Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Ny aftale: Praktiserende læger kan hjælpe til på sygehusene

Udgivet:
Kommentarer (0)

Region Hovedstaden og Praktiserende Lægers Organisation har indgået en aftale om, at de praktiserende læger kan hjælpe til på hospitalerne, hvis presset på grund af corona-patienter bliver meget stort. 


Praktiserende læger, som hjælper til med at håndtere almenmedicinske problemstillinger på hospitaler i Region Hovedstaden for at aflaste hospitalspersonalet.

Umiddelbart er der ikke meget, som tyder på, at ovenstående scenarie bliver til virkelighed.

Men skulle den nuværende pandemi atter udvikle sig i en negativ retning og tvinge hospitalerne i knæ, baner en ny aftale mellem PLO og Region Hovedstaden vej for, at praktiserende læger kan give en hånd med på hovedstadens hospitaler.

Formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (K), glæder sig over, at PLO-Hovedstaden har takket ja til aftalen.

»Vi ved, at pandemien har været en hård omgang for vores personale, og der er stadig rigtigt travlt på mange afdelinger. Med denne aftale kan de praktiserende læger være med til at aflaste personalet, hvis vi igen kommer til at opleve et pres på hospitalerne. Og så er jeg rigtigt glad for det gode og konstruktive samarbejde, vi har med PLO-Hovedstaden; både om denne aftale og generelt om fælles løsninger til gavn for borgerne som f. eks. vaccinationsindsatsen i lægepraksisserne,« siger Christoffer Buster Reinhardt i en udsendt pressemeddelelse.

Også formand for PLO-Hovedstaden, Peder Reistad, er godt tilfreds med aftalen.

»Hvis indlæggelsestallene udvikler sig, så hospitalerne bliver pressede, giver det god mening, at vi praktiserende læger kan hjælpe, f.eks. med at vurdere patienter, som er henvist fra 1813. Også i almen praksis er vi pressede i denne tid, både med at se patienter i klinikkerne og med at bidrage til vaccinationsindsatsen, så vi forventer ikke, at der vil være så mange læger, der vil kunne træde til. Men hvis tingene spidser til, bliver der brug for alle gode kræfter,« siger Peder Reistad.

Aftalen gælder fra 1. januar 2022, og det er frivilligt for lægerne, om de vil træde til og hjælpe hospitalerne.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere