Almen praksis
Ny aftale skal sikre hurtigere hjælp til voksne med angst og depression
Udgivet:
Kommentarer (0)
Den nye aftale træder i kraft 1. januar 2025, med det formål at få voksne patienter hurtigere til psykiater.
En ny aftale i hovedstaden gør det muligt for praktiserende læger at henvise voksne patienter med nyopstået eller aktuelt forværret angst og depression til en hurtig konsultation med psykiater.
En ny aftale mellem Regions Hovedstaden og Foreningen af Praktiserende Speciallæger skal nu hjælpe voksne med angst og depression til hurtigere konsultation med en psykiater. Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
Med den nye aftale kan de praktiserende læger henvise voksne patienter med angst og depression til en hurtig konsultation hos en psykiater eller praktiserende psykiater uden om de lange ventelister. Den hurtige vurdering hos en psykiater sikrer, at patienterne henvises til de rigtige behandlingstilbud, og psykiateren kan desuden starte behandlingen med det samme, hvis det findes nødvendigt.
Psykiatrien i Danmark har gennem de seneste 10-15 år fået flere indlæggelser end nogensinde før. Det har resulteret i lange ventelister, som er dem som aftalen skal forsøge at udbedre, og det begejstrer Philipp Lange Thomsen, Regionsbestyrelsesformand for Region Hovedstaden i foreningen af Praktiserende Speciallæger:
»Vi ved, at tid er afgørende for, hvor godt man kommer igennem en sygdom som angst eller depression. Nu får vi mulighed for at tale med patienterne tidligere og sørge for, at vi på et tidligere tidspunkt kan målrette behandlingsforløbet, så patienten hurtigere kan få det rette behandlingstilbud.«
Aftalen får ros af de praktiserende læger, som kalder det en god løsning:
»De praktiserende læger er glade for at få muligheden for at kunne henvise patienter med visse psykiske lidelser til en hurtig psykiatrisk vurdering. Det er noget, vi har kæmpet for i flere år, da man har haft meget gode erfaringer med det i andre regioner. Region Hovedstaden viser samarbejdsvilje og lydhørhed, når de nu indgår denne aftale med de praktiserende speciallæger i psykiatri. Med den nye aftale får patienten mulighed for hurtig afklaring. Det er en rigtig god løsning, som vil hjælpe mange mennesker« siger Peder Reistad, formand for PLO-Hovedstaden.«
Den nye aftale træder i kraft 1. januar 2025. Der er blevet afsat 200.000 kr. til ordningen i 2025 og 100.000 kr. om året efter etableringen af ordningen.
Del artiklen: