Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Midlertidige pladser fylder mere og mere i sundhedsvæsenet: Men få steder er der en fast læge tilknyttet

Udgivet:
Kommentarer (0)

Efter en lang karriere på Herlev Hospital tog Finn Rønholt i 2021 springet til det kommunale, hvor han i dag arbejder som fast læge for 64 midlertidige pladser i Gladsaxe Kommune.

I et nyt udspil foreslår KL og PLO fast lægedækning på kommunernes midlertidige pladser. De seneste tre år har Finn Rønholt været fast læge på de midlertidige pladser i Gladsaxe Kommune, og han er ikke i tvivl: Fast lægedækning er en nødvendighed med tanke på borgernes skrøbelige tilstand.


For tre år siden foretog Finn Rønholt et usædvanligt karriereskifte.

Efter 16 år som ledende overlæge og halvandet år som vicedirektør på Herlev Hospital, fik han ansættelse som fast læge på pleje- og træningscenteret Kildegården i Gladsaxe Kommune.

Her er 64 af kommunens midlertidige pladser placeret til borgere, der har været indlagt på hospitalet, men har behov for pleje og genoptræning, inden de sendes hjem.

»Da jeg blev ansat, kan jeg huske, at jeg blev ret forbavset over, at mange af de patienter, som udskrives fra hospitalet til de midlertidige pladser, endnu ikke er stabile. De er ret skrøbelige og derfor skal de ofte først stabiliseres af en læge, før genoptræningen kan begynde,« siger Finn Rønholt.

Faste læger tilknyttet

For at systematisere indsatsen med de mange skrøbelige ældre har Finn Rønholt trukket på sine erfaringer fra den sekundære sektor og indført både stuegang og tavlemøder i det daglige arbejde på Kildegården.

Det har øget den kliniske bevågenhed om den enkelte borger, og derfor er Finn Rønholt også positivt stemt over for, at Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Kommunernes Landsforening (KL) i et nyt fælles udspil ønsker at sikre fast lægedækning på kommunale pladser i hele landet.

Udviklingen er gået stærkt, men desværre har dele af organisationen ikke fulgt med

Finn Rønholt, læge, Gladsaxe Kommune

Et forslag, der bl.a. skal blive til virkelighed, ved at uddanne flere praktiserende læger end i dag.

»Jeg ved ikke, om det er et realistisk forslag, men for mig at se, er det ganske enkelt et nødvendigt ét af slagsen,« siger Finn Rønholt.

»Særligt de steder i landet, hvor der er lige så mange pladser som her i Gladsaxe Kommune, vil jeg vurdere, at behovet for en fast læge på de midlertidige pladser er stort,« siger Finn Rønholt.

Skal alle midlertidige pladser have tilknyttet en fast læge i et eller andet omfang, så er det dog vigtigt at tage højde for, hvor forskelligt kommunerne organiserer sig, understreger den kommunale læge.

»Der er stor forskel på, hvordan de enkelte kommuner organiserer de midlertidige pladser. Også for stor i mine øjne. I nogle kommuner spredes pladserne ud på de forskellige plejehjem, mens andre kommuner samler indsatsen, og det er vigtigt at tage højde for,« siger Finn Rønholt.

3.800 pladser på få år

I september udgav Mandag Morgen en kortlægning, der viser den kraftige vækst, som antallet af midlertidige pladser ude i kommunerne har gennemgået de seneste år.

Sammenlagt råder kommunerne nu over 3.800 midlertidige pladser, hvilket svarer til 88 pct. af det samlede antal medicinske sengepladser på sygehusene.

Det på trods er det meget få kommuner, der har en fast læge tilknyttet de midlertidige pladser.

»Der er i dag næsten lige så mange midlertidige pladser som medicinske sengepladser. Udviklingen er gået stærkt, men desværre har dele af organisationen ikke fulgt med. Der er meget få kommuner, der har faste læger tilknyttet de midlertidige pladser, som tingene er i dag« siger Finn Rønholt.

Flere ministerbesøg på få år

I løbet af sin relativt kortvarige ansættelse har Finn Rønholt og resten af Kildegården da også mærket en hel del til omverdenens interesse for den faste læge på Kildegården. Indtil videre er det blevet til to ministerbesøg, ligesom Strukturkommissionen også har været et smut forbi Gladsaxe for at hente inspiration til sit arbejde med den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet.

»Vi får besøg af den tredje minister inden længe, og det siger jo noget om, at det her område har stor bevågenhed lige nu,« siger Finn Rønholt.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere