mange, der gør en stor indsats, og som via sygeplejerskerne f.eks. følger op på bivirkninger af medicin og sikrer, at den bliver taget rigtigt.«

Og hvad med kommunerne?

»Vi har holdt møder med dem, og mange af dem med osteoporose­skoler har været herinde. Vi har også den ordning, at de kan henvende sig, hvis de har spørgsmål eller er i tvivl om noget f.eks. i forhold til livsstils­faktorer, KRAM osv.«

Hvad kan kommunerne egentlig gøre helt konkret?

»Det er meget lavpraktisk. Tag f.eks. behandlingen med ‘ugetabletten’ – Alendronat – som skal tages en gang om ugen fastende, og hvor patienten ikke må lægge sig ned bagefter. Den kan gives den dag, en ­patient i plejebolig bliver vasket – vi er begyndt at kalde den for ­‘badedagspillen’. Så i stedet for at herse med borgerne om, at de skal huske at tage den pille om torsdagen, så ­gives den af personalet på vaskedagen om fredagen.«

Nye veje

Ud over at fortsætte med intensiveret opsporing, den almindelige fokus på KRAM-faktorer og allerede kendt medicin er der naturligvis også spørgsmålet om nye og bedre behandlinger.

Peter Vestergaard venter sig en del af begrebet ‘treat to target’, hvor man via forskellige medicinske ­behandlinger sekventielt – altså ­givet den ene efter den anden – kan bringe patienternes T-score op på et niveau, hvor de kan stoppe med ­medicin igen.

»Vi har f.eks. en patient i ambulatoriet med en meget lav T-score på minus 5,4. Nu har vi begrundet håb om, at vi kan kombinere forskellige behandlinger sekventielt, så vi med stor sandsynlighed kan få ham bygget op, så han hen ad vejen kan undvære medicin,« siger han.

Og i kulissen spøger ligeledes genomsekventering, som nærmest er blevet det nye sort i sundheds­væsenet, og det gælder også inden for behandlingen af osteoporose.

»Vi har en række lægemidler, som mange reagerer godt på, men der vil altid være en restgruppe, som ikke reagerer godt. Det vil være interessant at få afdækket, om der er nogle signalveje, som man kan påvirke, så man får fat i dem, der ellers ikke ­reagerer på den nuværende medicin,« siger Peter Vestergaard.

Foreløbig er der identificeret nogle patienttyper eller -grupper, som kunne være relevante at tilbyde genomsekventering. Det kunne f.eks. være meget unge personer med hofte­brud og ophobet osteoporose i familien med tidlig debut.

Et andet tilbagevendende begreb i sundhedsvæsenet, multisygdom, er også højst relevant i osteoporosesammenhæng, idet en del medicin, som gives for andre sygdomme, også kan skade knoglerne. Peter Vestergaard nævner f.eks. binyrebark­hormon.

Han glæder sig over, at der lader til at være god forståelse for det samspil, der måtte være mellem behandling for forskellige sygdomme.

»Kræftlægerne har fået det sat i system, og det er der også andre, der har, så hvis man behandler med ­medicin, der skader knoglerne, så bliver patienterne undersøgt og sat i behandling,« siger han.

Hvad angår målet om at få bugt med også de mere genstridige brudtilfælde, er han optimistisk:

»Det bliver sværere og sværere, men det er ikke helt urealistisk. Vi skal behandle 50 patienter i et år for at forebygge et hoftebrud, og nu har vi 16.000 i behandling. Hvis vi kom op på 21.000, så ville vi allerede nu teoretisk kunne forebygge 100 ekstra hoftebrud.«