Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Nu begynder forhandlingerne om OK25: PLO-formand har især sit fokus ét sted

Udgivet:
Kommentarer (0)

Jørgen Skadborg, formand for PLO, vil være flankeret af tre velkendte ansigter, når han i denne uge tager hul på forhandlingerne med Danske Regioner om en ny overenskomst for almen praksis. Det drejer sig om Mireille Lacroix, næstformand i PLO, Karin Zimmer, tidligere formand i Region Hovedstaden, og Bruno Meldgaard, formand for PLO i årene 2013-2015.

For første gang i mange år indleder PLO og Danske Regioner forhandlingerne om en ny overenskomst på et tidspunkt, hvor der for alvor udklækkes flere praktiserende læger, end der forlader faget. Den mulighed har PLO’s formand tænkt sig at udnytte.


I morgen mødes PLO og Danske Regioner til det sættemøde, som formelt skyder forhandlingerne om en ny overenskomstaftale for almen praksis i gang. Og i det forhandlingsoplæg, som PLO medbringer til mødet, står lægedækning øverst på dagsordenen.

Det fortæller Jørgen Skadborg, formand for Praktiserende Lægers Organisation.

»Vi skal have lavet en aftale, som bedre understøtter lægedækningen i de områder af landet, hvor lægerne mangler i dag. Det er det store tema og hovedfokus fra vores side i forhandlingerne,« siger Jørgen Skadborg.

For 57-årige Jørgen Skadborg, som til daglig er praktiserende læge i Billund, er det anden gang, at han skal lande en overenskomst på vegne af landets ca. 3.500 praktiserende læger.

Men hvor forhandlingerne i mange år har handlet om at finde løsninger i en tid med lægemangel, så er de første resultater af det markante løft i antallet af uddannelsesforløb i almen medicin nu begyndt at vise sig.

I det lys er det en smule ærgerligt, at alting står i stampe politisk, fordi vi venter på sundheds-strukturkommissionen

Jørgen Skadborg, formand, Praktiserende Lægers Organisation

I øjeblikket udklækkes der speciallæger i almen medicin i et tempo, som sikrer en nettotilgang på ca. 80 praktiserende læger om året, og der udestår derfor en vigtig opgave for overenskomstens parter, hvis den vækst skal kanaliseres de rigtige steder hen.

»Det handler om at gøre de steder i landet, hvor det halter med lægedækningen, attraktive at slå sig ned i. Og her kræver det, at vi skruer på nogle ting i forhold til den nuværende aftale. Det kan blandt andet være indførelsen af differentierede normtal, så læger i områder med eksempelvis flere kronikere har færre patienter og dermed mere tid til hver enkelt. Det er én af de ting, vi kommer til at drøfte med Danske Regioner,« siger Jørgen Skadborg.

Er reformen udskudt?

I april 2022 nedsatte PLO og Danske Regioner et Honorarstrukturråd, der sidste år kom med sit bud på, hvordan kompleksiteten af aftalerne i almen praksis kan forenkles, og uklarhederne om anvendelsen elimineres.

Parterne havde med andre ord varmet op til, at OK25 bliver aftalen, der fører markante ændringer i lægernes honorering med sig. Men sådan kommer det formentlig ikke til at gå.

Årsagen er fødslen af et andet politisk projekt, nemlig sundhedsstrukturkommissionen, der til juni forventes at komme med sine anbefalinger til den største omkalfatring af det danske sundhedsvæsen i mange år. Og den timing ærgrer Jørgen Skadborg en smule.

»Jeg har længe ønsket mig en betydelig forenkling af vores aftale i almen praksis. Det er nødvendigt, hvis vi skal give mere til de patienter med størst behov. I det lys er det en smule ærgerligt, at alting står i stampe politisk, fordi vi venter på sundhedsstrukturkommissionen,« siger Jørgen Skadborg.

En fokuseret aftale

Netop på grund af det særlige politiske klima har PLO og Danske Regioner aftalt at indgå en fokuseret overenskomstaftale, hvilket på forhånd har slanket de to forhandlingsoplæg markant.

»Vi er blevet enige om at lave en fokuseret aftale, hvor vi kigger på de vigtigste temaer, som vi kan adressere nu og her. Med den virkelighed, som udspiller sig politisk, så er ingen af os i stand til at lave en større aftale. Derfor må vi formentlig sætte ambitionsniveauet lidt ned i forhold til de store reformer og i stedet indgå nogle aftaler, som peger i den retning, vi gerne vil gå,« siger Jørgen Skadborg.

Foruden lægedækning tager PLO de overordnede emner ‘behandling i nærmiljøet’, ‘tilgængelighed’ samt ‘økonomi og opgaver’ med ind i forhandlingslokalet.

Et af forhandlingsoplæggets konkrete forslag går på, at der ikke kun skal differentieres i lægernes patienttal, men også i tilgængeligheden, når det kommer til borgernes adgang til egen læge.

Når det hedder forhandlinger, så er der selvfølgelig nogle ting, som vi er uenige om

Jørgen Skadborg, formand, Praktiserende Lægers Organisation

»Samtidig med, at der bliver flere praktiserende læger, forventes også flere behandlingskrævende patienter. Ligesom det øvrige sundhedsvæsen er almen praksis derfor nødt til at prioritere.Tilgængeligheden i almen praksis skal være bedst for de patienter, som har de største behov, det vil sige akutte patienter, patienter med kronisk sygdom eller multisygdom, de ældste, patienter med psykiske lidelser, misbrug eller andre patienter med særlige behov,« står der bl.a. i PLO’s forhandlingsoplæg.

For at forbedre det tværsektorielle samarbejde foreslår PLO også, at der indføres et honorar for tværsektoriel konference, uanset kontaktform, og rammer for samtaler, der er tilpasset patientens behov, ligesom der skal være en praktiserende læge tilknyttet de forskellige botilbud.

Økonomien bliver knasten

Tilbage står spørgsmålet om PLO og Danske Regioner kan finde fælles fodslag ved forhandlingsbordet i en sådan grad, at det kaster substantielle aftaler af sig.

Optakten har ikke været ideel. Eksempelvis er det ikke mange måneder siden, at Danske Regioner var ude at foreslå, at overenskomsten i almen praksis helt afskaffes og erstattes af en række kontrakter mellem regionerne og den enkelte læge. Sammen med regionernes forslag om et fælles kontaktpunkt har det vakt harme i almen medicinske kredse.

Trods uenighederne hæfter Jørgen Skadborg sig dog ved, at parterne har identificeret de samme vigtige temaer forud for forhandlingerne. Og det er ifølge lægeformanden et godt tegn.

»Det er et godt udgangspunkt, at vi er enige om de vigtigste temaer forud for forhandlingerne. Men når det hedder forhandlinger, så er der selvfølgelig nogle ting, som vi er uenige om. Og der skal vi være villige til at bøje os ind mod hinanden,« siger Jørgen Skadborg.

Selv er Jørgen Skadborg spændt på, om regionerne medbringer en villighed til at løfte økonomien i almen praksis, som ifølge lægeformanden skal vokse med ca. 4,3 pct. om året frem mod 2035 for at udvikle sektoren og rumme de 5.000 praktiserende læger, som Folketinget har en ambition om arbejder i almen praksis til den tid.

»Som altid vil økonomien formentlig være den største udfordring i forhandlingerne. Sandhedens øjeblik, set fra min stol, bliver, om regionerne er villige til at investere i almen praksis. Eller om regionerne i stedet vil afvente Folketinget. Det må vi vente og se,« siger Jørgen Skadborg.

Den nye overenskomst træder i kraft 1. januar 2025 og har fået navnet OK25.

Læs også:

17. april: Læs PLO’s forhandlingsoplæg til OK25

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere