Netværk for AP-læger breder sig efter succes i Sønderjylland

De såkaldte AP-læger, som til­bringer ca. 2,5 år i alt på sygehusene på deres vej mod at blive speciallæger i almen medicin, er ethvert hospitals evige omstrejfere, som skifter fra ­afdeling til afdeling med få måneder hvert sted.

Det er nogle gange gået ud over ikke blot dem selv i form af ensomhedsfølelse, men også uddannelsens kvalitet. For hvorfor investere ­uddannelseskræfter på en afdeling, hvor lægen kun er i kort tid?

Den tilgang har Sygehus Sønderjylland taget et opgør med til fordel for både lægerne og sygehuset.

»Dette her er en investering i fremtiden, men også god arbejdskraft,« siger uddannelseskoordinerende overlæge Bjarke Kryger fra Sygehus Sønderjylland.

Omdrejningspunktet i den nye ­tilgang er netværkstanken.

Stort set hver måned bruger ­AP-lægerne en del af arbejdstiden på at mødes med både hinanden og ­repræsentanter for ledelsen.

Møderne varer to timer ad ­gangen, og den første time handler om trivsel på afdelingerne, hvor den uddannelsesansvarlige overlæge for hele sygehuset også deltager.

Når ‘trivselstimen’ er forbi, underviser en af hospitalets speciallæger de kommende almenmedicinere i et emne, der er relevant for dem, gerne et, der vedrører krydsfeltet mellem primær og sekundær sektor.

En investering i fremtiden

Fra sygehusets side er de regelmæssige møder blandt AP-læger led i en opgradering af uddannelsen af ­fremtidens praktiserende læger, som har opbakning fra øverste lag. Sygehuset ser satsningen som en ­investering – ikke en udgift. Som Bjarke Kryger udtrykker det:

Hvis vi gerne vil uddanne AP-læger bedre, så koster det nogle ressourcer, for du får ikke den arbejdskraft i f.eks. skadestuen som ellers. Men du får en dygtigere læge

Bjarke Kryger, uddannelseskoordinerende overlæge, Sygehus Sønderjylland

»Før var AP-lægerne lidt forsømte. De er jo superdygtige og f.eks. perfekte forvagter; de blev brugt til at passe skadestuen og nogle ambulatorier, men hvad, de fik ud af det selv, var nok lidt begrænset. Så hvis vi siger, at vi gerne vil uddanne dem bedre, så koster det nogle ressourcer, for du får ikke den arbejdskraft i f.eks. skadestuen som ellers. Men du får en dygtigere læge.«

Møderne er en håndgribelig ­udløber af problematikker, som blev åbenbaret, da Yngre Læger i sommeren 2018 gennemførte en medlemsundersøgelse blandt de kommende almenmedicinere.

Den afslørede bl.a. mangler i ­supervision på sygehusene, ligesom almenmedicinerne følte sig mere ­ensomme i hospitalsperioden af ­deres hoveduddannelse end kollegerne i praksis.

Konkrete forbedringer

Begge dele bekymrede Kim Agerholm Brogaard, som dengang var bestyrelsesmedlem i Yngre Læger og formand for Almen Praksisudvalget i organisationen.

På daværende tidspunkt tog han data under armen og forelagde dem for Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse i Region Syddanmark, hvor han selv var i hoveduddannelse, og resultatet blev arbejdsgrupper på alle matrikler.

Gruppen på Sygehus Sønder­jylland – hvor Kim Agerholm Brogaard sad med – etablerede så det netværk for almenmedicinerne i hoved­uddannelse, som manifesterer sig i de jævnlige to-timersmøder.

De har i flere tilfælde ført konkrete forbedringer med sig.

»Der kan være udfordringer, vi har kæmpet med i mange år og aldrig fået løst, og når man så får snakket om dem ansigt til ansigt, så kan de løse sig. F.eks. at vi skal have vejledere, der har sat sig ind i, hvad hoveduddannelse i almen medicin på sygehusdelen indebærer og forsøger at løfte uddannelsen ud over minimumslæringen, der fremgår af kompetencekortene,« siger han.

Når ledelsen reserverer tid til, at speciallægen i ambulatoriet har tid til at supervisere, så er det mere legalt at banke på døren og spørge til rådsKim Agerholm Brogaard, speciallæge i almen medicin og initiativtager til netværket for AP-læger på Sygehus Sønderjylland

»På Gynækologisk Afdeling ­nytter det f.eks. ikke, hvis vi kun ser ­abortskanninger fire måneder i træk eller assisterer ved adskillige ­kejsersnit. Vi skal se de patienter, vi kommer til at se i almen praksis, f.eks. med blødnings­forstyrrelser. Der fik vi sat fokus på, at vi skal have faste vejledere, som kender mål­beskrivelsen for almen medicin og har sat sig ind i, hvad der står i vores kompetencekort,« siger Kim Agerholm Brogaard.

Et andet konkret eksempel er tandemambulatorierne, dvs. side­løbende ambulatoriefunktioner for en læge i hoveduddannelse og en af hospitalets speciallæger. Det øger mulighederne for at få rådgivning og supervision.

»Når jeg har mit ambulatorium, og speciallægen har sit i rummet ved siden af og måske kun ser 8 ­eller 10 patienter, hvor man normalt måske ser 15, så har jeg mulighed for ­løbende at tage speciallægen ind, hvis jeg gerne vil gennemgå noget konkret eller superviseres,« siger Kim Agerholm Brogaard.

»Vi har alle travlt i den kliniske hverdag, og det gælder også ­speciallægerne. Man banker ikke bare ­sådan på, og måske klarer man i ­højere grad selv de faglige ud­fordringer. Men når ledelsen ­reserverer tid til, at speciallægen i ambulatoriet har tid til at supervisere, så er det mere legalt at banke på døren og spørge til råds.«

Uddannelseskoordinerende overlæge Bjarke Kryger stemmer i.

»Mange af AP-lægerne bliver brugt på en smartere måde nu. Du kan tage nogle speciallæge­ressourcer, som du lægger over til AP-lægerne, og pludselig har du mere kapacitet, som alt i alt er en økonomisk fordel. Vi ­begynder at finde ud af, at der også er ­fordele ved dette her,« siger han.

Mere sammenhold

Også den sidste time med foredrag af hospitalets specialister har ­konkret værdi for de kommende almen­medicinere.

»Vi har f.eks. haft foredrag om skulderleddet, hvor vi hører, hvad ­ortopædkirurgerne oplever bliver henvist meget, selv om det er noget, vi med få justeringer godt kunne ­klare i almen praksis. Og vi hører om, hvad det er for nogle patienter, de gerne vil se rigtig hurtigt,« ­fortæller Kim Agerholm Brogaard.

»Det giver hospitalet en unik ­mulighed for at give os viden og ­påvirke os til at løse opgaven godt, når vi kommer ud i almen praksis.«

Når ledelsen reserverer tid til, at speciallægen i ambulatoriet har tid til at supervisere, så er det mere legalt at banke på døren og spørge til råds

Kim Agerholm Brogaard, speciallæge i almen medicin og initiativtager til netværket for AP-læger på Sygehus Sønderjylland

Hvad angår det mere sociale, spiller møderne også en rolle.

»Det sociale er vigtigt. Vi kører ofte parallelle forløb og skifter ofte afdeling på samme tid, så vi kommer aldrig til at møde hinanden. Men vi går måske og rummer de samme frustrationer og bekymringer og kan ende lidt ensomme,« siger Kim ­Agerholm Brogaard.

»Vi snakker selvfølgelig med med kolleger til daglig, men der er ikke nogen ligesindede at dele tanker med. Det kan vi så på disse møder, hvor man kan få en kop kaffe, grine, snakke og få luft for frustrationer.«

Eksport til Esbjerg

Efter succesen er modellen fra ­Sygehus Sønderjylland nu også ­blevet en eksportvare. Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg har f.eks. taget ideen op, og andre hospitaler i Region Syddanmark er på vej.

Primus motor i Esbjerg er Christian Quaade Michelsen, som er ca. midtvejs i hospitalsdelen af sin hoveduddannelse i almen medicin. Han tog kontakt til ledelsen i ­Esbjerg, ­efter at han var blevet inspireret ved et foredrag med Kim Agerholm Brogaard.

Det var midt i coronaepidemien, og setuppet i Esbjerg foregår derfor delvist virtuelt, men princippet er det samme.

»Vi kalder det uddannelsesmøder mere end et netværk, og i øjeblikket er vi 17 AP-læger, som mødes en gang om måneden. Vi drøfter dels uddannelsestiltag og læringscases, og vi får også en fra et speciale, som f.eks. ­ortopædi, til at deltage,« siger ­Christian Quaade Michelsen.

På begge sygehuse koordineres møderne af en UKYL – uddannelseskoordinerende yngre læge – på ­Sygehus Sønderjylland sågar to af dem, men hvert sted er forskelligt, og det må tilgangen derfor også være, når man ønsker at indføre en sådan ordning.

»Vi har på en måde været mere udfordret, for hvor de på ­Sygehus Sønderjylland refererer til en uddannelses­ansvarlig overlæge på tværs af afdelingerne, skal jeg ind at samarbejde med den medicinske ledelse og derfra prøve at ­komme i kontakt med kirurgisk ledelse, ­gynækologisk ledelse osv. Det er ­udfordrende, at nogle af de andre afdelinger ikke har følt, at ideen er vokset oppe hos dem,« siger ­Christian Quaade Michelsen.

Men allerede på de få måneder, ­Esbjerg har været i gang, mener Christian Quaade Michelsen at kunne spore en effekt. Både strukturelt, hvor han fortæller, at der f.eks. nu bliver markant flere ambulatoriedage i den internmedicinske del. Men også på følelsen af afsondrethed.

»At vi mødes og kender hinanden ret godt efterhånden og kan snakke om nogle af de her ting, som er ­svære, synes jeg helt sikkert hjælper,« ­siger han.

»Vi har f.eks. snakket en del om fejl på vores møder. Alle læger ­laver jo desværre fejl engang imellem, men som yngre almenmedicinere er vi særligt udsatte for at føle os ­meget alene ved en eventuel fejl. På den ­lokale afdeling har vi ikke et fagligt fællesskab med kollegerne og har måske ikke nået at ‘vise vores værdi’, fordi vi hele tiden er nye og ikke har været der igennem længere tid,« ­siger han.

Middel til rekruttering

Tilbage på Sygehus Sønderjylland fremhæver Bjarke Kryger, at der er fordele for ham selv som ansvarlig leder. Som uddannelsesansvarlig overlæge kan det være svært at ­holde øje med alle afkroge af sygehuset, men det hjælper netværksmøderne blandt AP-lægerne med.

»Møderne starter med bordet rundt, hvor de hver især fortæller, hvordan det går på deres afdelinger. Jeg sidder som en flue på væggen og lytter til, hvordan det går, og det er rigtig godt for mig. For nogle gange kan det være svært at se et problem, og det er først, når det brænder på, at jeg hører om det. Her får jeg hver måned serveret et indblik i, hvordan det går,« siger han.

Måske allervigtigst øjner hospitalet fordele på det helt overordnede plan, nemlig lægedækningen i primærsektoren.

»Der er rigtig stor politisk opmærksomhed på, at der mangler praktiserende læger. Derfor ser man med stor velvilje på, om der er nogle måder, man kan tiltrække læger på. Og det at skabe en god uddannelse, som får dem ind på vores sygehuse og betyder, at de er i lokalområdet, tror vi kan gøre det nemmere at tiltrække læger på længere sigt. Men lægeuddannelsen tager lang tid, og vi kan først aflæse effekten om yderligere nogle år,« siger Bjarke Kryger.

På det rent anekdotiske plan er der dog grund til optimisme. Den læge, der oprindelig sparkede udviklingen i gang på Sygehus Sønderjylland, Kim Agerholm Brogaard, er nu ­færdig som speciallæge i almen ­medicin og har pr. 1. marts nedsat sig i praksis i Aabenraa.