Almen praksis
Region Hovedstaden holder igen med at udmønte nye kapaciteter
Udgivet:
Kommentarer (0)
Selvom lægedækningen i Region Hovedstaden i dag er blandt landets fremmeste, er det ikke mange år siden, at billedet var et helt andet.
Fra 1. juli 2025 skal ydernumre og kapaciteter i almen praksis ikke længere fordeles af regionerne selv, men ud fra en ny national model. Det har fået Region Hovedstaden til at holde igen med at adressere lægedækningssituationen i Hørsholm og Tårnby.
Siden 2007 har regionerne selv stået for at udmønte nye ydernumre til praktiserende læger, når lægedækningen kommer under pres i et givent område.
Men det system laves nu om.
Aftalepartierne bag sundhedsreformen er enige om at ændre sundhedsloven, så fordelingen af ydernumre og lægekapaciteter fra midten af 2025 skal ske ud fra en national model, som skal fastlægges af indenrigs- og sundhedsministeren og sikre en mere ligelig fordeling af læger i hele landet.
Tilbage står spørgsmålet. Hvad gør regionerne indtil da?
Tårnby og Hørsholm i fokus
I Region Hovedstaden har sagen været oppe og vende politisk, da der er opstået et ekstraordinært lægedækningsbehov i Tårnby og Hørsholm.
Under den nuværende model, ville den situation normalt kaste nye kapaciteter af sig til praktiserende læger. Men det blev nedstemt i Udvalget for det Nære og Sammenhængende Sundhedsvæsen 18. november, hvor politikerne i stedet besluttede at udvise tilbageholdenhed med nye udmøntninger af hensyn til sundhedsreformen.
Jeg synes, at vi skal fortsætte vores hidtidige måde at gøre tingene på, indtil vi konkret får andet at vide. Vi er valgt til at varetage interesserne for borgerne i Region Hovedstaden
Jacob Rosenberg, regionsrådsmedlem, De Konservative
En beslutning, som De Konservative langt fra er enige i, og derfor var sagen på dagsordenen til regionsrådet i går, tirsdag 10. december.
»Skal administrationen stoppe syv års god tradition og godt arbejde? Og skabe dårligere lægedækning? De af jer, der ikke støtter vores forslag, er med til at skabe et lægedækningsproblem i Tårnby og Hørsholm lige nu,« lød det fra Jacob Rosenberg, regionsrådsmedlem for De Konservative.
»Jeg synes, at vi skal fortsætte vores hidtidige måde at gøre tingene på, indtil vi konkret får andet at vide. Vi er valgt til at varetage interesserne for borgerne i Region Hovedstaden,« sagde Jacob Rosenberg.
Lukket for nye patienter
Selvom lægedækningen i Region Hovedstaden i dag hører til blandt de stærkeste i landet, så er det ikke mange år siden, at situationen var markant anderledes.
I 2018 var der på et tidspunkt kun to læger i Københavns Kommune, som havde åbent for patienttilgang, mens alle læger på Frederiksberg havde lukket dørene for nye patienter.
Det skabte situationer, hvor læger blevet bestormet af flere hundrede nye patienter i løbet af få dage, når der blev åbnet for dørene – og for at vende udviklingen, øgede Region Hovedstaden antallet af ydernumre markant og lavede en buffer på ti kapaciteter, som hurtigt kunne sættes i spil i områder med uforudsete lægedækningsudfordringer.
Beslutninger, som kritikere vil mene, har haft store omkostninger for Region Sjælland, da det har været alt for let at nedsætte sig som praktiserende læge i Region Hovedstaden de seneste år.
Forslag blev nedstemt
Og netop hensynet til lillebroren i Østdanmark fyldte da også mere i tankerne hos Regionsrådets øvrige partier på Regionsrådsmødet i Region Hovedstaden.
»Forslaget er på kanten til at være protektionistisk. Endda over for en sårbar gruppe borgere, som vi om kort tid også får ansvaret for. Så vidt jeg husker, er der stadig åbne lægepraksis i både Tårnby og Hørsholm,« lød det fra Anja Rosengreen, regionsrådsmedlem for SF.
Hun blev blandt andet bakket op af Karen Friis Bach:
»Slår vi flere kapaciteter op, så gør vi bare problemerne større for os selv. For så trækker vi læger væk fra Region Sjælland, hvor vi ved, at lægerne mangler endnu mere,« sagde Karen Friis Bach, regionsrådsmedlem fra Radikale Venstre.
I sine faktuelle bemærkninger til forslaget fra De Konservative bemærker administrationen i Region Hovedstaden, at den nye aftale mellem regionerne og regeringen om et stop af nye lægekapaciteter i områder med god lægedækning, formentlig vil sætte en stopper for at udmønte nye puljekapaciter i Region Hovedstaden inden længe.
De Konservatives forslag nedstemt med stemmerne 30 imod, mens 11 regionsrådsmedlemmer stemte for.
Del artiklen: